NIELS JUELS NOTATER


  LÆS GAMLE ARTIKLER FRA BUSBJERG

Udklip 5Fra Gerning og omegn, Skrevet til Busbjergbladet, udgivet i 1988!
Murermester Niels Juel Ditlefsen’s Udklip gjnotater.
scan0004-21

Niels Juel er født i Nøddelund, den 2/10-1902 – død 30/11 – 1994 i huset i Gerning. Billedet her er fra 1990, hvor han var 88 år gammel. Både Inger & Niels Juel begravet på Gerning Kirkegård. KLIK Gerning Sogn >Gerning042

Udklip Niels Juel (1)

Niels Juel skriver: – På mine ældre dage er jeg blevet en samler og beskriver minder om personer, som i min levetid har gjort tilværelsen og forholdene interessante. Mennesker som ved deres forskellige evner har skabt respekt om sig, som ved deres originalitet, fremført på en naturlig, ligefrem måde, har brudt ensformigheden, og som også havde sans for humor, som et middel mod det trivielle.

Knud tilføjer som indledning:
– Niels Carsten Juel Ditlefsen (fulde navn), født i Nøddelund, død i Gerning. Murer Juel, som han blev kaldt daglig tale, kom i murerlære hos Søren Mikkelsen i Bjerringbro. Læs herNiels Juels egne nedskrevne ord i forbindelse med hans 70-års fødselsdag, der blev fejret med indbudte på “Pøt Mølle”.
Juels håndskrevne beretning om hans liv, familie og færden Læs her:  Et stort menneske – på hele 45 håndskrevne sider, begynder ved Niels Juel’s fødsel i 1902 og slutter ved hans giftermål med Inger i 1937. En meget interessant beretning, som fortæller om en tid, hvor der var små kår på landet. Det var bestemt ikke ensbetydende med et goldt og indholdsløst liv – nej, det var et liv, levet i en rolig hverdag i trygge familiære rammer.
Efterfølgende, på denne side, har jeg (Knud) renskrevet Niels Juel’s beskrivelse af “originalen” P’smed, som levede sit voksenliv på “Trondam”, nær “Tisselundskoven” (en del af Borridsø skov). Her levede han i symbiotisk kontakt med naturens elementer. Det være sig livet blandt dyr, mark og nærliggende skov. Disse elementer betød alt for  Pe’ Smed. Efter denne beretning at dømme, var hans dagligdag, hermed “hans verden”, i pagt med årets rytme og dyrenes færden! Læs det – nyd det! Murer Juel, var selv et stort menneske og personlighed. Tillidsvækkende, humorist og en fantastisk fortæller/arkitekt & håndværker!  Renskrevet i kærlighed til dette menneske – KKJ

Dette foto af Pe’ Smed har jeg venligst fået overdraget af Niels Juels datter, Karen Juel Nielsen, Egå (16/5-2011), sammen med hendes far, Niels Juel Ditlefsens gode beskrivelser af  Pe’ Smed og denne originals liv på ejendommen på Trondam, tæt på Borridsø skov:

Her “guldkornene” om denne Pe’ Smed – originalen!!!

Faderen: – Jens Pedersen, født 1822 i Varde. Moderen: – Maren Johnsdatter, født 1828 i Langå. Faderen var antaget som “bysmed” i Gerning og havde overenskomst med gård-ejerne i Tind & Gerning. Gårdejere som ved matrikulering havde fået tildelt hoved-matriklerne.
Denne overenskomst gik ud på, at smeden skulle udføre bestemte arbejder, til en aftalt pris. For eksempel beslå heste, tynde plovskær og harvetænder, lægge ringe om hjul m.m. Smeden var håndsnild og meget dygtig og var meget optaget af at udføre låse, dør- og vinduesbeslag, høleer, redskaber, uldsakse og lignende, sådan, at landmændene måtte vente unødigt længe på ordrereparationer og derved tabte tålmodigheden og smeden blev sagt op.  Boligen og smedjen var en del af smedens løn og tilhørte gårdejerne.
Det kan tænkes, at ikke alle gårdejere var enige og at gårdejeren af Tind Østergaard, matr. nr. 2 – kaldet Bitte Rasmus Kristensen (1823 – 1913), ikke var enige i at afskedige smeden og har tilbudt denne en parcel af sin mark, længst mod øst, kaldet “Trondam” eller Tranedam. Her opførte smeden en vinkelejendom, fortsatte samtidig smedearbejdet og dyrkede jordtilliggendet. Han får navnet “Trondamsmeden”.
*/ Her indsat et kort over området hvor Pe Smed boede og huserede. Lige over (x) ligger tomten af ejendommen på de 7 tdld. Arealet har siden Pe Smeds død været drevet af Tind Østergård,  hvorfra det oprindeligt er udstykket. Nordkanten af Borridsø skov ses i nederste del af billedet. Som børn legede vi i resterne af bygningerne. Som et kuriosum, kan jeg nævne, at netop en af murer Juels drenge (Polle) og jeg, på en hylde under loftet fandt et gammelt gebis. Jeg ved jo ikke om det var P’Smeds eller husholderen, Hanne’s gebis. Vi betragtede det nærmest som et “spøgelseshus”. På et tidspunkt i 50’erne, blev ruinerne fjernet. Det lå ikke lang fra skovbækken (Aldrup bæk), som vi ofte soppede i som børn. – KKJ/2011

P’smeds familie: Smed og gaardmand Jens Pedersen og hustru Maren Johnsdatter fik følgende børn:
Mette Marie født 1861; Johanne født 20/12-1864; (P’smed – Peder Pedersen f. 20/12-1866 – se kirkebogen – faddere var bl.a. Søren Jensen, “Aldrupskovhus”) og Kristen født 1869. Sønnen Peder overtog ejendommen efter forældrene.Udklip p smed

Pe’ Smeds fødehjem var afsides beliggende, hvad angår offentlig vej, langt fra bymæssig bebyggelse – men, hvad natur angår og for hvem der måtte have sans derfor – ret idyllisk beliggende, kranset mod syd af Borritsø skov, også kaldet Tissalonskoven, med både løv og gran ind imellem gamle ærværdige ege og bøge.
Skoven tilhører Grevskabet Frijsenborg (dog med enkelte privatejede parceller), og bliver passet og plejet derfra – i Pe’ Smeds tid fra Borritsø Skovriddergaard, som er beliggende vest for skoven og vejen fra Tind til Borritsø, ved et afsnit af skoven, kaldet Kirkeskoven.
Nordøst, et skovareal kaldet Aldrup skov, nu i privat eje, men også tidligere tilhørende Grevskabet Friis.
Mellem disse skove, er et lavtliggende areal, hvorfra udspringer Aldrup bæk, som fortsætter gennem Borritsø skov og vokser sig større til Borre å, før den forener sig med Gudenåen ved Kongensbro. Et ret godt fiskevand. Dyre- og fuglebestanden i Grevens skov, havde gode yngle og levevilkår. Den blev ikke misbrugt af ejeren, men blev passet med udlægning af vinterfoder fra Skovriddergården.

