MIKKEL NIELSEN II


mUdklip 8

img_7393
Indledning:
 – Jeg har valgt at sætte Mikkels erindringer på min hjemmeside, ud fra den betragtning, at de kan være til stor glæde og gavn, for nulevende og kommende gene- rationer. Livsrytmen var en helt anden og det religiøse aspekt spillede en stor rolle i hverdagen,  hvor den religiøse vækkelse rullede hen over landet i slutningen af det 18. århundrede. Disse kampe bliver belyst i disse  erindringer af Mikkel Nielsen.  Læs også I. del ( De verdslige erindringer).
Det er min kone, Mariannas slægt det handler om, (hendes oldefar). Det har facineret mig i den grad, og jeg har stor respekt for den ærlighed og oprigtighed, som Mikkel har lagt for dagen i hans erindringer, både i den verslige og i den åndelige del. Læs det, mærk hvordan “ånden” og vingesuset fra dengang, kryber ind under huden.
Det er en stor ære, at vi kan se tilbage på mere en 40 års virke på gården der har været i slægten gennem mere end 200 år. Her hvor denne stovte bonde, Mikkel, tog ansvar i sit virke, før os. Det har altid været en gylden regel, at der har skulle være et “M” i navnet på ejeren af “Astrupgaard”. Den regel har været ubrudt til dato. Tilføjet af: – KKJ/2011
Kig “Slægten på “Astrupgaard” HER


GULDBRUDEPARRET

Desktop17 a
Klik på artiklen. Guldbrudeparret på “Astrupgaard” og læs den (H. klik for forstørrelse)

Mikkel skriver i sit forord: – Foruden det her i denne bog opskrevne, angående religiøse ting, medfølger en bog med 112 sider af samme størrelse som denne over mest verslige beretninger om fortidens skikke og måde at leve på i blanding af verdslige og kristelig indhold til min yngste søn, som han selv har omskrevet på ca. 50 sider. Ligeledes en bog af større format regnet til ca. 80 sider om mejeri, kornafgrøder og 95 forskellige beretninger m.m. i anden lille på 35 sider og en på 17 sider. En skrivekasse med gamle dokumenter, afklip af blade og andet.

Disse tanker
 jeg har fremsat i den religiøse bog side 72 om hvorledes en dårlig præst også kan virke til velsignelse, har jeg nu i mit 82. år fået nogenlunde beviser for. Vi har i februar 1922 haft missionsuge i Aidt, og der var fuldt hus særlig i de 3 dage møderne afholdtes i kirken. Hvis vi havde haft en lidt bedre præst, end ham vi har, tror jeg ikke der havde været så mange tilhørere. Det ser alligevel ud til, at han ikke er menigheden nok, og ligeledes fik vi beviser for, at det er rigtigt at benytte kirken så meget som muligt frem for andre pladser. Da jeg begyndte at skrive min livserindring nr. 1, havde jeg tænkt mig, at jeg skulle have fået plads i denne bog til at skrive både om åndelige og verslige ting, men det viste sig, at der ikke blev plads nok til den ene side af sagen, langt mindre til den anden. Jeg vil derfor nu, hvor jeg er over 80 år, begynde at skrive noget i denne bog nr. 2 og vil nu, efter at jeg så småt har gennemstrejfet den verslige side af mit liv og forholdene i ældre tider, hvis herren vil give mig nogenlunde helbred både åndelig og legemlig til at skrive, vil jeg gene fremføre noget om det kristelige liv, som jeg har kendt det og tillige hørt det omtale fra mine forældres og andre ældre menneskers tid, men jeg kan vist ikke skildre noget, som rigtig kan have interesse længere end fra den rationalistiske tidsalder, hvor præsterne såvel som skolelærerne kunne tage del i næsten alt, særlig selskabelighed og i kirken blev der talt om helt verslige ting, som man nu vilde kalde helt forargeligt. Der prædikedes om skikkelighed og gode gerninger. Vi havde i denne tid enkelte gamle, som havde en del, ja stor ære for Guds ord og måden at leve livet på. De havde fra den ældre tid, bibeholdt, i alt fald gode former og skikke. Hvorvidt det var derud over, skal jeg ikke bestemme, de holdt stærkt på bordbønnen. Jeg kan huske at mænd som dengang vist alle brugte høj hat, om aftenen når kirkeklokken ringede, standsede hvor de var og stod stille og tilsyneladende holdt bøn med bart hoved, mens der blev ringet. Ligeså havde de nok gjort om morgenen, hvor der havde været klokkeringning. Men, der sagdes, at fordi kirken lå uden for byen, var skolelæreren fritaget for at ringe om morgenen. Ligeså havde vi i kirken formodentlig fra samme kristelige sider, så mange skikke, som nu er næsten helt forsvunden. Fruentimmerne nejede, når Jesu navn blev nævnt, og mandfolkene nikkede, man bøjede og stod op, slog kors for brystet og fruentimmerne rejste sig en gang mindre end mandfolkene. Under gudstjenesten stod man op og satte sig efter behag. Det sidste var lige frem en god skik, da man derved ikke var så udsat for at blive søvnig. I kirken var en hel del katolske billeder, udgravet træ, som senere er brugt til at sætte over folks døre, som en slags pynt, men denne er nu helt forsvundet. Disse ovennævnte kirkeskikke var ikke altid opbyggelige, thi nogle af dem blev brugt så ofte, at det for os at synes, vanskeligt kunne blive andet end en formssag eller skik, men det havde jo nok en god oprindelse, og det hører jo ikke os til, at bedømme folks bevæggrunde. Det så ud til, at der var noget lov kristendom og mere skarpe forholdsregler over for en synder, end der er nu. Om paternitetssager (om uægte børn) blev der taget voldsom hårdt fat. Vedkommende skulle vist fremstille dem i kirken til skue på nytårsdag og for eksempel selvmordere, blev ikke begravet med de samme kirkeceremonier som andre.

Jeg tror ganske bestemt, at jeg som skolebarn har set et tilfælde, hvor liget blev løftet over kirkegårdsmuren, sildig på dagen, i stedet for at komme ind af porten og blev begravet i stilhed. Over for forbrydere var den verslige straffelov mange gange så streng, som nu og mange dødsstraffe blev fuldført. Nu går det til den anden yderlighed, som jeg synes er højst utiltalende. Vi har i de senere år haft flere selvmordstilfælde, men der er blevet gjort lige så megen stads for dem som for andre, vel nærmest under påskud af, at man skal trøste de pårørende, hvilket absolut må være en forkert måde at trøste på, da det modsatte muligvis kunne bringe dem til synders kendelse og omvendelse.

Før kunne det lyde: – Hængte sig, stiftforvalterens solution (beslutning) af 4.de Januar lød på “Begravelse i stilhed på kirkegården uden jordpåkastelse af præsten og uden øvrige kirkelige og borgerlige foransaltninger….. (Eks. fra anden sammenhæng indsat af KKJ)

Nu til dags, ser det ud til, at skellet mellem godt og ondt skal udslettes, des længere, jo mere, og den første verdenskrig 1914 -1919, har efter hvad vi kan forstå, gjort uendelig stor skade i denne retning, og det er meget at befrygte, at der vil blive gjort store anstrengelser for, om muligt, at få hele Europa, ja måske hele verden afkristnet. Vi havde håbet, at den forfærdelige krig skulle have bragt folk til syndernes erkendelse og ydmyghed, men det er gået til modsatte side, gudløshed, råhed og fjendskab mod religionen og lovovertrædelser, er i stærk tiltagende.

Til de gamle jeg foran har omskrevet fra den rationalistiske tid, tør jeg nok henregne mine forældre. De havde i alt fald stor ærbødighed for Guds ord. Der skulle nogle i kirke hver helligdag og vi børn blev holdt stærkt til religionen efter datidens kristendom og opdragelse. Min fader og farbror var meget afholdne, deltog ikke i de dårlige selskaber og var mod brugen ar brændevin og tobak. Det må jo være det, i mine ganske unge år, har påvirket mig. Allerede som skoledreng, syslede jeg med den tanke, hvorledes jeg skulle forholde mig, for at være vis på, at blive salig når jeg døde. Det kom til at gå op for mig, at det var vist det sikreste at blive skolelærer, thi der var jo ingen som talte så meget om disse ting som han, jeg har ikke gået i skole til andre lærere end min morbroder, (Leth) og han talte meget med os om religionen, men så en dag fik jeg at høre en historie om en nabolærer, som var utro mod sin hustru, det gav mig meget at tænke på, og jeg kunne jo nu se, at dette at blive lærer ikke var nogen borgen for, at man var en god kristen, men kristen ville jeg være. Det var med mig, som med enkelte andre, vi ville nå noget, men vidste ikke rigtigt hvad. I syttenårsalderen fik jeg et dårligt ben, men som for mennesker at dømme så det ud til at skulle blive farligt. Det var vist skidt, og har hele mit liv ofte været meget smertefuldt, især i den ældre alder. Da jeg var 21 år, døde min fader og det var jo så som eneste søn, en selvfølge, at jeg skulle være landmand. Et år før fader døde, kaldte Herren først på os. Vi havde en stor sorg, da min yngste søster, Mette Kirstine, var 2 år gammel blev hun syg, så vidt jeg husker af skarlagensfeber, og da vi troede, at hun var helbredt, opdagede moder, at hun havde tabt hørelsen. Der blev gjort alt, hvad mine forældre kunne tro, der kunne helbrede hende, men intet hjalp, og alt var forgæves. Der var jo ikke andet at gøre, end at afvente tiden og så sende hende på døvstuminstituttet. Men da den tid så kom, at hun var mellem 5 og 6 år, kom der bud efter hende, men mine forældre var desværre bange for at få hende anbragt der og blev ved hjælp af indflydelsesrige mænd, også fri og blev så anbragt hos en læge Staumann, Nyhavn, i den tro at han skulle få hende helbredt, men hun var der i 4½ år uden at komme til andet resultat end, at hun havde lært at se på læberne, hvad folk sagde, noget som hun lige så godt kunne have lært hjemme. Min fader rejste første gang over og afleverede hende til lægen, og hun var så fuldstændig overladt til fremmede under stor tvang. Vi fik engang imellem brev fra lægen, men det var sjældent, dermed måtte vi lade os nøje. Min fader var ovre at se til hende enkelte gange, men moder var aldrig derovre, dengang rejste folk ikke som nu, dertil havde de hverken tid eller penge. Jeg har stået både ved Randers og Aarhus havn, meget vemodig og set efter, om vi kunne se røgen af dampskibet. Jeg har ligget i Aarhus med befordringen i 3 dage, mens fader var i København. Det kunne jo ikke betale sig at køre hjem og tilbage til Aarhus for at hente ham. Det var svære tider.

Kort tid efter faders død 
blev jeg atter kastet på sygelejet og lå næsten et halvt år. Jeg ved ikke rigtigt hvad sygdommen var, thi dengang fortalte lægen os ikke alting, men det var vel nærmest en gren af tyfus. Jeg kom endelig op igen og gik og skrantede i lang tid. Knap derefter, begyndte sekterne at arbejde. Vi havde i trediverne begyndt at holde nogle møder både landøkonomiske og afholdsmøder, men så kom der en tilstrømning af mormonpræster, som virkede således, at de fik ikke så få til at rejse med til Sion. De begyndte i 1830 og er nu 4l5.000. Der var mange jøder på egnen, og jeg må tilstå, at det var mormonerne som var årsag og redskaber til at vække folk op af søvnen, men det kan jeg ikke se der var noget forkert ved. Thi, når man blot bliver revet ud af branden er det vel nok omtrent ligegyldigt, hvem der gør det, men ikke ligegyldigt hvor vi går hen, når vi kommer ud, men da mormonerne havde bragt røre, fik vi lyst til at søge, og Herren var så nådig imod os, at han samtidig lod indre mission begynde at arbejde, og siden den tid, har mormonerne stadig måttet trække sig tilbage og er nu helt forsvundet fra vor egn. Der var mange præster, der tog alvorligt fat på dem. De kunne ikke klare sig for præsterne, særlig da pastor Beck foreholdt dem deres vildfarelser så grundigt, at de måtte vige.
Imidlertid var der i trediverne begyndt at komme nogle nyvakte frem, som vi så op til med agtelse og søgte at komme i berøring med. Det var Niels Nielsen i Hvorslev, Hans Jørgen i Gullev, Justesen i Skorup, Niels Jensen, i Dallerup, Mogens Jørgensen, i Toustrup med flere. Men, der var langt mellem dem. I vort sogn var der enkelte i Mondrup, som begyndte at søge, særlig var der Jens Sorts enke. Hun var til stor velsignelse for os og holdt tapper ud til sin død. Hendes børn sluttede sig nærmest til den Grundtvigske retning. Vi blev efterhånden en del, som fik lyst til at tale om Guds riges anliggender, og vi begyndte så at samles om søndagen, men for at vi ikke skulle gøre noget forkert, henvendte jeg mig til to af de ældre præster, der sluttede sig bil missionsbevægelsen, Pedersen, Sdr. Onsild og Pastor Jessen, Grønbæk. De rådede mig til at være lidt forsigtig, og de anså det for klogest, blot at læse en prædiken og synge nogle salmer og i det hele passe på, at møderne kunne foregå således, at vi kunne være glade ved at komme sammen, thi ville vi til at læse og kritisere biblen uden at have en kristelig lært mand mellem os, ville det let gå over til uenighed og derved gøre mere skade end gavn. Vi blev så ved, efter den tid, at samles omkring i husene, men da det var mest husmænd med små lejligheder, som interesserede sig for søndagsmøderne. Det varede det ikke ret længe, inden der blev for lidt plads og omtrent samtidig kom der et cirkulære fra højere vedkommende, om at vi i måtte bruge skolerne til afholdelse ar vores møder for indre mission.

Vores daværende præst pastor Gemsøe, som altid var storartet flink mod os, sagde straks – ”ja, lukker de skolerne, så åbner jeg kirkerne”. Han havde naturligvis heller ikke noget imod, at skolerne blev benyttet til indre missions møder, men han måtte ikke godt være vidende om, at vi gjorde det, men jeg, som altid talte med præsterne om vores møder og indbød dem til at overvære disse, var ikke glad for den ordning, at vores præster ikke måtte vide når vi holdt møde. Min kone og jeg som jo i virkeligheden var bedst stillet i timelig henseende, spekulerede meget over, om vi ikke under disse forhold burde gøre noget, men hvad, derom senere.

Omkring 1867 eller 1868, kom jeg ved et stort skovmøde, til at tænke på, hvor rart det kunne have været, om vi havde haft en skov i nærheden af gården, hvor vi ligeså, kunne holde møder til fordel for guds riges sag. Jeg har altid haft stor forkærlighed for skovmøder og jeg tror ikke, der er nogen møder der har så stor tiltrækningskraft som disse. Desto mere jeg syslede med tanken om at få skoven, desto mere fandt jeg det rigtigt at få begyndt at med at plante, så snart som muligt.
Det traf sig så heldigt, at mellem gården og mergelgravene, lå 12 skæpper land, mest lyngjord af mindre værdi. Jeg rådførte mig med min svigerfader, det gjorde jeg altid når der var lejlighed dertil, thi, han havde jo langt større erfaring end jeg, og han syntes godt om tanken. Dermed var begyndelsen fastslået i 1871. Dengang måtte vi på grund af pengenes større værd, altid være forsigtig og se efter, om vi havde råd til at gøre nogen bekostning. Thi armod var dengang en nem gæst at få fat på, nu til dags har vi det omvendte forhold. Den unge slægt har jo vokset op, næsten uden at vide, hvad penge duer til. Det er og vil blive en hindring, for Guds riges fremvækst. De behøver ikke at spørge til råds om, hvad der er det rigtige, både i timelige såvel som åndelige henseende, men kun om det kan blive bekvemt, behageligt og fornøjeligt, er det blot dette, så har det ikke stor betydning, hvad det koster, thi penge er der jo god tid på, men, det vil formodentlig, for ret manges vedkommende, få et sørgeligt endeligt. Vi burde tænke mere på det gamle ord: ”Forsigtighed er en borgermesterdyd”. De unge, i al fald mange af dem siger, lad stå til, ja nogle går endda så vidt, at skulle det gå galt, skal de bedre stillede, føde os
.

Skovmøder: – Men nu vil jeg vende tilbage til de store skovmøder, for at give dem en nærmere omtale. Samtidig som jeg rejste til disse møder som 28-årig karl, opstod den tanke hos mig, at det vist var rigtigst at tænke på at blive gift, men jeg havde i forvejen bestemt, at det skulle være med en som havde samme syn på kristendom, som jeg selv. Jeg talte med Herren derom tillige med nogle af de gode venner, som tidligere er omtalt i bogen, og resultatet blev, at jeg måtte til ”Bakbo” i Linaa sogn. Dengang var der næsten ingen unge, der interesserede sig for at rejse efter den slags møder, hun havde hørt tale om mig, ligesom jeg om hende. I byerne, men ellers kendte ingen af os, nogen unge, som havde samme anskuelse som vi, men efter mange samtaler og brevvekslinger, kørte jeg den 22. marts til Laven, holdt bryllup og kørte tilbage samme aften, og kom først hjem kl. 2 om natten i et så svært vejr og føre som sjældent ses. Hestene var store og stærke, men var meget medtaget af turen. Det var ikke så behagelig en bryllupsrejse, som dem der nu foretages. Det var efter de store 3 dages brylluppers tid, et af de første, som blev afholdt blot med 2 vidner.  Samme indskrænkning tiltrænges hårdt nu igen, den gang blev det de store fødevareydelser, der blev for kostbare, men nu er det de store luksuspresenter, som absolut snart må vokse folk over hovedet.

Efter brylluppet
, blev vi så to om at ordne sagerne, og det gik rigtig godt. Nabo-præsterne var meget flinke til at komme til vore møder og særlig var omegnens lærere flinkt repræsenterede. Efter min mening var det en meget stor vinding for vores møder, at befolkningen kunne se at vore egne præster og lærere, næsten altid var med, det var temmelig sikkert en af grundene til, at der var så stor tilstrømning til skovmøderne og senere missionssalen. Det varede ikke mange år, før vi fik en kolportør ansat i Aidt, af dem som kalder sig Indre Missionær.

Han fik bolig i det hus, hvor der nu er brugsforening. Han var en meget dygtig mand, efter den tids missioner. Han talte godt. Provsten sagde, at han var en af dem der havde kendskab til Bibelen. Jeg ville ikke omtale hans virksomhed, når det var ikke så, at han og hele familien er uddød. Jeg gør det uden navns nævnelse, men det blev en stor skuffelse for os. Hans huslige forhold var således, at han ikke godt kunne være fra hjemmet om natten, det er meget uheldigt for en missionær. Både han og konen blev stærkt forfulgte, måske både med rette og urette. Det var meget ubehageligt for os, at virke til velsignelse for Guds riges sag. På den måde kunne vi jo ikke godt tænke os, men efter nogle års forløb, måtte han flytte til en meget langt fra os beliggende egn, og der sagdes, at han virkede til stor velsignelse der, men, efter nogle års forløb, kom han på hjemrejsen fra et stort møde med Indre Missions bestyrelse, men talte ingenting om, men da han var kommet hjem, kom der et meget alvorligt brev fra ham, han beklagede, at han ikke kunne sige os sandheden ved besøget, men at han var faldet, men faldt ikke, men var bleven afskediget af bestyrelsesmødet. For at hans rejse kunne foregå så stille som muligt, måtte jeg overtage hans hus i Aidt. Resten vil jeg lade ham selv fortælle i sit brev til mig af 4. januar 1888.

Kære venner: 
Tak for eders kærkomne brev for tilbudet om at overtage huset i Aidt, og tak fordi du betalte renterne. Jeg beder om, at I vil opgive den højeste pris, I tykkes I kan overtage det til. Vi ville så om herren og hans venner nu vil hjælpe os på rejsen til New – Zealand. Pastor Beck har skrevet, at det er den bedste måde vores venner kan hjælpe os på, at hjælpe os dertil. Provst Brammer skrev jeg til før jul. Han sendte os 25 kroner og et brev, hvor han blandt andet fortalte, at han var rigtig glad for hans besøg hos Eder i sommer. Det er nu også vor bøn til Eder, at I vil hjælpe os med en gave til rejsen, vi ville inderlig gerne rejse herfra til London den 17. dennes. Af nogle har jeg løfte om penge, men vi mangler mange endnu. Kan det nytte at skrive til nogle venner der på egnen? Derefter skriver han om flere ting og så slutning.

Under sådanne forhold, er det altid meget vanskeligt at holde ligevægten, man bør forsvare synderen, men ikke synden. Det er en stor samvittighedssag, at stå over for sligt, har været svært for os mange gange, thi af fejl kommer der ofte fejl, det gælder jo om stadig at være vågen, for at der ikke skal ske noget, der kan skade Guds riges sag, sit eget jeg kan mange gange friste til noget som ikke er let at stå over for. Deres fristelser var i meget forskellig retning. De rejste som bestemt, men kom ikke til London, langt mindre til New Zeeland, de kom ikke længere end til Esbjerg og nedsatte sig der, hvor de blev, til han efter få års forløb døde. Hans kone døde for få år siden, og børnene døde medens de var i Aidt. Det var lidt trange tiden den gang, vi havde megen sygdom og en stor børneflok. Verdens forfølgelse mod de troende var langt værre end nu, men der var meget større forsagelse end nu, men Herren hjalp os med sin store nåde til, at der blev des længere, des flere, der kom til vores møder. Vi havde en vældig støtte af de mange kære præster og missionærer, som blev hos os om natten efter møderne, det var behagelige og gode timer, vi havde sammen med dem. Derimod, havde vi jo langt at køre til Laurbjerg og Bjerringbro stationer, men dertil havde vi hjælp af de missionsvenner, som var kørende, vi var i alt kommen op til cirka 12 a 14 familier, men det var jo mest med små ejendomme.

I følge min udtalelse på side 15, begyndte jeg så at plante i året l871, og idet jeg havde min kære svigerfaders billigelse, gik det rask fremad. Det blev kulegravet i 3 kvarters dybde og træet groede udmærket. Folk talte meget hånt om det, og mente, at det fik jeg ingen fornøjelse af, men det varede ikke mere end nogle få år, før vi havde den store glæde, at kunne holde møder der og se, at store masser af mennesker, som da strømmede til møde, og jeg tror, jeg tør sige, at møderne har været til stor velsignelse for mange mennesker. Nu i 1920 og de forløbne år, er der i alt skovet 100 favne træ, så den timelige værdi, kom langt før jeg havde ventet. Det var i mange år næsten en regel, at der om sommeren var en række møder i Levring, Vesterskov, Søbylunde og Astrup skov eller i kirken og Bjerring skov, og ad åre har det udbredt sig til langt flere møder, eftersom talerne er bleven så mange. I den første tid, vi begyndte at slutte os til Indre Mission, havde vi kun en missionær og han var endda blind. Nu har vi vist 180.


Men så i 1885—86
 blev jeg atter dødelig syg og lå i sengen i 5 måneder af lungehinde-betændelse. Jeg blev tappet 2 gange. Lægen pumpede 2 a 3 potter vand ud mellem 2 ribben hver gang. Jeg skulle have været pumpet 1 gang til, men dette modsatte jeg mig, når der ikke blev hentet 2 læger for at jeg kunne blive bedøvet, men så tog lægen det væk med spansk flueplaster. Det varede over et år inden jeg kom nogenlunde til kræfter. Jeg havde ganske sikkert været død dersom fysikus Heiberg i Viborg havde givet mig medicin i stedet for det sidste råd, han gav min kone, som jeg ikke måtte høre. Fedning var min eneste redning, og hun var ikke sen til at udføre det i praksis på en så grundig måde, at jeg efter en måneds forløb selv kunne gå på en vogn, og jeg er ganske sikker på, at der er mange mennesker som hellere vil give lægen deres penge i stedet for at bruge dem til at købe Kraftkost for, men jeg må tilføje, at det ikke skal være, hvad vi kalder god kost, men det skal være så stærk fedekost, som et menneske kan tåle den. Det er den samme tanke som en læge for mange år siden skrev, at når man i rette tid gik i sengen, da ville de allerfleste sygdomme gå over af sig selv. Han sagde, hans samvittighed ikke kunne tillade ham at fylde folk med medicin, når han ikke selv kunne tro, at det var rigtigt. Ja, hvorfor skulle den kære Gud ikke lige så godt lægge sin velsignelse i det ene som det andet.

Så tilbage til møderne, Der var stor hørelyst på vores egn, og der kom mange tilhørere, især til skovmøderne. Vi havde ikke så sjældent beværtning mellem talerne, men kun med hvedebrød og kaffe, alt til indtægt for missionen. Da jeg på side 14 skrev om at skaffe mere plads til møderne og bebudede at skrive derom senere, vil jeg her skrive om resultatet.
Efter at vi havde tilbudt byggeplads til missionshus, men det viste sig, at vi ikke havde råd til at bygge således, at Indre Mission kunne overtage det, blev min kone og jeg, efter en tids forløb og ifølge forholdenes gang enige om, at vi ville bygge 8 alen til den østlige ende af laden og så i nødvendige tilfælde 2 fag af laden, til at adskille et mindre rum til søndagsmøder, i alt ca. 13 alen vid og 13 alen lang med en kakkelovn midt i salen. Der blev holdt mange flere møder og missionsuger, der var fyldt til trængsel og om sommeren havde vi de første møder i skoven. Før disse pladser var til at tage i brug, måtte vi til større møder benytte særlig Aidt skole, men der blev også afholdt mange i Thorsø og Vejerslev forsamlingshuse, og Vidstrup skole, som vi fik lov at benytte gratis, når jeg spurgte om tilladelse dertil. Vi havde en mængde præster, missionærer og private talere. I den tid, vi har indbudt til møder, har vi haft i alt 6 præster i Vejerslev (se mejeribogen), som uagtet, at de, ikke fuldstændig, delte anskuelse med Indre Mission, dog alle var til alle vores møder, hvis der ellers ikke var andet til hinder derfor. Det gik rigtig godt, og både vi ældre og børnene var overordentlig glade for tiden.
På grund deraf og for vores nidkærhed for sagen, fik vi begyndt med de større møder på en måde, som jeg anser for meget uklogt. Vi beværtede en hel del af dem, som havde kørt langt og det var i almindelighed dem, som havde de største læs. Der var somme tider så mange, at de måtte spise i to hold. Lige så galt blev det til tider med kaffedrikning før tiden. Det var næsten ikke til at få ende på, nu folk blev ved af gammel vane, at komme før møderne. Dette vil jeg gerne råde nybegyndere til at vogte sig for, at begynde med og har man først begyndt, er det ikke til at få holdt op igen. Nej, det er ikke det det vi skal samles om.