Under disse kår
og forhold vokser Pe’ Smed op. Arver ejendommen som ældste søn og
tillige hans fars erhvervsnavn – uden selv at få nogen uddannelse, ud over almindelig skolegang i Gerning, ved lærer Niels Ottesen, som var en agtet og respekteret lærer.

De to søstre gifter sig og bosætter sig i henhv. Terp og Grensten – om disse og den yngre bror (som forbliver ungkarl), en tid efter forældrenes død, har været Pe’ Smed behjælpelig med landbruget, ved vi ikke, men under disse enkle og jævne forhold, udvikler Pe’ Smed sig til et udpræget natur-menneske. Som landbruger (med sine 7 tdld. og ikke af det bedste) – blev han en passioneret jæger og fanger (som hovederhverv) – han blev selv en del af denne natur.
I 1902 får Pe’ Smed en husbestyrerinde, Hanne Knudsen. *) Inden tilflytningen, tjente Hanne på gården “Johanneslyst”, Raastad sogn, Randers Amt, hvor hun fik datteren Anna Petrea Christensen (1901 Aug. 15. -> 1902 Apr. 18. ). Datteren døde 8 mdr. gammel og blev begravet på Raasted Kirkegaard 25. april 1902. (Udlagt Barnefader var Peter Anton Kristensen fra Romalt, Kristrup sogn, Randers Amt.) * – Oplyst af Ole Dalsgaard
Hanne bliver Pe’ Smed en uvurderlig hjælp og lever fuldstændig med i bedriften – både landbrug og jagt – og affinder sig med Pe’ Smeds frie sprog, som ikke altid kunne kaldes stuerent – og uden persons anseelse. Hanne kunne give igen af samme skuffe. Pe’ Smeds meninger kom direkte og uden omsvøb.

Landbruget omfatter foruden køer, grise, får og fjerkræ, også biavl. Han måtte have nabogårdenes køretøjer og markredskaber til pløjning og harvning, hvilket de fik betalt hvert år, den 2. oktober, med et haregilde.
Jagten gik ind den 1. oktober, men havde Pe’ Smed haft “uheld” og fanget en hare nogle dage før, var der en lem over brønden, og der blev den opbevaret i den kølige luft. Pe’ Smed havde fine raceduer og fjerkræ, og vilde dyr i fangenskab, bl.a. en mår i et bur under loftet i stalden. Når der kom fremmede, sprang den fra den ene side til den anden i et ottetal.
Pe’ Smeds jagtområde har efterhånden udvidet sig – hans ligefremme måde at omgås andre på har lettet ham for at få tilladelser, og han fik ofte skyld for ikke at kende skellene – og gik han på jagt hos søstrene i Terp og Grensten og havde ærinde i Randers, så blev det mellemliggende terræn også udnyttet.
Pe’ Smeds måde at jage og fange på var forskellig. Først og fremmest fulgte jagtgeværet ham, men han brugte også riffel og satte flere sakse for ræv, ilder, mår og grævling – ja, jeg har også hørt om ænder og selv købt skovduer af ham, der manglede en stump ben, men levede! (Disse uhyrlige sakse er forlængst gjort ulovlige).
Hjemme ved ejendommen, havde han opsat et bur med en faldelem, som han ved snoretræk inde fra boligen, kunne dirigere, når agerhøns, fasaner eller skovduer, samt sjældne fugle ved lokkemad var gået ind i buret. Langs skovdiget opsatte han en skærm af  gran og halm, hvor han kunne opholde sig uset og når de selv slagtede – eller når naboerne gjorde det – anbragte fåre og grisemaver og andet affald som lokkemad, men hans fantasi kom til udtryk i en selvlavet, ganske enkel haresnare, som bestod af en y-formet gren, med den ene gren stukket i jorden og de to andre forbundet med tynde ståltråde og så blev de anbragt hvor Pe’ Smed havde sporet harens ind- og udgange fra skoven.
Et par af disse redskaber, er af fhv gårdejer L. K. Laursen Danstrupbundgaard, efter Pe’ Smeds død, sendt til opbevaring på Jagtmuseet i Hørsholm. Nu skulle de befinde sig på Gudenådalens Museum i Bjerringbro.
Udklip P smeds  Collage

Matrikelkort 1900I tilknytning til hæftet og beretningen, herunder, om Borridsø Ejerlug 1700 – 1990, samlet og redigeret af Ejvind Bak, Hesselbækvej 10, Borridsø & Saga Stougaard Nielsen, Stougaardsvej 1, Borridsø, bringer jeg det her, som en del af området, hvor P’Smed levede og havde hans virke Borridsø-Bylaug-1-del  & Borridsø-Bylaug-2-del

Jagtjunker og skovridder Obelitz’s frue på “Skovriddergaarden” blev også fanget i en sådan fælde. Da skovridderen derefter træffer Pe’ Smed, siger han: – “Jeg kan så nogenlunde affinde mig med, at du skyder eller fanger skovens dyr, når de vover sig uden for skovdiget, men ikke at du også fanger min kone!” Pe’ Smed: – “A ska sej skovridderen – a æ nøj te å ta det hiele med!”
Udbyttet af sine jagtture måtte Hanne tage sig af ved at tage betrækket af fjerkræet, eller trække skindet af rovdyrene – vi har et billede hvor Pe’ Smed står foran stuehuset og på væggen hænger der op mod 20 ræveskind, som Hanne har trykket og tørret, klar til at sælge – til garvning og rævepelse. Søren Vestergaard fortæller, at han som ung i Tind fangede ildere i fangstkasser og aflivede tog dem med ud til Hanne & Pe’ Smed, hvor Hanne afpelsede dem og Pe’ Smed solgte. Det var der flere med ham der gjorde – tiltrukket var unge mennesker tillige af den altid imødekommende gæstfrihed fra begge, og den spændende samling af både levende og udstoppede fugle og dyr, som var omfattende. De udstoppede til et stort glasskab og Pe Smeds forklaring om de forskellige arter, levevis og tilhørsforhold.
Bag eleverne i degnens skolestue i Gerning skole står Pe Smeds udstoppede fugle og dyr. Billedet indsat af KKJ/2011

Gerning skoles lærer,
 Gerhard Rasmussen foranledigede hvert år en udflugt for børnene, som man så frem til med stor forventning. Samlingen blev efter Pe’ Smeds død foræret til Gerning skole.

Pe Smed var ligeledes en samler af oldtidsminder, som stenredskaber, som ligeledes efter hans død overgik til Gerning skole.