Først Guds Riges
 sag: Vi skal ikke være præster, men vi skulle helst være noget, både for os selv og andre først hjemme. Derefter var det rart, om vi kunne virke en lille smule for at få andre omvendte. Det er ret, hvad pastor Ricard skriver, at det gælder mest om at få det praktiseret, det man har hørt og set, på en smuk og kærlig måde, så det kan ses og høres, at vi har det bedre end dem, som har verden til leder. Der er ingen ting verden er mere opmærksom på, end hvorledes kristenlivet bliver levet af troende mennesker. Skal vi rigtig til at se på det liv, som leves i denne verden, uden at Guds Riges sag, er dem det vægtigste, hvor er det dog en elendig tilværelse, men, det er desværre ikke alene vantro mennesker, som kan stille større fordringer, men jeg har erfaret, at der også i missionskredse er folk, som er meget ensidige og meget vanskelige at gøre tilpas, når det ikke kan gå efter deres mening,. Enkelte har drevet det så vidt, at når de ikke kan få deres vilje sat igennem, så har de bleven fra samfundsmøderne. Sådan noget kan volde mange bryderier og gøre stor skade for den gode sags fremme.


Sygdom: –Men så i 1902 blev jeg så heftigt angrebet af uhelbredelig vattersot, at lægen erklærede meget bestemt, at dengang, troede han ikke, at jeg kunne overleve det. Jeg var meget syg, og kunne ikke have mere med missionssagen at gøre og foreslog derfor min nabo til at overtage min plads og det lod jeg bekendtgøre i Indre Missions Tidende 1902 således: 
På grund af tiltagende svaghed i denne sommer, har jeg set mig nødsaget til at trække mig tilbage fra den virksomhed jeg i en lang årrække har haft, med at ordne møderne i min skov og missionssalen og håbende at præster og missionærer ved-blivende, vil holde møder der, meddeler jeg herved, at breve og lignende missionssager vedrørende fremtiden bedes adresseret til Gårdejer Thomas Pedersen, Astrup pr. Hammel. Men det viste sig at lægen havde taget fejl, da jeg havde ligget en tid, begyndte jeg at blive bedre, og han sagde da, at om jeg også blev bedre, kunne jeg ikke vente at blive mere rask, end at jeg kunne komme til at sidde på en stol ved siden af sengen. Også deri tog han fejl.

Jeg har besøgt mine børn mange gange siden den tid, men jeg her ikke været rask siden. Jeg har slet ingen ting kunnet foretage mig af betydning. I 1905 måtte jeg at helbredshensyn, afstå gården til min datter, Mariane og svigersønnen Anders Madsen Andersen. Vi havde omtrent bestemt os til at bygge et hus på toften, men så en dag vi havde møde af en præst og en missionær, rådede disse os til at tage missionssalen til bolig, grundet på, at folk nu gjorde større fordringer. Der var for lidt plads og for lavt til loftet. Det kunne let ske, at om et par år, ville missionsfolkene måske slet ikke bruge den. Tiden havde forandret sig meget. Nu havde vi fået lov til at benytte kirken og tillige var den opført et flot forsamlingshus, og jeg sikrede missionen ret til at benytte de to for en årlig betaling af 20 kroner. Derfor måtte vi så holde alle de møder vi ville. Senere kom bestyrelsen i tanke om, at vi skulle gøre rent efter møderne. Det kostede os en krone hver gang, men for at vise lidt imødekommenhed ved flyttet fra salen til forsamlingshuset, betalte jeg for brugen at huset det første år, og udgifterne ved de første missionsuger.

Til søndagsmøderne
 var det så heldigt, at min søn (Jens – ”Grøndalslund” – nabogård), havde en stue, som han tilbød os til gratis afbenyttelse. Til de større møder om sommeren, havde vi den gamle plads i vores skov og have.  På grund af min uhelbredelige sygdom, kunne jeg sjældent være med til møderne, men efter alt det, jeg har haft med den indre mission at gøre i alle de mange år, kunne jeg naturligvis ikke andet end følge med i tankerne om, hvorledes de nu ville fortsætte med missions-arbejdet, og om de ville benytte forsamlingshuset. Jeg gav dem det råd, at jeg syntes de skulle prøve at benytte forsamlingshuset et par år, til vi så, hvad Thorsø station ville indvirke på forholdene, thi nogen forandring ville det jo nok fremkalde. Der blev gjort forsøg på at få bygget et meget simpelt hus syd for nr. 3. Jeg fik atter en forespørgsel om råd, men jeg kunne ikke svare andet ifølge min personlige ven og rådgiver Vilhelm Beck’s udtalelser, end at jeg kun kunne gå med til at bygge et godt og solidt hus i Aidt. Han skrev knap før han døde, at missionshuse altid skulle ligge i de ldt større byer i nærheden af kirken. Blev de bygget på åben mark, ville de let blive brugt som kirke i stedet for at bruges til det, som skulle drage folk til kirken, og de skulle bygges så solidt og godt, at missionen kunne være tjent med at overtage dem.

Det var også på en tid det begyndte at gå op for folk, at der kom flere tilhørere i forsam-lingshusene end i missionshusene, og når de ikke vil gå til os, bør vi gå til dem på de pladser, hvor vi tror, vi bedst kan få dem i tale. Jesus kastede garnet ud, hvor fiskene gik. Jeg var ikke så rask, at jeg kunne overvære møderne. De kom tilbage, men uden resultat. Efter en del samtale frem og tilbage, lovede jeg så vidt muligt, at skrive til vor daværende formand for Indre Mission, provst Zeuthen, og forhøre hans mening om sagen, og den gjorde udslaget. Jeg læste det brev, jeg havde skrevet, og det svar jeg havde fået fra provsten, for dem, og dermed faldt sagen om at bygge hus foreløbig til jorden. Provsten svarede meget venligt og rådede os til at vente med at bygge, til vi kunne bygge et solidt hus. Somme steder havde folk været for raske til at opføre missionshus, som så senere har stået tomme, fordi pladsen ikke var heldigt valgt. De gik så i forsamlingshuset på de betingelser som jeg havde fået løfte på. Det gik rigtig godt, Der skete aldrig nogen forstyrrelse eller overlast fra modstandernes side. Men så efter nogle års forløb opsagdes huset og fik en privat lejlighed i skolen (den gamle), men det var vist meget uklogt, thi forsamlingshusfolkene kommer sjældent i missionshuset eller rettere i missionssalen, og der er kun enkelte andre end missionsfolk, og desværre er der gået mange fra, men ingen kom til, fra hele sognet. Vi måtte som før bemærket på grund af sygdom og alder trække os helt tilbage fra missionsvirksomhed og overværelse af møderne. Men når vi ser på det store og hele her i landet, kan vi ikke andet end være glade for, at Indre Mission har gjort et så vældigt arbejde for Guds riges sag, at der er bleven en mængde omvendte og troende mennesker og mange vakte, ja, jeg antager, at så stort et tal, at regeringen vanskeligt vil kunne blive ved at undlade at tage os i betragtning, ved styrelsen af landets anliggender, særlig kirkelige spørgsmål.

Et meget kort og sammentrængt uddrag af en kones beklagelse over sin søn, som var præst, kunne måske være på sin plads her, for at folk kan se, at der også er talere i nutiden, som har et forunderligt syn på sagen, børneopdragelse. Konens søn, præsten, havde en søn, som blev dødssyg. Drengen erklærede, at han aldrig havde hørt om Jesus, og i skolen havde han heller ikke hørt om religion. Der rejste faderen altså rundt omkring og prædikede af al kraft, evangeliet om Kristus, for andre og moderen løb til møde både her og der, men deres egne børn var glemt. Meddeleren som vist var præst siger. Jeg har ofte, meget ofte desværre, truffet børn af præster, missionærer og andre talere, som har arbejdet for Guds riges sag, der ikke har været troende, netop fordi de er bleven forsømte. Jeg har nylig talt med en meget bekendt præstesøn, som forsikrede dyrt og helligt, at han aldrig havde hørt, at det var nødvendigt at gå til Jesus for at i komme i himlen.
Ak, de stakkels forældre, som siden må erfare, at de har glemt deres kære børn her på jorden. Guds riges arbejdere må arbejde først på sig selv og dem som han kalder sine, og dernæst på andre, først da, når dette er gjort, kan man tænke på at få andre omvendt, men heller ikke før. Vor kærlighed til Gud bedømmes efter, hvorledes vi handler og ikke efter hvad vi siger. Der er jo mange forskellige måder at leve på i denne verden, og ligeså er det jo i det åndelige, men der har vi jo vor Herre Jesus at se på, som vor vejleder og der gælder det særlig om at være agtpågivende, og ikke som der er talt om ovennævnte, der glemte deres børn. Jeg har efter den erfaring jeg har gjort, kommet til den erkendelse, at vil Herren være os så nådig, at vi må blive redskaber til at vore ældste børn, må blive virkelig omvendte og troende, så det kan ses og høres i ord og handling, da vil de være de bedste redskaber til at få de yngre børn omvendte. Søskende har en stor magt over hinanden. Der er mange forældre, som har pådraget sig et stort ansvar ved at tage forkert fat på deres børn. Jeg tror, man skal vogte sig for at tage noget fra børnene uden at give dem noget til gengæld, men naturligvis ikke syndigt. Jeg har set børn, som har været kørt i meget stramme tøjler, men som det er gået galt, når de ikke længere har deres forældre til at værne om dem.

Børneopdragelse
 er i det hele taget noget så alvorligt, at man kan have nødig at have den største opmærksomhed henvendt derpå. Har de været behandlet lidt strengt før, så er vi virkelig desværre gået til den anden yderlighed, at være alt for blødagtig, så vi opdrager en slægt, som vil formedels deres egenrådighed, pyntesyge, nydelsessyge og de store friheds ideer, blive meget dårlige piller, hvis der, som det ser ud til, vil komme meget trange tider, som vist ikke udebliver, da gælder det om, at man har lært sin Gud, sin frelser og sig selv at kende, og lært at bede, arbejde og spare. Det ser ud til, at den tid ikke er fjern, da der vil blive en stor indskrænkning i religionsfriheden, og vil Herren ikke snart sige stop, hertil, og ikke længere, da vil bolsjevikkerne, alle de gudløse og kristendomsfjendske mennesker, nok blive ved med al den forfærdelige blodsudgydelse de har begyndt med, indtil de får al sund og sand kristendom afskaffet. For ca. 30 år siden, havde vi også noget vrøvl syntes vi dengang, at det var noget forfærdeligt, men når vi nu ser hen til ovennævnte, da var det, vi den gang så som frygteligt, kun småting ved siden heraf.


Vi havde dengang
 en missionær i Randers, som var på vej til vores by for at holde skovmøde. Han prædikede som sædvanlig. Vi mærkede ingenting til, før han var færdig. Da overraskede han os med det kedelige opositionsværk, de havde fået lavet sammen i Randers som følger. Han begyndte med at bede om en gave til Indre Mission, men han ville gøre os opmærksom på, at disse penge, som han fik ind ved dette møde, ikke var til den Indre Mission, som pastor Beck var formand for, men til en ny, som de havde oprettet i Randers. Vi er en lægmandsvirksomhed, og vi vil ikke have præster i bestyrel-sen og så nævnede han navnene på de nye bestyrelsesmedlemmer, og det hele gik glat væk sin almindelige gang, men det varede ikke ret længe før Beck fik at vide, hvad der var sket i Randers. Da tog han alvorligt fat på kritikerne, og som den dygtige mand han var, fik han snart sagen ordnet til stor skam og skade for de strejkende. En anden gang, medens kandidat Høier i Aarhus var i hans velmagtsdage, gjorde en hel del missionærer oprør mod ham, fordi, som de sagde, havde de en højere uddannelse end ham og derfor ikke kunne kaldes lægmandsmissionær. Det store møde for Indre Mission, hvor der skulle tages bestemmelse om, om kandidaten skulle vedblive at være missionær eller ej, det var vist et meget alvorligt møde, det blev opløst inden resultatet, men senere fik pastor Nyborg fra Stenmagle lov til at prøve på at få sagen ordnet, hvilket også lykkedes til stor tilfredshed og glæde for missionen. Pastor Nyborg har selv fortalt mig om det, han var tilsyneladende meget glad for, at Herren havde givet ham nåde til at få det bragt i lave, som var meget stærkt i ulave.