Det fuglevildt og harer de ikke selv kunne anvende, tog Pe’ Smed med tog, senere rutebil til Randers og solgte til en fast aftager – vildthandler Kofoed.
Engang Pe’ Smed kom ind i forretningen, er der en dame der ekspederer. Pe’ Smed tiltaler hende med ordene:-“Æ kovbienet sjæl hjæm?” – Damen: -“Nå, de mener vel hr. Kofoed?”, Pe Smed: -“Nej mi syv, a miener hiele høvjet”
En anden gang på vej i rutebilen til Randers er han bænket, og sidder med et par harer slænget hen over skødet. Da en dame står på ved en holdeplads og øjner ingen ledige pladser. Pe’ Smed lader harerne glide ned på gulvet, klapper sig på lårene og siger, henvendt til damen: – “Første parket bette dame”.
En anden gang er han på Ulstrup banegård og skal med toget til Randers, ligeledes med 2 harer, men kommer i snak med startionsforstanderen. Imedens denne har lagt harerne ind til fruen, om hun evt. ville købe en af dem.  Medens snakken går holder toget pludselig. Pe’ Smed har muligvis set fruen stå på perronen med harerne, men som han er, siger han provokerende:”Hwa bløv hin kjællimgen af?”

Ved et aftenselskab
, hvor også sognepræsten er med, blev der spillet kort. Pe’ Smed og præsten var makkere og ved et fejl udspil af præsten, udbryder Pe’ Smed: “Det stik tavt vi præst, fordi do spælt den fise klø’dam ud”. De bemærkninger og lidt saftige historier der fulgte, gjorde at præsten fremtidig ikke tog del i kortspil, hvor Pe’ Smed var med.

En dag bliver Pe’ Smed taget op af Dr. Hansen i dennes køretøj på vej til hjemmet. Der passerer de nogle drenge, som sidder i vejgrøften, ivrigt cigaretrygende. Det forargede lægen at se og siger: – “Se nu Pe’ Smed, er det ikke skammeligt at se?”. Pe’ Smed: – “Jov det tøkkes a da rajtenok osse, di hvalp mået helle ha et halmstro stokken i røven på en kat å sug på!” Dr. Hansen:-“Ja, det var dog i det mindste ikke nær så usundt”!

En Aldrupskovhus – historie, som Bernhard Sørensen siger god for – og røber hvor grov Pe’ Smed kunne være – ikke værdig at komme på tryk! Men det var ligesom, når det kom fra ham, kunne det tollereres – (og så var det sådanne ukvemsord der huskes.)
Pe’ Smed som så ofte før på vej til Randers med rutebil. Har selv fået et godt sæde. Da d
e passerer Ulstrup og holder ved stoppestedet, er alle pladser optaget. En herre træder ind. Om Pe’ Smed kender ham i forvejen, vides ikke, men herren var noget fornem, selvoptaget og noget militaristisk i sin optræden. Meget prangende beklager han sig højlydt over, at der ingen siddepladser er til ham – for han trænger så umådeligt til at sidde.
Det er tydeligt at se på Pe’ Smed, at den fremtoning er ham en torn i øjet, og så slipper han en af de værste ud – “a ka gi dæ et godt råd”” – herren: “Ka’ de – så lad mig da høre!” Pe’ Smed: – “Jow, do ka stik di tommeltot op i di røv, og sæt di albu på gulvet – så hå do et got trebien å sej o!”
Der var flyttet et ungt lærerpar ind i Borritsø skole. En dag havde lærerfruen været på en cykeltur til Gerning. Det var en sommerdag med varme og solskin, da hun tog hjemmefra, og hun var derfor iklædt en let musselins sommerkjole. På hjemvejen blev hun indhentet af et voldsomt tordenvejr, hvor det rigtigt regnede med “skomagerdrenge”, og på genvej gennem Borritsø skov, krøb hun i læ under de mest tætte løvtræer langs vejen. Den tynde kjole krøb og klæbede sig fuldstændig til kroppen, og i den situation og uden at have hørt noget, stod pludselig Pe’ Smed skrævende foran hende, i sine vidskaftede støvler, lidt groft påklædt, med sin store skuldertaske og våde hovedbeklædning ned over øjnene. Hænderne havde han dybt begravet og med et grin over sit ubarberede ansigt, sagde han: – “A tøgges det æ en sølle karklud te kjovvel do hå po i de herrens veje”. Fruen kendte ikke Pe’ Smed og blev lamslået og helt stum. Pe’ Smed: – “Skyn do dæ å kom hjæm bette pige!”. Og det lod hun sig ikke sige to gange og styrtede forskrækket hjem, og fortalte manden om den mærkelige og frygtelige oplevelse.
Et tid efter denne hændelse var Pe’ Smed  hos købmanden i Borritsø, hvor læreren tilfældigvis også er. Ved at sammenligne fruens beskrivelse og Pe’ Smeds snak og udseende, er læreren klar over, at det er den samme person. Han henvender sig til Pe’ Smed: – “Du er altså den mand der kalder Pe’ Smed?” – “Ja, det passe” – “og som forleden traf min kone i Borritsø skov og nær havde kyset livet af hende” – “Køsset di kuen, næj ålle i mit liv”.

En dag Pe’ Smed var på besøg på “Aldrupskovhus”, kom han i samtale med Bernhard Sørensens døtre, der udspørger ham om hans skolegang og hvordan de var placeret ved skolebordene, om det var efter evner. Pe’ Smed fortæller, at han og pigernes farfar var jævnaldrende og fulgtes ad til skolen i Gerning, og at farfaderen Søren Smed sad overfor ham, ja, men ikke fordi han var dygtigere – “Næj, mi syv om han var, ham ku a nå nem klåår. Men de forsto i nok æ, for sie I, nå vi had eksamen, så kom Søren med en stue lækker fied flæskestieg te lærermadammen, fru Ottesen, å a kom mæ mien bette dueunge”. Herunder en rævesaks:
raevesaksPe’ Smed som jæger blev aldrig officielt anklaget for krybskytteri – om han til tider blev mistænkt for at overtræde skovdiget ind til grevens skov, er nok tænkeligt. Jeg har fået bekræftet, at saksene blev anbragt umiddelbart indenfor diget, af hensyn til nærmeste naboers hunde og katte, og alligevel skete det, og vist nok mere end en gang, en af de nærmeste naboers hund, måtte Pe’ Smed have ejeren til at befri fra saksen – han kunne ikke selv komme den nær. En ræv, der en aften var gået i saksen, og som Pe’ Smed troede var aflivet, smed han ind på gulvet i pænstuen, så kunne Hanne dagen derpå trække skindet af – men, da Hanne kom og skulle trække skindet af, hængte den oppe i gardinerne – den havde kun været besvimet. Pe’ Smed havde som jæger i et udstrakt område forbindelse med mange mennesker, og det gæstfrie hjem med de to særprægede personer, var ofte manges mål for en lille udflugt. Under sådanne forhold åbenbarede Pe’ Smed en ret stor viden, både om fortid og nutid. Han benyttede de lange vinteraftener til læsning, og benyttede bøger fra bogsamlingen, og det var ikke underholdningslæsning, men oplysende, belærende og historisk. Pe’ Smed var faktisk to-i-en person.

Det var ret kedeligt, at da alderen gjorde sig gældende, gik det ud over hygiejnen for Hanne, som ellers havde holdt et pænt hjem under små kår.

Engang Pe’ Smed, uden alvor, havde kritiseret Hanne – sagde jeg til ham: – “Du kan jo skifte hende ud, du er jo ikke gift med hende” – “Jamen, æ do da rejti klog, no a no håe fåt hende furet op, hun hå snår ædt 40 – 300 grise”. Han nævnte aldrig, at han selv også fik noget – men, Hanne blev til af det – han var nærmest en atlet.
“Jamen, du kan da se at Hanne snart er slidt op, du burde have en ung medhjælper” – “Ja, dæ ka man sie, hva begreb do hå po kvindfolk, hvo læng trove do dæ vel gå, inden den gammel foe krasset øvnen ud på den unge.

En har fortalt efter Pe’ Smed, at den største fuldkomne nydelse for en jæger efter en anstrengende dags jagt med udbytte var, at komme hjem, og sammen med sin hund at lægge sig sammen på divanen og så kunne lugte krudtrøg og hundefise.
Hanne overlever Pe’ Smed, som dør den 28. juni 1941 og blev begravet på Gerning kirkegård. Efter næsten 40 år i en tro tjeneste, kommer Hanne på Borritsø kommunale plejehjem (fattiggården), men der kunne hun ikke trives. Kom en kort tid på privat ophold og pleje. Hun endte sine dage på plejehjem i Kristrup.
Det ubundne frie liv, hvor hun havde været eet med sine omgivelser, og sammen med Pe’ Smed, fra hvem hun aldrig havde mødt forlorne være- eller talemåder – det kunne ikke erstattes.
Pe’ Smeds kristelige standpunkt, afgav han ikke noget ydre tegn på – ud over, at på en bestemt søndag efter nytår, indskrev sig til Gudstjeneste med altergang hos kordegnen i Gerning. Indskrivningen var dengang skik og brug!
Herunder et billede fra Trondam som jeg tog på en travetur i skoven St. Bededag 2011 Marken lige foran, er den mark der tilhørte Pe Smeds ejendom: Se billeder fra turen

         Murer Juel’s øvrige beskrivelser af særprægede personer i Gerning:

Skov: Christen Christensen, søn af Christian Christensen, og ? Jørgensdatter, fik navneændring i 1905, til Christen Skov, ifølge kirkeprotokollen. ♥ 27/5-1846, døbt Gjerning kirke 5/7 – samme sted. Tind mark også kaldet ”Tronholm” Gerning Sogn – boende på lille ejendom, men ernærede sig ved snedkeri i Slagbænke – Kringelstole – Armstole m. indbygget bækken – Skamler – Trebene & Malkestole m.m. – (ham har jeg ikke kendt personlig) Min viden er overlevering fra min nabo, Kristian Jensen, som var en ypperlig fortæller. (Tømrer, købmand & gårdejer)
På sine gamle dage blev Skov angreben af rystesyge – og til sidst, så slem, at han ingen kontrol havde over, hverken hoved- el. armbevægelser – men, det overvandt ikke hans gode humør og var ofte en gæst ved naboer og andre!
Ved et sådant besøg på ”Aldrupskovhus” – så blev der altid serveret en mellemmad og en dram – det overgik hans evner, at indtage drammen ved egen hjælp – for, som han udtrykte: ”Den hånd er så kierle, å sjæl om den jen hjælp den nån, så æ glasset tom, nå det noe munden”. Men, dem som kendte ham, tog et fast tag i næsen og så op med gabet! – Derimod med at få skåret pålæg på mellemmaden, gik bedre, for det bestod for det meste, af op til en ½ ost, som der kunne fås et godt tag i, og det var en god lagret ost, med en liflig duft og af god kvalitet. Så spørger Skov, med sit gode lune: ”Mon a må skier o den hie wost hu a vel”? – og konen Birte Katrine, som var rask i replikken, svarede: ”Ja, ræleme må do de ” – ” –så trove a, at a vel skie oen hjæm” !
Skov kunne også beklage sig. ”Å hue æet stræng åe kom op o æ muen, for de æ som om hvæ jenneste bette fiær i æ dyen, blyv bette røv!”

Skrædder Peder: ♥ i Gerning 8/3 – 1857 – 30/2 -1935 samme sted. Hustru Karen – boende på ”Skrædderbakken” v. Stærkærvej. Var født i naboejendommen lige syd for, hvor faderen drev købmandshandel – og moderen høker An, flyttede som enke ind hos sønnen. Hun døde og blev begravet en vinterdag, med et så frygteligt forrygende vintervejr, at graven måtte tømmes flere gange for at få kisten ned.
S.P. var en vennesæl mand, der på en fuldstændig kompakt måde, var forenet med sin by og dens beboere – ja, hele omegnen i en stor radius.
Dette forhold, skyldes i første omgang, hans eminente faglige dygtighed – og havde til tider op til 6 mand på bordet! Han havde selv sit eget køretøj – til sidst en jumbe og en Islænder hest. SP kørte til kunder, når der skulle passes eller afleveres tøj – helt til Hjermind & Bjerring nord for åen. Når der skulle tages mål, var en hel ceremoni – der skulle bestemmes stof, foer & knapper – én eller to rækket og så blev mestersvenden, Jens, taget med på råd, og kunden måtte til tider være stående så længe, at vedkommende besvimede!
(Jens skrædder hørte til familien og var i hjemmet som ungkarl til sin død)
SP var i besiddelse af et godt gemyt – gæstfri og diskussionslysten og havde nogle faste stamgæster, deri blandt nabo Niels Kirkegaard, som kunne drille SP i politik og rigtig få ham sat op – og gårdejer Jens Chr. (Store Jens), men, deres diskussioner gik på et andet plan – men, SP, gik selv til andre.
Mens jeg (NJD) tjente ved sognefoged Kr. Henrichsen – var det næsten sikkert, at SP kom hver søndag formiddag og også til tider om aftenen – men, også i brugsen, som var samlingssted.
Det er ikke altid let, at forene sig med nymodens ting, og når SP skulle bestille varer, så var det hos grossist, Falbe-Hansen, Randers, og så mødte SP hos Smed Mari, hvor der var installeret konsortietelefon (- senere central) og når SP under stor spænding, havde opnået forbindelse, så hilste han goddag, under megen bukken og løften på hatten og med det mest indbydende smil.
SP, var så meget jordbunden med sit fag, at han, selv i selskab, ikke kunne slippe det – så, hvis en bekendt i selskabet, havde fordristet sig til at stille i et sæt færdigsyet tøj – så kunne SP ikke dy sig, for at betragte vedkommende fra alle sider.
SP kunne være så ivrig i samtalen i et selskab, at han glemte at bappe på piben, som hele tiden måtte tændes og så distræt, at de øvrige i selskabet udnyttede det, for hver gang, gav han sin sidemand et puf – og giv mig en tændstik – fik piben tændt – og i lommen med æsken, indtil han havde modtaget, alle i stuen værende tændstikker!!!
En anden gang under chokoladedrikning, var han ligeledes væk i et emne – og igen distræt, og glemmer, at det igen er ham selv der skænker, til koppen er fyldt til randen og med høje råb, siger STOP – STOP!!!
I Gerning, var der en ret udbedt afholdsforening, hvor også SP var medlem. Det havde han ikke altid været og engang, han var i Bjerringbro og der endnu var åbne grøfter – var disse regnet fulde. Det var SP også blevet, og sprut, kan forandre mennesker, også SP – som ikke var sådan til daglig  – men, han springer ud midt i grøften og slår ud med armene og siger , det er SP fra Gerning, han skyer hverken ild eller vand.