Pastor Beck blev så ved med at være formand til sin død. Han var en ualmindelig dygtig mand, han var netop formand i de trange tider, da der var megen forfølgelse. Siden hans død har det jo gået sin jævne gang. Der måtte flere præster til for at overtage det arbejde, han alene havde fuldført. Jeg vil gerne tilråde folk at købe Becks livserindringer skrevet 1900. Der er en god skildring af Indre Missions virksomhed, men for dem som ikke har god tid på penge, vil jeg skrive lidt om missionsvirksomhedens mærkedage. Den 17. september 1853 stiftede nogle bønder og en snedker en forening på Sjælland i Ordrup – Tholstrup sogne hos Peder Klausen. Gårdmand Peder Pedersen, Nyrup pr. Holbæk blev formand og smed Jens Larsen som missionær.
De bestemte, at begynde på at udgive et indre missionstidende fra l. januar 1854, 12 gange om året, altså et hver måned. Bladet var meget lille og kun 100 abonnenter. I 1900 udgik det en gang om dagen og 16.000 abonnenter. Vi havde dengang 158 missionærer, cirka 80 bogsælgere, 371 missionshuse og der blev holdt ca. 20.000 møder om året. I den første tid, holdt missionærerne ingen offentlige møder og blev da kaldt kolportører. Så den 13. september 1861 blev den Indre Mission døbt om, og fik navnet Kirkelig forening for Indre Mission i Danmark.

Fra 1859 til 1865 rejste den blinde Jens Dyrholm, som var den første, der holdt møder i skolerne. Fra 1861 tog pastor Beck og pastor Johannes Klausen fat og lægmands-missionens bestyrelse blev forandret til Rønne, Klavsen og Bech og 3 lægmænd. Det viste sig, at lægfolk ikke kunne styre det. P. Pedersen stiftede en frimenighed og Jens Larsen viste sig medgørlig over for bestyrelsen. Den 20. juni 1861 holdt Rønne stort møde i Aarhus, hvor der blev stærkt diskuteret, om sagen, men først den 13.september 1861, fik man den gamle lægmandsmission nedlagt og den nye oprettet, altså den 17. september 1853 og 13. september 1861, er mærkedage i missionshistorien for eftertiden. I nutiden hører vi jævnlig klager over at vi har megen kristendomsforfølgelse, men det er vist for en stor del, nærmest fordi de ikke har kendt noget værre. Skulle jeg skrive en fortegnelse over alt, hvad jeg har erfaret af den slags, da kunne jeg udfylde mange ark i bogen. Der var præsteforfølgelserne, arrestationerne, sognefogedtilsynet m.m.
Jeg vil blot for tydelighedens skyld, nævne et tilfælde af de mange, som myndighederne helst ville lade passere. Den gamle Anders Stubkær, senere medlem af bestyrelsen, har ofte været udsat for voldshandlinger. En dag, ved et møde, kom den en sten, som naturligvis var rettet mod ham, men som slog en af mine venner til jorden eller rettere i gulvet, thi den kom ind af vinduet, men, vinduessprossen afværgede faren for et dødsslag, sligt har vi været fri for i mange år, men når det kneb, var pastor Bech, den, der snart kunne bringe sagerne i orden. Men han var også en myndig mand. Han har ført Indre Mission igennem mange klipper og skær, indtil den er kommen i roligere vande. Senere formænd har ikke haft så meget at kæmpe mod, som pastor Bech har, men det er meget at befrygte, at ondskaben snart bryder løs igen. Der ville jeg gerne indskyde en lille bemærkning om en begivenhed som stadfæster mine udtalelser om min kone side 6 foran, og finder i tillægget til Kristelig Dagblads juleudgave 1918, af forfatteren Edward Eyberg, om min kære kone, ved en lille sidebemærkning, om Bakbo, således. Det var formodentlig på den samme Himmelbjergrejse. Vi var inde i ”Bakbo”, en dejlig beliggende gård ved Julsøens bred, altså i Linå sogn, her var nylig sket en vækkelse i gården, og navnlig var en ung datter stærkt grebet. Hun og min moder tog et lille tag med hinanden, angående den lette brug, mennesker gør af Guds navn. Jeg vil tro, at mor dengang har været lidt mindre forsigtig, hvad denne brug angår, end hun senere blev. Jeg husker i hvert fald, at jeg fandt at den unge nyvakte, videbegærlige pige havde ret, og jeg måtte, hvor meget jeg ellers holdt af min kloge og gode mor, i mit indre, stille mig ved den unge piges side. Jeg tror, at mor så med nogen overlegenhed på Indre Mission, den lægmandsbevægelse, som den nærmest var. Denne lille begivenhed blev ved en fejl-tagelse indskreven for tidligt, for den var nær blevet afslutningen på hele bogen. Jeg var i byen og blev ved et køreuheld slået næsten til døde. Lægen erklærede, at hvis det havde været en høj vogn, havde jeg slået mig ihjel. Jeg var besvimet og højre arm og skulder var helt spoleret. Efter et langt sygeleje gik jeg og kunne ingenting foretage mig, men efterhånden blev armen lidt efter lidt således, at jeg kunne begynde at skrive lidt.

Syg igen: – Indtil jeg nu før jul, atter blev lagt på syrelejet af lungebetændelse, og da denne var ovre fik jeg en heftig bronkitis (brystbetændelse) og har været dødssyg mange gange, men nu igen oppe næsten hele dagen til stor forundring for lægen og omgivel-serne, særlig på grund af min høje alder, 8o år.
Jeg vil nu prøve på at blive færdig med bogen i mit 81. år, men det vil blive vanskeligt for mig, thi jeg er bleven nogle år ældre end heldigt er til at skrive noget at betydning, men hvis Herren vil give mig nogenlunde helbred, vil jeg prøve på at komme til enden på bogen. På en side foran i bogen har jeg skrevet noget om vore præster og læreres venlighed over for vore møder, som jeg var glad for og jeg tror også, at det var en medvirkende årsag til, at vi havde så mange tilhørere. Jeg har her et brev og en bekendtgørelse, som jeg vil indføre i bogen som en lille stadfæstelse på mine udtalelser foran, og at præsterne var flinke, men, ville naturligvis helst behandles som præster. Den del af mit brev til præsten som vedrører denne sag lyder således: ” Det falder sig jo altid så let at lægge skylden på andre, men efter den tillid De har fået i pastoratet virker Deres bekendtgørelser så grumme lidt til vores møder, thi jeg er vis på, at den største del af pastoratets beboere tror, at De helst vil, at folk ikke går til missionsmøder. Men efter den måde, De har prædiket på i længere tid, kan jeg ikke se andet, end det er Dem om at gøre, at vise folk vejen til Himmelen, og som sådan kan de jo ikke andet end at se venligt til det store arbejde, der gøres af Indre Mission. Jeg ville derfor inderlig gerne bede Dem føje en anbefaling til og sige til folk, at vi skal være eet, men ikke ens og begge veje fører til Himlen, når der er alvor og åndhed deri. Ja jeg er jo ikke den der skal lære Dem at anbefale, men, De kan være overbevist om, at når menigheden får at høre, at De vil til møde, og at De taler til gunst for sagen, så vil der blive større tilstrømning til møderne og derved større forsonlighed mellem retningerne. Kære pastor, prøv det nu ved dette mødes bekendtgørelse. De vil ikke komme til at fortryde det.”
Derpå svarede præsten fra prædikestolen. Jeg vil gerne bekendtgøre, at der onsdag eftermiddag kl. 5 bliver møde hos Mikkel Nielsen, Astrup af pastor Filtenborg fra Søften og missionær Kristensen fra Hinnerup.
Jeg har i dag både nævnt Grundtvig og pastor Bech. Der er jo også mange, som kun går til de grundtvigske møder og andre, der kun går til Indre Missions møder. Det kan der måske være noget der taler for, thi dem, som har fælles interesser, vil jo helst være sammen, men jeg tror, at grundtvigianerne skulle gå til missionsmøderne og omvendt, thi det er ikke heldigt for dem at gå hver sin vej, da det let fører til noget ensidigt og det er jo ikke det centrale, men det præciseres, hvor forskellen ligger og begge har i hvert tilfælde haft en gavnlig indflydelse på hinanden.

Grundtvigianerne har haft gavn af missionen og ligeledes har disse haft gavn af grundtvigianerne. Derfor vil jeg sige til grundtvigianerne, gå til missionsmøderne så ofte I kan, og har lejlighed dertil. Det har I gavn af og ligeledes vil jeg sige til missionsfolkene, kom også engang imellem til de grundtvigske møder. Det vil gøre en stor forandring i de kristelige forhold her i landet, dersom alle præster, der er imod Indre Missions virksomhed, ville bekendtgøre møderne for Indre Mission på samme måde som ovenstående. Efter ovenstående, kan passende tilføjes en udtalelse af en af mine gamle bekendte venner fra Sinding om skole og kirkeforholdene der. Da han var 8 år gammel kom han i året 1829 til at gå i skole i Sinding. Læreren var rationalist, slog og skændte uafladeligt. Hans kristendom drejede sig om dyd og sædelighed og derfor forkyndte velsignelse i tid og evighed. Ved sin konfirmationsforberedelse hos præsten i Sejling, udtaler han at præsten nægtede djævelens tilværelse og lige ledes arvesyndens. Han bandede ofte i undervisningstimerne, ja endog i kirken prædikede om alle mulige ting, som kreaturernes røgt og pleje osv.  En præst udgav en prædiken i trykken. Den begyndte således: Sidste søndag andægtige i Herren, forhandlede vi, hvorledes kålrabi fordelagtigt kan anvendes til kreaturfoder. I dag mine andægtige, ville vi behandle deres anvendelse til svinefodring. Ofte kom præsten ikke til kirken om søndagen, og tit kom der ikke så mange folk, at der blev holdt gudstjeneste. Pastor V. Bech skriver, at da han blev præst på Sjælland (1856) prædikede han for 5 a 10 mennesker om søndagen. Gilder og svir ved bryllupper og begravelser fejredes med 3 a 4 dages æden og drikken. Ved bryllupper naturligvis forenet med dans, ja i et nabosogn endog dans ved begravelser. Ved en bibellæsning, kort efter en sådan skandalebegravelse, hvor de vare kommen dinglende fulde med kisten til kirkegården, tog jeg bladet fra munden, og sagde til dem. Hold dog op med at begrave eders døde som mennesker, når I dog leve og dø som dyr. Læg den døde krop midt i stuen og lad de unge danse om den, medens de gamle spiller kort på den, og tag så den døde i nakken, som et andet dødt kreatur og bær det op på kirkegården, og grav det ned som et selvdødt dyr og lad præst og degn blive hjemme. Så er det som det passer til Eders dyriske gilder. Det hjalp. De skammede sig, og alle begravelsesgilder var borte med det samme. Efter ovenstående at dømme, må enhver kunne se, at det var på bøje tid, at Indre Mission tog fat for at bringe den gamle lutherske lære til sin ret igen, ved at prædike omvendelse og syndernes forladelse. Alt var jo blevet så sløset og versligt og vi bør være Præsterne Grundtvig, Rønne, Bech og Klavsen meget taknemmelige for deres store nidkærhed for sagen og særlig for Bechs og Klavsens store rundrejse her i Jylland, som jeg tror, havde en meget heldig virkning, for at forhindre missionens splittelse i forskellige grene eller retninger og derved mere fart i missionsarbejdet.

Dengang var folk grumme lidt oplyst, både i åndelig og timelig retning. Kolportørerne havde ingen uddannelse til gerningen og i flere år måtte de ikke prædike, men blot sælge bøger og holde samtalemøder, men eftersom de fik lidt øvelse, begyndte de at prædike. Der kom mange underlige ting frem, som folk i nutiden ville forundre sig over at se og høre, særlig fra befolkningen. Efter krigen i 1864, begyndte vi at gå lidt sammen om søndagen, i en gård i Aidt, hvor konen var vakt, men døde snart efter, disse møder blev kun afholdt nogle få gange, måske et års tid, fordi bønder ingen rigtig forståelse havde af, hvad kristendom var.
Ham der skulle agere leder var alt for let på det, han havde fået lidt, nærmest grundtvigsk påvirkning, og det var let at se, at det ikke kunne vare længe, inden det måtte gå i stykker. Vi havde en kolportør i Aidt. Han var ikke i missionens tjeneste mere end cirka et år. Han var heller ikke skikket til at være kolportør. Det var ikke den kolportør, jeg har beskrevet foran i bogen, det her omtalte var passeret før. Jeg rådførte mig med 2 præster. Disse præster, rådede mig til forsigtighed med vores udtalelser og domme over Biblens ord ved vore søndagsmøder, når vi ikke havde en boglærd mand iblandt os. Dette har vist mange steder gjort fortræd, at man ikke har fulgt disse råd. Der har tit været strid om adskillige ord i Biblen, deriblandt om, at vi skal være et, men ikke ens.