Niels Rasmussen: ♥ i Granslev 6/3 – 1877 smst. 29/5 – 1967 – konen Karen var fra Haurum.
NR, var i en årrække ejer af ”Refsholm” i Gerning. Blev som enkemand meget rodløs og boede forskellige steder på egnen – men, blev ved med at føle sig tilknyttet stedet her, hvor en stor børneflok, var vokset op. Ofte når der var Bjerringbro Marked, overnattede her.
NR, havde et udbredt kendskab til egnen og mange mennesker og det var aldrig kedeligt, at være i hans selskab – en god fortæller – og sans for humor, – som muligvis var en gave fra faderen, Thomas R. – som fortalte, at han kunne gøre Chr. Hansens regnebog til løgn! – for i den stod, at én fod er 12 ” – men, hans var 13”.
Det fortælles, at han en dag i Randers, stak den ene fod indenfor i en butiksdør og ekspedienten udbryder, at, ”nu havde hun alligevel aldrig set mage” – hvorpå han svarede – at det skulle hun alligevel ikke være foruden, for den havde han også med!
NR fortalte om et par husmandsfolk på Houlbjerg mark: – Manden, lille og spinkel, med en hviver stemme, – konen fyldig og en noget grov stemme. De kørte i sommer og efterårsdage på Torvs i Randers med deres frembringelser – sådanne dage, var de oppe før solen og fik pakket. En dag, var der iblandt en kurv med æg og en med hanekyllinger. Da de urolige heste er spændt for kassefjedervognen, sætter konen sig på det bageste og manden på det forreste sæde. Konen holder en kurv på hver side.
Da de når ud, og skal ned af den lange bakke mod Laurbjerg ( – hestene, som ikke har været ude nogle dage, er urolige ”kytter” (sprælske) og så begynder hanekyllingerne at gale, så tager pokker ved hestene og manden bliver bange for de kåde dyr og hviner til konen – smid kokkene Kjesten. En kurv ryger resolut overbord – men, kokkene bliver ved med at gale og så lyder Kjestens bas – ”der røg katten ta’ me æggene, Pie”!
På toppen af ”Refsholms” nordlige marker, kaldet ”Langlykke”, ligger 3 bebyggelser – på den ene, en ejendom, var lige flyttet et nygift ungt par ind. NR, var på eftersyn på Langlykke og ville hilse velkommen, som nabo og den unge frue, som var ene hjemme, serverer kaffe og fremviser deres bryllupsgaver – der iblandt en æske med 12 sølvteskeer, som hun i begejstring fortæller, var fra en hund, hvor hun tjente før brylluppet og den var så klog, – ”ja, næsten lige så klog som en bonde”.
Da NR en dag, som enkemand, besøgte sin datter Ragnhild, der var husbestyrerinde for en købmand på Samsø, sidder han på en bænk uden for butiksdøren og NR falder hurtigt i snak med kunderne. Disse har hurtigt opdaget, at NR kunne tåle en spøg – og på spørgsmål fra en af dem – om det er rigtigt, at NR er far til købmandens husbestyrerinde, svarer han bekræftende. Derefter vender samsingen sig om og ser lige som undersøgende på NR og siger – ”Så må du ha’ haft en ualmindelig smuk kone” Det morede NR, selv at fortælle disse tildragelser!

(Stue Jens) Jens Christensen: ♥ i Tind 10/3-1871, døbt 18/6 i Gerning … 19.. boende ”Enggaarden” i Tind & villa i Gerning. Konen ?

Niels Kirkegaard: ♥ 6/3 -1857 i Gerning, D. samme sted 29/5 – 1937 – konen Ane, boende ”Kirkegården”, Gerning – tidligere Anneksgård til kirken, og nabo til denne – hvor sognepræsten fra Hvorslev – holdt ind, når han kom kørende med hestevogn – havde staldplads og i stuehuset opbevaring af ornat.
Når jeg nævner disse to bysbørn sammen, er det ikke for, at man kan sammenligne dem – de var nærmest modsætninger – men befandt sig øjensynligt, godt i hinandens selskab, samt som 3-kløver, sammen med skrædderen. SJ & NK, var i en årrække sammen, ejere af en del af Hesselbjerg Bakker øst for Teglværket. SJ, var stor, rund & fyldig – med et glad gemyt, en typisk gårdejer, næsten som vokset ud af sin bedrift, med markens frodighed og besætningens gode huld – en god husbond, som mange hjem, ønskede deres børn i tjeneste, hos. SJ’s mor & en ugift bror, boede i en aftægtsbolig på gården, i en af fløjene.
NK, var også høj, men mager og skarp i profilen, en mere alvorlig type, eftertænksom – planmæssig, energisk, økonomisk, faglig dygtig, ville gerne diskutere ting og forhold.
(Et par ungkarle, som en årrække, var sammen om ”Mågaarden”, havde den ene udtalt, – NK, var den mand i byen, der viste os uerfarne begyndere, den største interesse og meddelte os gode råd, af sin faglige dygtighed & erfaringer). Det var en god læreplads for tyendet og de befandt sig godt, trods en lang og krævende arbejdsdag – NK, havde en myndig måde, at lede tingene på. NK, fik ord for, at stå meget tidlig op – og så gik rygtet, at han sad og sov, og når han mistede balancen og væltede, så stod han op!
SJ, kom jævnligt ind og hilste på Smed Mari, da hun var centralbestyrer – og Mari var glad for de små visitterJ – og var altid forberedt på at servere et stykke lagkage – hun havde erfaret, at SJ ikke var tyk af ingen ting. Ved et afstemningsvalg, som forgik i forsamlingshuset, sad SJ på en stol i lokalet, da Smed Mari kom – og så siger SJ, ”Nå, ve do så, hva do vel stem po” – Mari, som var rap i replik og handling – ta’r resolut i ryglænet på den stol SJ sad på og lægger ham bagover og siger: ”Nå, haae a da vælt den føst venstremand”!
SJ, havde en udpræget skræk for blæsevejr – og hvis det var lidt i retning af storm, så gav han tjenestekarlen besked på, at han skulle ikke bestille andet, end se efter stråtagene – for nu gik han i seng – trak dynen over hovedet, og stod ikke op føe stormen lagde sig.
SJ, var god at rådføre sig med, hvis en dato og tidspunkt for ting & begivenheder var gået i glemmebogen, for han kunne næsten altid, krydse sig frem til det – for, lad mig se, det må ha’ været 7 dage før, den hjælmede ko havde været ved tyr – eller, 3 dage efter møller H P Hansens kuen fik Bitte – jamen, det var jo den sjæl samme dav, vi var ”ågen” til Bjerringbro. Det fortælles, at da SJ, blev født, den 1/5 – 18??, blev jordemoderen hentet i slæde.

Anders Bjørn Andersen: ♥ 3/9 – 1888 på Tind mark –  i Hvorslev 27/3 -1976 – Hustru Emilie. AB tjente i sine unge dage, bl.a. hos sognefogeden i Gerning og han har fortalt, at var blevet en lykkelig ejer af en cykel – (det havde været en sjælden ting, men, var ved at blive mere almindeligt) – og havde fået lært at balancere og styre og en sommeraften, kørte han sammen med andre unge efter Hvorslev. Men, da de på hjemvejen, skulle op over Gerning bakken, så blev han på grund af for lidt øvelse & træning, bagefter de øvrige, men, da de havde passeret bakken og det blev ned ad mod Gerning, så blev der trådt til pedalerne.  AB –  “Inden a var ved svinget ned i byen, havde a fået en så usandsynlig fart på, at den grusbelagte vej med løst sand, var ved at gøre mig betænkelig – men, det var ikke så nær det værste, for pludselig ser a et køretøj, midt i vejen og Madam Ottosen i højre side, og a tænke læng på, hvem a ska vælge, for standse var umuligt og endelig vælger a Madam Ottosen”.
Efter nogle dage i seng, mødte Madam Ott oppe ved sognefogeden, og beklagede sig over AB – og hendes ødelagte tøj. Da hun gik derfra, afleverede hun denne hilsen til AB. ” Anders, Anders, du er en vovehals, at du tør vove dig ud på disse lange tynde ben”.

Ang. Cykler: (Andreas Mogensen (Jensen), Danstrup 1853 – 1913, var ikke helt ung, da han blev gift og fik en børneflok, deriblandt 8 sønner, som han var, naturligt, meget stolt over og de blev altid betegnet med: – Mi søn Mads – Mi søn Jens – mi søn Alfred. Mi søn Mads, har fået en cykel – nu kan han køre til Randers og hjemme igen tidligst muligt.)

Madam Ottosen: Lærerenke, – efter skolelærer og kordegn Ottosen – boede i et mindre hus, nabo til skolen, kaldet ”Enkesædet” – opført på foranledning af Grevskabet ”Frijsenborg” – jeg tænker mig, i forbindelse med Kordegne embedet – da Gerning kirke, ligesom mange andre, indtil 1922, hørte under Grevskabet Frijsenborg – ligesom en ager nord for kirkegården – (senere, indlemmet til kirkegård). I Tingbogen, stod nævnt – ”hører under degneembedet og forblev derved”. Grevens sol, har skinnet på os her i Gerning, med ombygning og vedligeholdelse af Kirken & underembede, indtil 1922. Da kirken overgik til selveje og enkesædet, var kommet under kommunen!
MO, var meget sparsommelig – der fortælles, at hun en dag, skulle til Bjerringbro og med toget, og var borte nogle dage, fik hun skrædder P til at køre sig til toget, men da de var kommet et godt stykke hjemmefra, udbryder hun – ”Åh – jeg har glemt noget – når du kommer tilbage, vil du så bede Snedker Rasmus, som har nøglen til huset, gå op og stoppe uret, der er jo ingen grund til, at det går, når jeg ikke er hjemme og han skal bare lige røre ved permadiklæen, så står det” !
Under lærer Ottosens embedsperiode, var der underlagt landbrug – blev fraskilt 1908 og oprettet som statshusmandsbrug til, Elvin Chr. Sørensen – med tilhørende 12 td. Land. Den til skolen, yderligere jord, blev solgt til Refsholm & Vestergård i Tind.

S M Thomsen (Rejle skomager)
: ♥ 1/5 – 1853  11/8 – 1932 i  Stærkjær – boede i mange år i det før omtalte enkesæde, som kommunen havde pligt til at vedligeholde og når der ingen degne enker var, da at udleje og indkassere til vedligeholdelse. Men, da Madam Ott – efter at have boet hos sin datter, Kirstine i København og denne flytter til Flensborg – gør hun sin ret gældende og den gamle bolig bliver fjernet.

Skomager Thomsen køber jord og bygger ved Stærkjærvej (Skrædderbakken) og ophører med faget. SMT, var enkemand i mange år og en datter, Martha, opholdt sig, det meste af tiden, under sin opvækst, hos Sognefogedens – blev uddannet skolelærerinde. SMT var meget original – spinkel med en skinger højt talende stemme og gjorde overflødig toilette. Han var et taknemlig offer at drille og det benyttede ungdommen sig af, nemlig nytårs-aften, hvor de kunne gøre ham helt rasende. Bygningens ene ende, hvor der var en lille stald til ged og gris – var stråtaget ført næsten til jorden. Det havde ungdommen fået ført geden op af og bundet den til skorstene på toppen af huset, og der fortælles, at en anden gang, havde de fået en kalv løftet op på loftet, over hans stuer, hvor den trampede rundt og, at der også en gang, blev anbragt en glasplade på skorstenspiben, sådan, at han blev røget ud! En medtjener (Stefines mor,) som boede til leje, hos skomager Thomsen i Stærkjær, var jeg en aften med hjemme på besøg – da fik vi finbrødsmellemmadder, som SMT havde bagt i en gryde i en kakkelovn – de var gode!