Det er efter min mening, blevet voldsomt misforstået og har gjort ubodelig skade, idet der er blevet arbejdet på, at gøre folk ens, eller måske rettere, vil have andre, som man selv er, derved forhindre dem i at blive et. Jesus så, at alt det ville komme, hvilken hindring for hans rige det ville være, derfor beder han sin himmelske fader, om at de troende, må være et.  Man misforstår sagen, og forlanger, at de troende skal være ens skårne, efter samme snit.

Åndelig talt gå i de samme klæder, har samme syn på livet og lever livet på samme måde. Det er et urimeligt og umuligt forlangende, der overser, at de troende er af såre forskellig karakter og har for skellig udvikling. Livet ville da også blive alt for ensformigt og kedeligt. Men Jesus bad heller ikke om, at disciplene måtte blive ens, men et.

Ligeledes har vi siden vi fik afstemning om, at mejeriet skulle gå om søndagen, haft megen vrøvl om, enten vi skulle levere eller beholde søndagsmælken hjemme. De allerfleste af os, som slutter sig til Indre Mission, har beholdt helligdagsmælken hjemme, men jeg må desværre tilstå, at der er gjort større synd ved dette, end ved at levere mælken hver dag. Der er nemlig gjort så mange små kunster for, at få den mest mulige fordel ud at mælkesalget. Der er enkelte troende mennesker, som har forset sig meget, ved de forskellige småkneb, de har været fristet til at bruge, men så kom den gruelige verdenskrig, og derefter forbudet mod at beholde noget af mælken hjemme, undtagen det allernødvendigste til husholdningen, og det har virket således på befolkningen, at der er vist ingen, der siden den tid, der har prøvet på at beholde helligdagsmælken mere, når malkekusken kører.

Missionssalen: – Da missions salen var færdig og indviet til brug for Indre Mission, tog vi den bestemmelse, at alt skulle være gratis. Og sådan finder jeg, at det var ret. Tilhørerne kunne blive i salen så længe de havde lyst efter møderne, til behageligt samvær og diskutere dagens begivenheder, og hvad andet der ellers lå folk på sinde. Min kone sørgede altid for, at der var rigeligt med lys, varme og brænde. Dette anså vi dengang for klogere, end det som vi måske nok af nidkærhed, næsten er blevet en modesag, at man skal gå fra møderne til, et privat hjem for at tale sammen og drikke kaffe, ja endog til andre byer, som altså trækker ud til ud på natten. Det var ikke sjældent, at der var talere, som gerne ville have ro efter møderne, på grund af træthed og utilpashed. Folk var for slemme til at forhindre dem i at komma til sengs før ud på natten, hvilket jeg også personlig, anser i højeste grad for uklogt og det er et dårligt eksempel at vise ungdom-men, som nu i den større frihedstid, gerne vil gå ude om natten. Siger man noget derimod, får man det endnu skadeligere svar, at natten er vor egen, den kan vi bruge som vi vil. Dette passer ikke rigtigt med ordet: Vær, hvad du ønsker dine børn skal blive, gør det, som du ønsker dine børn skal gøre. Undlad at gøre, hvad dine børn skal undlade.

Børneopdragelse: – Det er et meget stort ansvar at opdrage børn. Særlig bør vi, som gerne vil gøre Vor Herres vilje, være meget forsigtige med at leve vort liv således, at vi ikke skal give forargelse både for vores husstand og de mennesker vi færdes iblandt.  Thi, det er nu engang bleven således, at svarer vores handlinger ikke til vores ord, så kan vi lige så godt lade være med at vidne for dem, thi, som der siges, at de troendes liv og gerninger, er det som mennesker dømmer efter, og allermest gør børn og unge men-nesker det. Tidens opdragelse bliver næsten overhuman. I hjem og skole skorter det på lydighed hos børnene. De midler, der tvinger til lydighed, hvor den ikke godvilligt indfinder sig, tåles ikke. Lydighed er næsten en Saga, disciplinen går snart samme vej. Når en mor for tyvende gang har bedt lille Peter om at gå i seng, så løber han til sidst i seng for et stykke chokolade. Hvordan skal skolen så få overholdt sine ordensregler ved et sådant grundlag. Var opdragelsen en gang for hård og disciplinen for streng, så er vi nu kørt i den anden grøft, og samfundet kan begynde at høste frugterne af denne op- dragelse. Det synes som om frugterne bliver bitre. Lad ikke ubetydeligheder hindre dig i, at dele Herrens goder med Guds menighed. Men pas også på, at din plads i dit hjem ikke står for tit tom. Mange børn bliver forsømt, fordi forældrene aften efter aften gik til gudelige forsamlinger. Det ene skal gøres, men det andet må ikke forsømmes. Måtte ikke dit barn bede sin aftenbøn alene, thi du var ikke hjemme at hjælpe det dermed, og gik ikke de unge, der hørte til dit hus, ofte til det, der ikke var godt? De havde ikke dig at samles om. Derfor sætter vi også vor ære i, hvad enten vi er hjemme eller borte, at være ham velbehagelig. Apostelen sætter hjemmet først, når det gælder, at være Gud velbehagelig.

Krav til livet: – Der er en at vore gode københavnske præster, som mener, at befolkningen går i det religiøse, som i det verslige, at de stiller for store fordringer til livet og følger for rask med fremskridtet. Han skriver, der er et overmål af møder og jagten efter det nyeste nye, en renden omkring til alt muligt, og laven foreninger og sætter alt muligt på benene, så både hjemmet og sjælen forsømmes og bliver forjasket og udstykket. En prædiken skal være interessant og helt aktuel, ellers gider folk ikke høre den, man vænner sig til, at skulle have stemningen i bevægelse, og følelsen i brus, ellers er man ikke tilpas. Men nådens daglige kost er for simpel og tarvelig i Biblens stærke og sunde tanker og troens barnlige hvile, slår ikke til mere. Jeg tænker undertiden på, om vi ikke hellere skulle tie helt stille et års tid og standse alle møder, til folk atter lærte at nøjes med det jævne Guds ord og med en mild og tryg fred. Efter alt det, som foran er fremført, gælder det om at være vågen og på vagt, mod alt det, som vil bringe forstyrrelse ind i den gamle lutherske lære, at ikke en afvigelse fra den rene lære skal give fritænkerne reb i sejlene og derved støtte den kristendomsforfølgelse, som for mennesker at se, vil prøve på at få hele kristendommen udryddet. Ligeledes kom der i går, søndag, en ny måde frem, at drive Indre Missions virksomhed på, som ikke har været praktiseret hos os før. Der kom 45 drenge og ledere til middag fra Bjerringbro og de blev indkvarteret 6 steder med 5 eller 10 hvert sted, hvor de blev beværtet med middagsmad og kaffe, hvert sted kl. 2, samtidig med at gudstjenesten i kirken var, begyndte krigen. Fjenderne fik krigsmærket på og kirkegængerne blev, for en stor del mere nysgerrige efter at se drengene og høre musikken end at gå i kirke. Vi har god tid på træer, og drengene fik travlt med at gå op i de højeste træer, formentlig dels for at more sig, og dels for i deres kikkerter at opdage, hvor fjenden opholdt sig. Det så for resten meget farligt ud, at de gik så  højt op på de højeste og ganske tynde grene, og udviste ingen forsigtighed. Derefter var der ubevæbnet krig rundt om den plantede fane og før afrejsen gav 8 musikere nogle numre og Th. Pedersen og hustru fik 6 rungende hurra til afsked, noget som Indre Mission ikke tidligere har anset for rigtigt og de andre bymænd, som har bragt ligeså store ofre for sagen, fandt det måske noget ensidigt.

I årene 1877 til 1883 
havde vi i Vejerslev pastorat en præst, som var meget svag, vistnok lidende af den sygdom som kaldes for 
sanktvejtsdansHan var en meget dårlig præst og det så næsten ud, som om han skulle blive til større velsignelse, end man kunne tiltro ham, idet at folk kunne se, at han var for simpel som sjælesørger. Samtidig kom der til Houlbjerg en præst, provst Mollerup, der nærmest sluttede sig til Indre Mission og var en meget dygtig mand. Dette kunne folk se, at der var stor forskel på disse præster, og der blev en stor tilstrømning til Houlbjerg, de hellige dage for at høre provsten. Jeg med husstand, søgte også omtrent stadig Houlbjerg kirke i den tid, pastor Stilling var i Vejerslev.
Der blev mere længsel efter at høre Guds ord forkyndt, på en mere sund og klar måde end vores egen præst formåede at gøre det. Beboerne i Vejerslev pastorat begyndte så at blive utålmodige, og der blev sammenkaldt til møder for at få folk valgt til at bede præsten om at søge sin afsked. Der blev valgt 16 mand, til at gå til præsten med en ansøgning til ham i denne anledning, men det blev uden resultat. Præsten var ikke parat til at tage sin afsked, og der blev fremsat udtalelser, som jeg ikke var glad for, og jeg vil nødigt være med til sligt, en gang til, og dette er for en del medvirkende til, at jeg fremsætter dette her, for om det muligvis kunne ske, at sådan et tilfælde skulle indtræffe for læserne af dette, thi ved sådant kan man let få noget at bekymre sig over, som man kunne have været fri for. Præsten døde 1883, som almindelig agtet menneske. Følgerne af hans gruelige sygdom, blev han ikke fri for så længe han levede.

I disse tider
 tales og skrives der meget om ulydige børn. For at få dette forandret kunne præsterne vist være meget medvirkende, ved ofte at tale om børns opdragelse på rette måde og ved at virke for, at børnene går med forældrene i kirken. Særlig kunne vore skolelærere være til stor velsignelse, ved at være mere nidkære for at tale med børnene, og forældrene med, når det rette forhold er til stede. Der er ingen, der har større betingelser for, end de gamle, til at få vores børn opdraget til mere lydighed, end der fordres nu. Lydige børn er den største pryd i et hus.

Derimod er ulydige børn en sørgelig ting at se og sætter let forældrene i et dårligt lys blandt andre mennesker. Det har vist ikke så sjældent vist sig, at hvor de har fået en meget dårlig præst, at det, at han er dårlig, netop har bidraget til, at folk har fået øjnene op for, at det ikke er rigtigt fat her med vore kirkelige forhold, og der derved er bleven større vækkelse der, end hvor der er en præst, der er lidt dygtigere, men ikke dygtig nok, til at få folk vakt op af søvne.
Der var en tid, hvor der blev ført en stærk kritik over vores kære Indremissionærer. De blev beskyldt for at de rejste efter, hvor de blev taget bedst imod og meget andet. Der blev skreven både for og imod, det gav anledning til for mig, at tænke på, om der ikke kunne findes en udvej til at blive fri for dette skriveri. Jeg bestemte mig til, at skrive efterstående til formanden for Indre Mission provst Zeuthen: Tak for brevet, det var jeg glad for uagtet vor kære pastor Bech, som jeg har haft megen samtale med, engang sagde, at gode råd fik bestyrelsen nok af, kan jeg dog ikke andet end privat, at udtale omtanke for Dem, som Anders Stubkjær anbefalede stærkt, den sidste gang, han besøgte mig, men ganske kort før han døde, nemlig at enhver missionær burde have sin tildelte virkekreds. Så ville der jo efter sidste års missionsberetning kunne blive cirka 6 pastorater eller cirka 12 sogne til hver kreds. Jeg tror, at når enhver missionær, får sådan en kreds tildelt med navn på byerne, da vil han nok få større lyst og mere nidkærhed for, at få ordet forkyndt i hans kreds, end når han skal rejse, enten med toget, eller på landevejen, mange mil mellem møderne. Han bliver jo så godt kendt i sin kreds og kan jo bestemme, hvor tit han, og de andre missionærer, skal holde møder, og hvor de skal indkvarteres i den tid, han selv er borte.
Nu i de 37 år, jeg har haft gården, har jeg kørt adskillige hundrede mil med præster og missionærer til og fra stationerne. På den ny foreslåede måde at drive mission på, ville der jo kun blive ca. en halv mil mellem møderne, undtagen når talerne skulle bytte eller skifte i distrikterne. Jeg tror, at der ved ville der skånes mange hundrede mils kørsel, og ligeledes spares mange tusinde kroner og mangfoldige dage blive indvundne, alt til fordel for missionen. Jeg ville nødig gøre missionærerne fortræd, men de har dog den samme fejl, som jeg har, at de er mennesker, og som sådan vil det naturlige menneske ofte gøre sin ret gældende. En troende mand i en stationsby sagde til mig forleden, vi kan ikke blive ved med at tage imod alle de talere, der tilbyder sig, og så 1 a 2 mil fra stationerne kommer der næsten aldrig missionærer. Efter den af mig, foreslåede ordning, ville vor gode gamle praksis komme til sin ret igen, nemlig, at arbejde sig gennem landet i stedet for at køre enten med toget, bil eller på vogn. For at kontrollere missionærernes virksomhed, kunne det måske nok være godt, om der var enkelte af de mest fremmelige af missionærerne, eller hvad der var endnu bedre, om det kunne ordnes med præsterne, (vi har jo før haft rejsepræster), at der var nogle, som rejste i landet for at få arbejdet udført nogenlunde ens og til velsignelse for Guds riges sag. Undskyld mig nu endelig, at jeg har ulejliget Dem, med alt det, måske lidt uheldige skriveri, og er mine tanker forkerte, bedes De brænde det hele. Det kan jo nok tænkes, at der ville blive missionærer, som vil synes, at de bliver noget indskrænket i deres måde at virke på, men de bliver jo ikke mere bundne, end enhver anden præst, de skal jo også have deres overordnedes tilladelse til at rejse fra deres embede:

Som grund til
 at blive fra gudstjenesten bruges en sygdom (søndagssyge), som angriber snart her snart der. Den angriber kirkegængere, sygdommen viser sig som søndagen eller lørdag nat, men patienten sover godt og vågner rask og spiser en dygtig frokost. Ved kirketid, får han et heftigt anfald, som for det meste varer til middagstid. Da ophører plagerne aldeles, og patienten indtager en respektabel middag. Om eftermiddagen har han det så godt, at han går en spadseretur, diskuterer politik og læser avisen. Aftens-maden smager ham fortræffeligt, men ved tiden til aftengudstjenesten kommer anfaldet igen, og han nødes til at blive hjemme. Han går tidligt til hvile, og vågner udhvilet mandag morgen, fuldt færdig til sit arbejde. Ingen videre symptomer viser sig førend næste søndag. Den angriber kun kirkegængere, og kommer aldrig på nogen anden dag, end søndag. Symptomerne forandres, men forstyrrer aldrig søvn eller appetit og angriber som regel familiens overhoved. Den tager altid livet af sjælen. Frelse er det eneste læge middel. Bønnen er den eneste modgift. Sig: ”Gud for Kristi skyld, giv mig den hellige ånd”. Apostlene siger, når han så et bedrøvet menneske, som har sat sin lid til Gud, bør ikke henfalde til sorg og bedrøvelse. Lad hedningerne sørge, de ved jo intet om Gud, lad jøderne græde, de kender ikke Kristus, lad de fortabte syndere hyle, om ikke vil omvende sig, men de troende skulle altid være glade. En præsident i Amerika talte således: Brødre, jeg har aldrig holdt en prædiken og kan heller ikke nu, men vil I sende to missionærer til Kina, vil jeg betale regningen. Thi, for hvert åndedrag dør 4 sjæle, uden at kende Jesus, og der dør næsten 100.000 mennesker dagligt, uden at kende vor frelser. Det er ikke alene i hedningeverdenen, der dør mennesker uden at kende Jesus, men også i de europæiske lande, hvor evangeliet er blevet forkyndt i flere hudrede år, er der en mængde vantro mennesker, der dør uden at kende deres frelser, og som i Kina opium ødelægger menneskerne, har vi her den fordømmelige spiritus, som gør, at der bliver mange kristendomsfjendske mennesker. Den bekendte troende engelske statsmand Gladstone, har udtalt store ord om drikkeriets forbandelse. Drikkeriet uddriver forstanden, drukner hukommelsen, nedbryder legemet, vanskaber åsynet, formindsker styrken, gør blodet urent, forårsager uhelbredelige sygdomme, forvirrer sanserne, og en djævel for sjælen og en tyv for pengepungen, en tiggers ledsager, en hustrus ulykke og børnenes sorg. Drikkeriet gør en mand til et dyr og en selvmorder. Der er i de senere år bleven en anden og mere ondskabsfuld fjende at kristendommen, som måske kan blive den allerfarligste, nemlig den yderligtgående socialisme. De såkaldte bolsjevikker. Deres fører er jo den bekendte Lenin. Deres selskabs rædsler er gruelige, ja vel nærmest ene-stående, særlig i Rusland. De siger selv, vi kæmper ikke imod præsterne, thi de har for længst gjort sig umulige. Vore fjender er alle de troende. I vore dage er ikke ydmyghedens skjold, men sværdet nødvendigt. Selv Jesus Kristus ville, hvis han genopstod iblandt os, stille sig på bolsjevikkernes side. For kort tid siden blev der skudt eller druknet 100 præster og en biskop levende begravet. En præst irettesatte Lenin, men blev selv dræbt, for sin nidkærheds skyld. Lenin har ikke tænkt på, at hans kærlighed til Gud, bedømmes efter hans gerninger, og ikke efter hvad han siger, for vi at synes, ville det være en stor nåde, om Herren ville gøre ved ham, som han jorde ved Paulus, så han kunne få lyst til at høre efter et godt ord. Som Susanne Vejlby siger om, hvad der er synd. Alt hvad tilgrumser vore følelser og deres fantasi? Alt hvad der gør din samvittighed mindre øm for din synd, alt hvad der skjuler Guds ansigt for dig, og hindrer din barnlige tillid til ham, alt hvad der betager dig, smagen for åndelige ting og hindrer dit samfund med Gud. Kort sagt, hvad der befordrer hadets herredømme over ånden, det er syndigt, hvor skyldigt det i og for sig kan se ud. Der er jo mange forskellige måder at synde på, ikke mindst med, hvad der kan henføres under navnet luksus og nydelsessyge. Også Luther har haft tankerne henvendt derpå. Han siger klæd dig således, at ingen lægger mærke til, hvorledes du er klædt. Det passer for alle, store og små, tarvelighed i klædedragt, levemåde og hjemmets udstyr. Derimod hører luksus med til verdens Gud, men burde ikke på nogen måde praktiseres blandt troende mennesker. Missions skulle helst vise sig i, at vi efter evne, gjorde noget for at lede folks tanker hen på noget, som er bedre, for eksempel, at skrive noget i de lokale blade, som næsten alle bliver læst, vi skulle arbejde, hvor vi kunne gøre størst gavn for Guds rige sag. Kristus talte, hvor folkene kom og helst ville høre, sætte spiren der, hvor folkene gik, mange af vore venner holder stadig på, kun at ville holde møderne i missionshusene, skønt de godt ved, at en masse mennesker har en latterlig afsky for at gå til møderne der. At de faktisk udelukker mange fra at høre ordet, når vi ikke vil holde møderne mere centrale steder(lokaler). I missionshusene kommer næsten ingen andre, end den faste stok,

så ryster man på hovedet over den vantro verden, der ikke vil høre ordet. Dette kan let forårsage splid og dette kan igen bringe ubehagelig følge og skulle derfor så vidt muligt undgås.
En noget lignende lille kritik, fremsætter Adjunkt Loft i de unges blad. Han synes, at myndighederne gør for lidt for de unge sag, skolesagen, dens missionærer er kælebørn, dens religionslærere er stedbørn. De siger så meget om missionsmarken ude i hedningelandene. Gid de ville være lige så ivrige, efter at virke for de danske skolelærere, for at lære vores børn, at gøre alt hvad Herren har befalet os. Vi skal virke for at få troende religionslærere. Vi må kæmpe for, at de ikke skal tage religions-undervisningen fra os. Dertil kan med rette tilføjes, har det nogensinde været nødven-digt at få gode lærerkræfter, så er det nu, thi, børn må jo alt, men de forældre, som har deres børn kære, må opdrage dem til mere lydighed end tidligere. Ulydige børn er en svær anklage mod forældrene. Kunsten her i livet, består for en stor del i, at man har lært, hvorledes man skal glæde sig ved lidt og finde sig i meget af det, som ikke behager.

I et af vores gode kristelige blade, læste jeg for lang tid siden et referat, hvori der skrives (så sagte), lad os være lidt forsigtig, med at tale det hellige lands sprog, indtil vi er kommet over Jordan. Den ægtemand anser jeg ikke for den bedste, som stadig for sikrer mig, at han elsker sin hustru, og heller ikke den kristen anser jeg for den bedste, som stedse fører kærligheden til Frelseren i munden og som ved enhver lejlighed dagen igennem lovpriser Guds ufortjente barmhjertighed, eller i et fromt sprog, lovpriser sine egne sjæleerfaringer over for enhver. Stille vand har den dybe grund. Lad os ikke bruge så mange ord. Den som har skrevet dette i omtalte blad, må have samme syn på, at bruge mange ord og få gerninger, som pastor Ricard, et andet sted skriver, at Guds rige er ikke ord men kraft. Det er ikke så meget ord, vi trænger til, som det, er at gøre efter det vi har hørt og sagt. Verden trænger til at se kristenlivet blive levet og praktiseret, andre til et godt eksempel og til gavn for og glæde for Herrens venner og hans riges udbredelse og fremgang her på jorden.
Desværre er der god tid, så den slags venner, som ser vores fejl og fortæller dem til andre mennesker, derimod er det vist meget småt, med den slags venner, som ser vores fejl og siger dem til os i al kærlighed, hvilken en stor lykke, ville det ikke være for vor kristendom og vort folk i sin helhed, om vi alle kunne have hver sine virkelige trofaste venner, der kunne være hinanden til gensidig stor glæde og velsignelse, særlig ville det gavne samfundene overmåde meget, om vi kunne få magt over det grimme ord, vred. Jeg er bange for, at mine venner skal blive vrede, når jeg siger det, gør de det, da er det ikke, som det burde være og samtidig er velsignelsen borte til ulykke og sorg for samfundet, og gør ikke den påtænkte virkning for Guds rige, hvor der er mange boliger. Det betyder ikke alene, at der er plads for mange, men, at der er plads for os, hver især, med den ejendommelighed, som nu er ved hvert menneske. Det er ikke Herrens og apostlenes mening med ordet, at de vil gøre menneskene ens, men for herskesyge mennesker, gælder det om at gøre alle andre ens med sig selv. Jesus forudså at alt dette ville komme, hvilken hindring for hans rige det ville være. Derfor beder han sin himmelske fader om, at de troende må være et. Det er ikke let at få de troende venner til at smelte sammen. Der er så meget som stiller sig i vejen. Man misforstår sagen, forlanger, at de troende skal være ens skåren, efter samme snit, åndeligt talt, gå i de samme klæder, have samme syn på livet, leve livet på samme måde.
Det er et urimeligt forlangende der overser, at de troende er af såre forskellig udvikling. Livet ville da også blive alt for ensformigt og kedeligt, men Jesus bad heller ikke om, at disciplene måtte blive ens, men et. En anden hindring for Guds børns enhed er, at man ikke skønner mellem, hvad der er hovedsagen. Det væsentlige i kristendommen og det uvæsentlige. Man stiller simpelthen det krav, at man skal være enige om alt i kristen-dommen. Det er imidlertid ikke, om man er enige i det væsentligste i kristendommen, det ikke nok til, at vi kan blive et. Vi kan da godt se forskelligt på mangt og meget, af det mindre væsentlige, her må vi unde hverandre frihed. Der er et gammelt ord som siger, enighed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige, kærlighed i alt. Det er en god regel at gå frem efter, blev den fulgt noget bedre, var der enighed blandt Guds folk. Men, i stedet for at gå efter denne regel og komme hinanden i møde med kærlighed og forståelse, kommer man med ufordragelighed og selvrådigt sind og så har vi striden og forvir-ringen. Vores formand pastor Moe, som jo ellers altid har haft ord for at være skarp og mørk i sine udtalelser, skriver noget i samme retning i en prædiken, som jeg for tyde-lighedens skyld, skriver et kortfattet referat af. Han skriver om dem som ser for mørkt på folk, der ikke er akkurat som dem selv, om indskrænkethed og mangel på oplysning, han er dum, han kan ikke have Guds ånd, han taler vildt, kan ikke være Guds barn, han kan ikke sige dag eller time, han kan ikke sige sin omvendelses historie, han er omvendt. De svage som ser alt for synd, ser en som ikke er så øm, som har bedre forståelse af kristelig frihed, og så kan de gøre dette og er han klædt lidt forskelligt fra en selv, eller foretager sig noget om søndagen, så falder dommen straks, det er intet Guds barn. Sådan kan et Guds barn ikke bære sig ad, eller en gør noget galt, så undersøger man ikke årsagen, men bryder staven over det menneske. Han er en hykler, det har jeg nok tænkt. Jeg kan ikke tro han er omvendt. Dommen kommer med hovmodigt hjerte, at vi er de eneste, som er på rette vej. De forlanger, at vi skal være lige som de, dersom vi skal kalde dem Guds børn.

Gudsfrygt
 med nøjsomhed er en stor vinding. Alle dem som har små indtægter, burde tage hinanden ved hånden og gøre strejke imod dem og al det meningsløse overhånd-tagende festeri, der er kommet i gang. Disse fortvivlede jubilæumsfester og afskeds-middage, disse fødselsdagsfester på hoteller, sølvbryllupper, festgaver på så og så mange års forretninger, gilder og begravelser, kranse, fødselsdagsbuketter. Det burde være en ærlig sag, at en mand kunne sige, mine forhold tillader ikke, at jeg gør dette og der burde i sandhed lægges en skat på dem der forestår disse middage, disse jubilæumsgaver, disse blomsterstativer, som ikke mange kan sige sig fri for at være med til. Dernæst, kunne jeg endnu have lyst til at fremstille noget af det mest gruelige jeg har hørt. Jeg synes det er vist for skrapt malet, men det kan meget godt passe. Stil selv regnestykket op. Ida Juurka, døde for 75 år siden, som dranker, tyv og vagabond, hun har 836 efterkommere, hvoraf de 7oo er undersøgt. l06 født uden for ægteskab, 114 tiggere, 64 på fattighus, 181 prostituerende kvinder, 76 forbrydere og 7 mordere. I 57 år har den familie kostet staten over 5.000.000 kroner. Var hun bleven omvendt som ung, var meget vundet. Man skulle synes, at så gudløst et billede måtte bringe mange kristeligt sindede mennesker til rigtigt at arbejde for Guds riges udbredelse.