Andreas Andreasen (Andreas Mott.): ♥ 4/11 – 1869  – 10/6 – 1941 i Gerning. Konen hed Karen. De boede i Andreas Mott’s fødehjem, efter faderen, Jens Mott – havde ellers fået tilnavnet, fordi der blev holdt geder – til tider mange.
AM var kirkebetjent & graver i andet slægtled. Ubenyttede arealer og alle kanter om grav- steder, samt ageren uden for kirkegården, blev dyrket med græs og slået til hø til gederne – som i øvrigt blev tøjret i landevejs grøfterne. Til at supplere den meget lille fortjeneste ved kirken,blev der også holdt bier – op til over 20 bistader – gik også på dagleje, hvor der var brug for ham.
Hans fritids- og vinterarbejde, bestod i kurvebinding – roeløbe – brændekurve – hundekurve – tøjkurve af rughalm og tyndt ståltråd – det var meget fint håndværksarbejde, og kunne let afsættes.
Det var ofte konen, Karen, der måtte foretage ringningen med den store kirkeklokke, som måler 102 cm. I diameter og vejer mindst 1 ton. Det foregik på den måde,, at der blev anbragt en trægaffel – med gaflen om kneblen oven over kuglen og skaftet mod klokkesiden – for klokken måtte ikke falde i slag, før kneblen kunne ramme begge sider – når Karen, eller den der trak i tovet, kunne mærke, at svingningerne var store nok, så blev der givet et modtræk og gaflen faldt til gulvet. Når klokken skulle stoppe, blev ligeledes det tidspunkt beregnet, når kneblen ikke kunne nå at rammer begge sider – så hængte Karen sig pludselig i tovet og blev af klokkens svingninger, løftet fra gulvet et par gange, hvorefter hun hurtigt greb om kneblen, til klokken helt var stoppet. Derefter med håndkraft, at slå bedeslagene (Nu er der automatisk ringning)
AM, havde den samme svaghed, som skomageren, han lod sig provokere af de unge nytårsaften!

Om kirkeklokken: Kirkeklokken i Gerning, er en af landets fineste klokker – støbt i Holland i 1503, af >Gerhardus de vue<. En af Nederlandenes mest kendte og eneste i Danmark. Kendt for sin fine klang, sin form og sin ornementik, Istøbt: Kristus – Marie – Johannes og fabriksnavn. 

Rasmus Nielsen (Snedker Rasmus): ♥ –/– – —- –– /– – —- i Silkeborg. Hustru Kristine – boende i Gerning. SR, (var som skrædder Peder) – på grund af sit håndværk, Tømrermester- bygmester – kendt og brugt i en stor radius uden om Gerning – og det blev han ikke alene pga af sin faglige kunnen, men også fordi, han i vuggegave, havde fået særlige evner, til at omgås sine medmennesker – i besiddelse af et lyst, gemytligt sind – havde sin samtids tillid – fik overdraget opgaver, hvor SR påtog sig, at udføre samtlige håndværk ved et byggeri. – Murer – smed – maler. Der stod mange bygninger på egnen, der fortæller om et omfattende virke.
Det er imidlertid ikke som sådan, at jeg (NJD) kender SR, men, derimod som uddeler (Brugsmand) i Gerning brugsforening. Efter at Brugsforeningen i kortere perioder, først var til huse i Købmandsforretning under Rasmus Vestergård og i Tind ved Søren Iversen, blev den installeret hos SR, hvor det blev konen, Kristine, som fik det største ansvar, idet SR fortsat drev tømrervirksomheden. Brugsforeningen, blev et centrum og samlingssted.
Medlemmerne følte sig trygge, under Kristines korrekte og myndige betjening – og når lukketid dengang var kl. 8.00 (20.00) og om lørdagen endnu senere, så mødtes byens mænd og fik dagens emner og begivenheder drøftet. Der var en bænk i butikken og så kom tobakskassen frem og duften af Olufs Melange, bredte sig som lette røgskyer i lokalet og så var SR’s humor og gemytlige bemærkninger, et godt krydderi 🙂
Når det blev lukketid, så var der stamgæster, som måtte forflytte sig ind i lejligheden – så måtte Kristine rydde op – afslutte dagens regnskab – og så blev madam Blå sat over, og der vankede kaffe. (Efter ca. 1914, blev tømrervirksomheden overdraget til Niels Simonsen.
Et eksempel på SR’s humor, har jeg fra mine drengedage. Nogle kammerater og jeg, mødte SR på vejen i Gerning – han stoppede os og siger, kan I løbe stærkt? – det var vi ganske sikre på! Men,SR påstod, at han kunne løbe fra os. Vi træder an på række og SR tæller 1-2-3 – vi løber, men SR, vender om og løber modsat, altså, fra os!
2 sønner vokser op i hjemmet – den ene er kopi af faderen og den anden af moderen. Ole & Niels Christian. For Ole fik jeg (NJD) æren i 1940, at tegne og opføre en villa i Silkeborg. (Han havde indtil da, været købmand/ægeksportør og kyllingeslagter – ligeledes medlem af Silkeborg kommunalbestyrelse) Faderen & moderen boede da også i Alderslyst /Silkeborg. Ole var den perfekte forretningsmand og der skulle tinges om prisen for byggeriet og da Ole ikke kunne få rokket ved mit tilbud, tog han faderen med  og SR sagde: ”Ved du nu hvad, Juel, du kan spælleme da ikke vente, at få alt hvad du forlanger, det har jeg aldrig fået”! – (original jysk – jyde blandt jyder).

Brugsforreningens naboer på modsatte side, smedemester Frederik Sørensen og hans hustru Smed Mari – forpagtere af bysmedien. (Ejere var Gerning & Tinds landmænd, der besad de gamle matrikler).
Murermester (”Kræn-P-Lausen”), Kresten Kristensen og kone Stine. Mellem SR – Smed Mari – Stine – opstod der mange morsomme tildragelser – ved små godmodige drillerier – navnlig Stine, som havde sans for humor og en hurtig replik!