Når man her ser, hvor store ulykker et menneske kan forvolde, både åndeligt og timeligt. Der er mange, som tror, at når der blot kan blive talt til et sygt menneske, og denne kan besvare nogle gudelige talemåder på en mildere og kærligere og mere ydmyg måde end tidligere, så har de fået det godt. Af de tilfælde, jeg har set, vil jeg blot nævne et, en mand, som vel nærmest kunne kaldes fritænker, besøgte jeg ganske få dage før han døde, men det var ikke muligt, at få ham til at tale om åndelige ting, uagtet han godt var klar over, at han snart skulle dø. Jeg kom til at tale med en anden et par dage efter. Han sagde, at han den dag havde bedt Fader Vor sammen med ham. Han havde det godt og derpå døde han stakkels mand. Det er godt vi ikke skal dømme. Nej, i en håndvending tilegnes troen (ikke i almindelighed). En sand omvendelse vil ofte, fra dens første begyndelse, til dens fuldendelse, kræve i hvert fald større mål af tid og kræfter end et døende menneske råder over, når feberen hamrer løs gennem legemet og tanken er sløvet. Da er tankerne ikke for en hel og bevidst omvendelse, ikke længere. Derfor er det i højeste grad nødvendigt, at komme til klarhed over, om sin saligheds sag er i orden, medens man er sund og rask både på sjæl og legeme, og for at få vished om sit gudsforhold er i orden, har vi jo for legemets vedkommende puls og åndedræt, ligeledes har vi det indre livs puls, nemlig bønnen, når den er død, ja så er mennesket også dødt, for troen. Men er det en hjertens glæde, at tale med sin Gud og frelser, ja, da står det godt til med sjælene frelse. Bønnen er det indre livs termometer. Spørg dig selv om du er varm i bønner, og har tyst til at bede. Glæd dig, når du kan svare bekræftende derpå, og læg mærke til, om termometret ikke går ned på ustadigt vejr. Gør det dette, da står det ikke godt til, med barneforholdet til Herren.
Den overflod der er bleven af penge som følge af verdenskrigen, har virket stærkt på og har givet anledning til stærke udsvævelser i selskabslivet og nydelsessyge, og det kan kun bruges, når man er vågen for at gøre fornuftig brug at denne. For tiden overdrives denne i høj grad. Man kan påvise, at alle fortidens store riger er gået under, som følge af det overmål at fornøjelser, frådseri og luksus, som deres indbyggere har hengivet sig til. Vedvarende fornøjelser og adspredelser dømmer sundheden, tilfredsheden og familie-livet til undergang. Nu til dags sygner alle stænder hen under denne fare. Foreningslivet, de offentlige møder, sommerudflugter og huslig ufred, bringer mange mennesker ind i selskabelighed, der ikke bliver en velgerning for legeme og sjæl, men som langsomt vil ødelægge dem. Der er unge arbejdere, som bortødsler deres ugeløn og som aldrig i de gode dage, tænker på at lægge lidt til side, eller spare en nødskilling sammen. De siger, det er statens, samfundets pligt, at sikre deres fremtid. Det er derfor ethvert alvorligt menneskes pligt, at gøre sit til, at der kunne komme en mere ædruelig tankegang til orde, så mange overflødige udgifter kunne indskrænkes og pengene i stedet for anvendes til nyttige formål.
Det er frem for alt nødvendigt, af hensyn til børnene og den voksne ungdom, at de vænnes til mådehold. Når de store drenge og piger, skal efterabe voksnes færd med hensyn til nydelser fornøjelser og selskabsliv, så bliver det en usund alt for tidlig moden, nervøs og ulykkelig slægt, der vokser til. Hvis vore børn skal blive lykkelige og glade mennesker og dygtige arbejdere, må vi vænne dem til tarvelighed, selvfornægtelse og forsagelse, til lydighed, agtelse for arbejdet, taknemlighed, høflighed og tjenstvillighed. Børn må behandles anderledes end voksne, dersom vores forhold skal blive bedre, men de voksne må også opgive deres ensidige selskabsliv. den opmærksomme iagttager, vil have bemærket, at det enkelte menneske, kun kan blive opdraget på den rette måde, gennem familien, ved samvær og omgang med gamle og unge, dersom det skal blive bevaret for ensidighed og forvildelse. Mænd og kvinder skal ikke i almindelighed, samles hver for sig. Et godt selskab af begge køn, danner sind og sæder, ansvar og hensyns-fuldhed, udelukkende mandsselskabelighed, gør karakteren ensidig og hensynsløs og rå. Og et udelukkende kvindeligt selskab, har også sine store mangler. Endvidere kan man ikke nok fremhæve, at der må kostes så lidt som muligt på forenings og selskabsliv, tarvelige og umådeholdne måltider, beskeden og net klædedragt, vil bidrage til legemlig og åndelig sundhed og til almindelig tilfredshed. Frem for alt må selskabeligheder ikke ved vare til langt ud på natten. Gør I dette, bliver det ikke til forfriskelse og oplivelse, men til svækkelse og træthed. Der er mangfoldige mennesker som ville besinde sig langt bedre, om de tog reb i sejlene i denne henseende og brugte deres fritid på en bedre og fornuftigere måde.

Hjemmet er det sted mennesket indhøster sine første erfaringer. Barnets første indtryk er af overvældende magt, til at sætte spor i sjælens dyb, som aldrig helt udsletter mindet om et godt og lykkeligt barndomshjem. Et godt barndomshjem, er derfor den bedste og mest værdifulde arv, et barn kan erholde, hvad end så livet senere fører med sig, så bliver disse lyse barndomsminder stående, som noget helligt, som et tilflugtssted, hvor selv de største sorger mildnes. Men lige så sikkert, som et godt hjem har den indflydelse, lige så sikkert kan mindet om et koldt og glædesløst hjem, kaste skygge over et helt menneskeliv og vække forestillinger om uigenkaldelig mistet livsglæde. Det er ikke i første række hjemmets rigdom eller andre ydre omstændigheder, der gør dette kært for os, men langt mere kærlighed og forståelse, vi der har mødt. Thi, herfra har barnet en uendelig fin opfattelse og intet i verden slås så let og hurtigt itu, som et barns tillid og genkærlighed. I barndomsårene drager livet med sikker hånd, de første grundlinier til det vordende samfundsmedlems hele åndelige væren. Og hvad der i disse grundtræk følger med af godt og ondt, vokser sig med tiden stor og danner livsbilledet. Der er således store indsatser, som står på spil under hjemmets indflydelse.
Hvad et barn i hjemmet ser og føler af agtelse for sandheden, af tankernes renhed og medfølelse, opofrelser for andre. Alt dette vil lidt efter lidt, optages af barnets åndelige væren, og blive en del deraf.    Forinden de her forannævnte måder at opdrage børn på, tror jeg, at den uddeling af børneblade her i landet, nok ad åre vil blive medvirkende til at fremme god opdragelse. Særlig har “Et ord med på vejen” udbredt sig med enestående hurtighed. Jeg ville også have det bestilt til uddeling blandt beboerne, men syntes jeg først ville tale med Pastor Assenfeld, Gjern, og han havde da begyndt at udgive et blad for skolebørn. Jeg bestilte 25 eksemplarer til uddeling blandt skolens ældste klasse, men de blev snart ombyttet med bladet ”Et ord med på vejen”. Vi skulle jo helst være, hvad vi ønsker vore børn skal blive, og gøre det, om vi ønsker de skal gøre og undlade at gøre det, vi ønsker de skal undlade. Vi skulle helst i alle retninger, foregå vores børn og unge med et godt eksempel. Et Guds barn må ikke være afhængig af mad, han må forstå at lide mangel, uden at klage, at have til over flod, uden at frådse, han må ikke være kræsen. Vi danskere er et meget spisende folk. Alle udlændinge lægger mærke til den egenskab hos os og omtaler vor uendelige spisen. Guds folk kan og bør ikke være med til det. Guds børn bør ikke være afhængige af sin dragt. Skulle du ikke være ligeglad med, om din hat er fra forrige år eller endnu ældre. Det er Guds vilje, at du skal være løst fra al modepynt og forfængelighed i klædedragt. Man må have øjnene med sig i vor sportsgale tid, for ikke at få en afgud deri.

Ligeledes
 må vi ikke glemme barndomshjemmet. Mor og far til leg og kommers i kvæld i går, Thi, det har du gjort så tit. Sig du har travlt og bed dem gå, hvis nogen gør dig uret, måske er du træt og drages med, kom barndomshjemmet i hu. Der venter de gamle på brev. Sid ned og skriv til dem, just nu. I stuen sidder den gamle mor ved arnens glimrende glød, men øjet er vådt. Kan tænker hun tror, at sønnen er død. Hun vågede dengang du var syg og led om natten af angst og gru. Våg for hende, just nu. Skriv kærligt og langt, undskyld dig ej med hastværk og andet sligt, et kort og flygtigt, ak nej, skriv et som på varme er rigt. De fostrede dig op i kærlighed og venter, at også du skal give tilbage, derfor. Sid ned og skriv kærligt til dem, just nu. Du glemmer vist nu, at barn du var så lille og svag engang. Glemmer, at både mor og far sled for dig hele dagen lang. Du glemmer din pligt, husk bare på, at du straffer dig selv. Thi, også du kan blive gammel og grå, skriv til dem just nu. Du leger og flagrer i glædens rus, i ungdommens korte vår, snart drømmen i verden falder i grus, og du mellem gravene står, da vil det røre dig, livets fred, og koste et tårevæld, at ikke du skrev, så skynd dig og sid ned og skriv til dem straks i kvæld, de gamle som stavrer på gravens rand. De har dig så inderlig kær. Et ord fra dig i det fjerne land, stor trøst til hjerterne bær. De har ofret og lidt og kæmpet så hårdt, nu står de på graven hæld, de har ventet længe, skriv straks nu i kvæld, glem dog ej din vugge og ej din moders sukke. Vokser du fra barnekår, glem ej moders sukke.

En læge, som har rejst ovre i Kina, har fortalt en religionshistorie, som han, hvor utrolig den lyder, forsikrer, er sandt, og det er den formodentlig også, ellers ville jeg nødig have skreven den. Han siger, at han under sin praksis derovre, måtte amputere fingre og tæer, arme og ben på syge kinesere. Efter oprationen ville han begrave de afskårne lemmer, men nej, det ville hans patienter ikke tillade. De sagde, at lemmerne tilhørte dem og de ville selv forvare dem. Forvaringen gik til på den måde, at de kogte eller stegte den amputerede legemsdel og spiste den. De knuste også de tænder, de tabte, og spiste pulveret. Årsagen er en gammel tro på, at man kun på den måde kan holde sit legeme vedlige. Historien er højst uappetitlig siger lægen, men den er sand.

I de unges blad
 fra 1917 står der, at det er det sørgeligste, at hvis vi vil have tjenestefolk, som vi vil have spektakler med og ærgrelser af, så skal vi have dem fra hellige hjem. Det er sørgeligt, ja frygteligt. Nogle sønner fra hellige hjem, ville forlede en fra et vantro, hjem til druk, men han afslog det, det var for lavt for ham. De andre sølede sig i druk og svir. Der er nogle der er for hurtige. De taber kraften i den lange fart, når de er 17-18 år begynder de at skrive i avisens rubrikker ”Frit ordskifte”, og siden i avisens spalter og forelsker sig for tidligt. Det er tit rent galt. Hastværk er lastværk og kan ikke gøres om, uden at noget går i stykker. Sindigt er det bedste. Nogle vil frem for at ses, og forfængelighed er med i spillet. Det burde man sige dem. Hvad har man venner til, når man ikke skal sige dem den slags? De har ingen selvkritik. De har lært en del, men ikke så meget, at de ser, at de ingenting ved.

Jeg (KKJ) – har indsat en artikel, skrevet af fhv. kirkeminister Carl Hermansen og bragt i Silkeborg Avis i 1959. Artiklen fortæller at Mikkel bliver kaldt vantro, fordi han holder Silkeborg Avis og ikke holder sig til Kristeligt Dagblad. Mpogens Pedersen, Grølsted, advarer folk der kommer fra møde når der blev afholdt skovmøder på Astrupgaard. Læs artiklen – klik på billedet for at øge størrelsen af skriften:
Udklip 10 (1)
Som et eksempel på unge mennesker kan blive klogere, efterhånden som de selv gør livserfaringer, kan nævnes følgende: En gammel mand fortalte om sine sønner, at da de var 16-18 år gamle, mente de, at de vidste mere end han, da de var 25 år vidste de lige så meget som han. I 3o års alderen begyndte de så småt at høre på, hvad han havde at sige dem. Da de var fyldt 35, ville de høre på hans råd, og han antog, at når de var fyldt de 40, ville de forstå, at selvklogskab ikke er det samme som klogskab. Spørgeren siger et sted om kristendom: Jeg har ikke synderlig gode tanker om din kristendom, hvis den ikke viser sig andre steder end i kirke og missionshus, men ikke i hjemmet. Den bedste kristendom i verden, er den der smiler os i møde ved måltiderne, arbejder flittigt med symaskinen og møder en kærligt i hjemmet. Jeg er nu nået langt frem med bogen, og i min høje alder og med mit svage helbred, har det tit voldt mig besvær og vanskelighed at blive ved. I min alder er der jo ikke mange der skriver så meget, men det har været mig magtpåliggende, at få de forskellige ting fortalt, pålideligt og for så vidt muligt i en naturlig rækkefølge. At der er forglemt ting, som burde have været med, er jeg ikke i tvivl om, men det kan vel ikke let undgås. Jeg har flere gange måttet rette og omskrive enkelte ord i bogen. Min kære svigerfader sagde, at man skulle vogte sig for at efterabe kukkeren, som gerne nævner sit navn. Dette er jeg til tider kommen til at tænke på – thi, når man skal fremstille en sag fuldt sandfærdigt, kan det jo ske, at man også må omtale sit eget forhold til den, men jeg har så godt som det har varet muligt, fortalt sagligt om de forskellige ting, og det er mit ønske, at mine erindringer skal læses med forståelse heraf. Det er jo ikke så let altid, at skille de rent timelige ting fra de åndelige, thi, tit er der jo sammenfald mellem disse. Jeg har nu søgt at dele det så godt, det har været mig muligt. I den religiøse bog, har jeg jo også berørt børneopdragelse — i al almindelighed. Det er gjort med det håb, at det skulle blive til velsignelse for den gode sag. Og de bøger, hvor jeg nu har nedskrevet nogle erindringer både på der religiøse og det verdslige område, vil jeg så herved overgive til vores 2 dattersønner.

Martin Kristian Andersen og Magnus Andersen, som deres lovlige ejendom, sammen med min skrivekasse med gamle dokumenter og for skellige beretninger, som senere vil blive specificerede. Til de bliver voksne, opbevares denne kasse med indhold, hos vor ældste eller yngste søn, alt eftersom de selv bestemmer Niels Strunge eller Anton Strunge, der beskytter den på bedste måde mod tidens tand.

Og så til sidst, til de, som har læst, eller måtte komme til at læse disse bøger, hvad enten det nu er børn, børnebørn eller andre: Betænk Eder ikke for længe, førend I giver Gud Eders hjerte. Det kan aldrig blive for tidligt, men det kan grumme let blive for sildigt, ak, de stakkels mennesker, som lever uden Gud og Frelser, hvor er det et tomt liv uden Gud og hvor er det skrækkeligt, at dø en usalig død. Men, det er formodentlig det sidste jeg skriver til Eder her på denne jord, og jeg vil gerne bede dem, som får overdraget disse ting, om at bevare dem omhyggeligt men, frem for alt, vær god ved Eder selv, at I af ganske hjerte, vil give Eder over til Gud og Frelser, tjene ham helt, og stræbe efter at være en velsignelse, både for Eder selv, og hvem I kommer i berøring med. Vis, at I er mænd, der står bag Eders ord, så disse ikke bliver tomme ord, men, ord der bliver udført i handling derved, at I, i alting må vise et godt eksempel, Eder selv til glæde og andre til velsignelse og efterfølgelse. Det er så rart, når gamle og unge kan mødes i fælles tro, den glæde har ikke alle forældre. Gud give nu ved sin hellige ånd, nåde til, at vi må kæmpe kampen til ende, og at min hustru og jeg, måtte få den store glæde, at vi engang ved Guds nåde kunne sige: Se her er vi og de børn, som du har givet os. Der er et ord, som ofte har været til stor velsignelse for mig, nemlig dette: Hvad jeg er sikker på, jeg kan gøre uden skade i dag, skal jeg ikke opsætte til i morgen, og hvad jeg ikke er rigtig sikker på, at jeg kan gøre uden skade i dag, så skal jeg endelig sove på det til i morgen.

Ønske: – Ligeledes er det vort ønske, at Niels og Anton Strunge skal være med- bestemmende, sammen med Magnus og Christian Andersen, og ved dødsfald er det vort ønske, at 2 af nærmeste slægt skal være med-bestemmende rådgivere, og skulle de nævnte, Niels og Anton i deres tid finde, at der kunne tænkes noget særlig fordelagtigt, synes lidet sandsynligt, skal de være medbestem-mende.

Så er mine skriverier nu hermed afsluttet og Gud give, at de i al deres simpelhed, dog må blive til velsignelse for nogle.
* Mikkel afgik ved døden den 2. december 1922 på slægtsgården, “Astrupgaard”, Aidt sogn, mæt af dage, efterladende sin kære kone Kirsten.

Gravstenen på familiegravstedet på Aidt kirkegård (Fredet sten)
Søde Jesus giv mig nåde
ved din gode helligånd
at jeg på min gang kan råde
og vejledes ved din hånd.
at jeg ikke falde hen
ud i dødens svælg igen
hvoraf du mig engang rykte
da du døden undertrykte.
Jeg er i min faders skød
har i Himmerige hjemme
der jeg sorg og synd og død
aldrig mere skal fornemme
arven får jeg vist og sandt
har den helligånd til pant.
AMEN
Af: MIKKEL NIELSEN
Astrup – 1922

Mikkel skriver i sin efterskrift: Der er noget ved en hel del af andres livserindringer, som jeg ikke rigtigt kan forstå, men måske er det min fejl. Der fremdrager folk særmeninger og tit meget som ikke er godt, men som jeg ikke kan se forårsager nogen skade ved at tie med. Jeg synes der er noget kildent for en søn at skrive noget om sine nærmeste pårørende, som kan såre, når man med god samvittighed, kan lade det være. Der er nok til at tale om folks fejl, ja der er vel heller ikke for mange, hvis man blot vil udtale den til vedkommende selv, i stedet for at sige dem til andre mennesker. Derved ville måske noget at det skæve blive rettet og hovedspørgsmålet komme bedre frem, hvorledes jeg skal lære at leve ret og at dø ret og hvorledes skal jeg bedst får fred i min sjæl. Det ser næsten ud til, at den rastløse tid, som efter verdenskrigen er kommen, vil medføre, at den fortrolighed, som før har været mellem mennesker, er stærkt på retur, men måske de økonomiske vanskeligheder, som nu er begyndt igen, kan forårsage mere fortrolighed og sammenhold.

Mikkels datter & svigersøn i familiegravstedet på Aidt kirkegård

Aidt kirkegård – Mikkels barnebarn og hans hustru.

Slægtsstenen i Astrup,    Gamle billeder fra Astrupgaard     Billeder med tekst

Knuds  (KKJ) konklusioner: Dette er så den åndelige del af Mikkel Nielsens fantastiske beretninger fra en tidsperiode fra over 100 år siden. Jeg har valgt at indsætte dem her på min hjemmeside, i håbet om, at de må være med til at bevare disse værdifulde skildrin-ger af et stort menneskes livsfortælling.
Efter det skrevne at dømme, var Mikkel Nielsen et ædelt og rettænkende  menneske, et menneske der levede for Guds sag og som så nøgtern på livets realiteter, både på det timelige & det åndelige plan – et menneske der stod ved sine ord, et menneske hvis ord havde vægt og pondus lokalt. Et menneske som har betydet meget i hans samtid og for hans omgivelser. Et menneske der tidligt overtog forpligtelser, efter sin faders død. For efterslægterne, er det af stor betydning, at sådanne personskildringer bevares.  Tiden dengang var en helt anden, en tid, hvor man levede anderledes i pagt med natur og nødvendige tarv. En tid hvor livet levedes nærmere Gud og tæt på hvor hverdagens overlevelse, var en kamp! Læs også her:  den verslige del 

Gården gik i arv i generationer: – Mikkel overdrog gården til sin datter Mariane og hendes mand Anders Madsen Andersen fra Truust i 1905. (Af hvilken grund, det blev datteren der overtog gården i stedet for en af sønnerne, står uklart). Mariane & Anders Andersen drev gården i 37 år, frem til 1942, hvor den ældste søn, Magnus Andersen og Gudrun Bjerregaard Jensen fra Boballegaard, overtog driften i 28 år. (Mariane blev boende på Astrupgård som ældre, næsten til sin død i 1972.) Da Marianna & jeg overtog gården 1. august 1970, flyttede Mariane på Vejerslev Hvilehjem, (hvor hun iøvrigt faldt rigtig godt til).
Hun døde den 4/5-1972, 93 år gammel. Hun var rundet af hendes forældres tro og holdninger. Et menneske der helt til sin død, interesserede sig for det der rørte sig omkring hende. Jeg nåede at kende hende i 15 år. Et kendskab der gjorde dybt indtryk. Hun levede som enke i 27 år. På nær de seneste 2 år af hendes liv, havde hun levet livet på Astrupgaard.
Marianna & jeg overtog gården til august 1970. Vi drev gården med malkekvæg frem til 1992, til kort tid efter Mariannas far, Magnus’s død. Magnus blev boende hos os til sin død den 5. marts 1989 (82½ år gammel). Magnus havde, ligesom sin mor, ikke været meget uden for matriklen i Astrup, udover da han aftjente værnepligten ved Livgarden og da han tog ophold på Haslev Landbrugsskole.
Vi drev gården med slagtesvin frem til 2004, hvor vi afhændede det meste af jorden. Det blev et skelsættende kapitel i gårdens historie. Hvor lang tid tilbage i tiden der har været dyr på stedet, ved jeg ikke, men antagelig flere hundrede år siden. Der er nu kun 11 ha jord tilbage, som består af 5 ha fredsskov, 2,5 ha agerjord og 2,0 ha eng + grunden bygningerne ligger på. Vi plantede ny fredsskov i 2007 på 4 ha S.V. for den eksisterede fredsskov.

Marianna og jeg synes selv, vi har levet et travlt/hektisk og meget meningsfyldt liv som selvstændige bønder. Der er sket en meget stor udvikling i både markdrift, husdyrhold & mekanisering i vores “regeringstid”. Landbrugene er sammenlagte, så de i dag udgør stort enheder, som er vanskelige at etablere sig ved.
Det meste af bygningsmassen er ny-/ombygget eller renoveret ved egen arbejdskraft. Vi har haft minimal hjælp ude fra til drift af landbruget og ombygninger. Det har været et spændende liv med mange udfordringer og rige oplevelser, som vi nødigt ville ha undværet! (Jeg vil skrive om det senere på hjemmesiden)

Vi har haft den glæde, at kunne fejre gårdens 200-års jubilæum i slægtens eje i 2005. Vi må så se i øjnene, at vi er sidste generation på stedet. Ingen af vore børn har ønsket at gå i vore fodspor. Det er deres suverænt ders egen afgørelser. De er kommet godt i veje i livet med andre udfordringer. Jeg begræder det ikke 😉 ♥♥♥ Tiden er til stordrift og det er under helt andre forudsætninger og vilkår der drives moderne landbrug.
Tak at vi, trods alt, måtte være med til sætte vort aftryk på “Slægtsgårde” og videreføre traditionerne i 44 år og sætte vore fodspor på denne skønne plet på jord i Aidt sogn. Jeg vil slutte her – håber jeg på et tidspunkt får mig taget sammen til at skrive om min manddomstid i Astrup, om arbejdet – om familien og hvad der har rørt sig omkring os i denne periode. Det bliver en stor opgave. 1000 TAK til dig som læste med !!! KKJ:

*(Der er enkelte tilføjelser, som er indsat under initialerne K.K.J. = Knud Kanne Jensen.)

Disse optegnelser må ikke kopieres, videregives eller på anden måde distribueres uden undertegnedes tilladelse.
Henvendelse til:
 kannekmeister@gmail.com el. 61778881 – KKJ

Opdateret senest: 27 – 02 – 2018                                                           Gå til TOPPEN

Rediger

Om kanne4world

Jeg har nået en alder, hvor man har tid til at skue tilbage i tiden! Jeg vil på flere niveauer nedfælde mine erindringer, blandet med gamle fotos. Det er først og fremmest mine egne oplevelser, suppleret med og understøttet af div. kilder for at danne en bedre helhed. Jeg vil gerne dele med andre mennesker. Hvis nogen har supplerende oplysninger, eller rettelser modtages de gerne. Jeg prøver at overholde offentliggørelsesloven så godt som muligt. Tak at du kiggede med.
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Aidt Sogn, Astrupgård, Livet, Min familie, STARTSIDE. Bogmærk permalinket.

5 svar til MIKKEL NIELSEN II

  1. Pingback: MIKKEL NIELSENS I | Kanne`s hjemmeside

  2. Pingback: MIKKEL NIELSENS I | Kanne`s hjemmeside

  3. Pingback: LINK TIL AIDT SOGN | Kanne`s hjemmeside

  4. Pingback: KNUD & ASTRUP | Knud Kanne`s hjemmeside

  5. Pingback: MIKKEL NIELSENS I | Knud Kanne`s hjemmeside

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.