N. Simonsen : ♥ –/– – 18?? i Tind – –/– – 19?? i Bjerringbro – (Hustru: Agnes) – uddannet tømrer hos Snedker Rasmus? – Overtager/køber? Tømrerforretningen efter SR. Han overser imidlertid de ”træsko” SR gik direkte ind i sine medmennesker med – NS’s faglige evner var 1. klasses (- jeg har set meget gamle egeplanker fra sognefogedens lade, blive forvandlet til et meget fint bogskab, isat slebne glaspartier – udført af NS) – men, så kom 1. verdenskrig og NS måtte over lange perioder, være indkaldt til sikringsstyrken – næsten alt håndværksarbejde, gik en overgang i stå.
NS’s energi, satte ham i gang med andre opgaver, og hans kone støttede ham – passede forretningen – børn – samlede aks på markerne ( – ingen socialhjælp som nu) – NS, lavede rugeri – det kunne ikke ruge færdig, måtte låne rugehøns – men, ved fælles hjælp og håb – blev der hønseri. En gammel bil og opsamler – ægexportør – store betonkummer i tømrerværkstedet og presenninger, når de var dyre. Kom i kommunalbestyrelsen – manglede plads – den havde kommunen på modsatte side af vejen. NS, havde allerede fået lov at bygge en trægarage – nu ønskede han at købe – sognerådet mente, at han skulle, for enhver pris, og strammede den. Men, NS valgte at flytte til Bjerringbro og adskillige ægsorterer blev ledige her i kommunen.
Den yngste af sønnerne, Ernst (senere æggeeksportør på Sønderbro efter faderen) og min nabo Henry – havde som drenge set NS lyse rugeæg, når de var 7 dage ruget, (og ubefrugtet, endnu anvendelige) – Ubemærket var de gået ind i hønsehuset og tog friske æg i hønserederne – holdt dem et for et op i lyset og erklærede, at det er råddent – det er rådden og så ind mod væggen med dem!

H.P.Hansen (Mølleren i Tind): ♥–/– – —- –/– – —- og hustru Dora. HP var øbo – blev den sidste ejer af Tind Mølle i virksomhed! Møllen var et smukt syn, navnlig set fra Gerning – liggende ret højt, tegnede den sig fint i landskabet. De mange gårde, som havde anskaffet møller til eget brug – kunne de med disse, forarbejde korn til grutning. – Valsning, som tidligere, var den store mølles arbejde. Der ud over, var anlæg af Tangeværket, med el, kraft og lys, som bredte sig ud over egnen, en anden årsag til, at den store dejlige vindmølle blev overflødig. (Tangeværket blev opført 1916-20).
Møllen forfaldt – til sidst, var der kun 2 vinger tilbage og i tiden fra 1920 – 24, blev den helt nedbrudt og fjernet. Til ejendommen, var der et jordtilliggende og landbrug. Mølleren, som havde en stor børneflok, kunne ikke ernære sig med landbrugets afkast og tog arbejde ved Hesselbjerg Teglværk, som fyrbøder ved ovnen om natten.. Det var en vagt, som gav mange ophold ind imellem – som HP anvendte til at skrive digte – Religiøse – lands og egnsprægede. Adskillige blev optaget i vore lokale aviser. Før møllerens rejste udensogns, boede de en årrække i det lille hus ved Mågaarden.

Skønne gamle motiver fra Gerning i begyndelsen af 1900-tallet. Skolen, købmanden, for- samlingshuset, Anneksgaarden & brugsen.

Skolen – Tind Mølle, kirken og på billedet nederst t.h. smedien, Kresten P Lausens hus og forsamlingshuset

Knud tilføjer:
HP:. flyttede fra Gerning til Sjælland på sine gamle dage. Denne oplysning har jeg fra min mor, Marie Kirstine Jensen (f. Kjeldsen). Jeg har et hæfte med digte/sange skrevet at HP. Dette hæfte fik min morfar Hans Kjeldsen en udgave af  i julen 1946. (En julehilsen står skrevet på forsiden af hæftet). De to gamle naboer, blev ved at holde kontakt til hinanden så længe de levede. Indsætter dette gamle postkort, hvor også Tind Mølle er med.

Billedet herover er fra 1913 med lærer Gerhard Rasmussen t.v i billedet. Her ses kun et skab  i skolestuen, senere kom der et mere med dyr fra P. Smed’s samling af dyr og fugle.
Hvor disse dyr (skabe) er blevet af, er jeg i skrivende stund ikke vidende om. Jeg har ladet mig fortælle, at bla. en rævesaks, som P. Smed havde brugt, blev sendt til Skov & Jagtmuseet i Hørsholm, foranlediget af proprietær L. K .Laursen “Danstrupbundgaard”. Siden skulle saksen være blevet sendt tilbage til sin hjemegn og  skulle nu være at finde  på Lokalmuseet i Bjerringbro.

Her et Billede fra 1990 Inger & Niels Juel yderst. Billedet er taget ved fejring af Søren Nielsens 80 års fødselsdag i 1990. Personen mellem Inger & Niels Juel, hedder Anna og boede i Ulstrup. (søster til Krista Sørensen, Orholm).

Her gravmindet på Gerning kirkegård over en stor Arkitekt og hans hustru.

Her i dette album, findes masser af billeder relateret til Inger og Niels Juels Ditlefsens liv.
12509782_1173724316010276_2206338572696405761_n
Jeg kan kun bifalde Annettes bemærkninger ovenstående, som hun beskrev” Glade Juel” i Busbjergbladet i 33. årgang 1995. Se bare lige her på ovenstående billede, et herligt billede af en mand i harmoni med sig selv og naturen!!!
 (Læs flere artikler)
Det var et sjældent par, med rødderne dybt plantet i egnens muld. De var udadvendte, glade og taknemlige mennesker. De gjorde et stort uegennyttigt arbejde for byens børn og unge. Jeg har vist beskrevet det før, men det kan ikke gentages ofte nok. I Søndagskolen/ (Vranum-lejrene), i Spejderbevægelsen KFUM, i Gerning Ungdoms-forening, i IM og i øvrigt i mange andre kirkelige sammenhænge, så som menigheds-rådsarbejde i Gerning sogn. De betød meget for vi børn og unge i min drenge & ungdomstid.
Også indenfor Niels Juels faglige område, murerhåndværket (arkitektopgaver m m), holdt han længe fanen højt. Trods sin høje alder i 1984, formåede jeg Juel til at lave tegningerne til velfærdsbygningen ved Aidt kirke, trods sine 82 år. Som han sagde til mig, da jeg henvendte mig til ham: “Jow, da det er dig som gammel Gjerning, dreng der spørger, kan a æ sige nej”. Som altid, kunne han sit håndværk og den kongelige bygningsinspektør og biskoppen godkendte tegningerne.
Tilbage i 1942, var murer Juel med til at bygge tårnet på Aidt kirke. Før igen i 1925 byggede han stuehuset på “Astrupgaard” som noget af det første han lavede som mester. Både stuehus og kirketårn er “fit for fight”.
Også tårnet på nedenstående billede, Gerning kirke, er han “fadder” til at forhøje under krigen. Der kunne nævnes flere kirkebyggerier, så som Ulstrup kirke, Engesvang kirke m.fl. – KKJ/2016  
Gerning kirke: – Murermester Juel satte sit præg mange steder på egnen. Bl.a. i  hjembyen Gerning. Således blev kirketårnet på den lokale kirke forhøjet og kirken renoveret: Det lille trappeopgang blev bygget på udvendig på tårnet. I det hele taget var Juel meget kirkelig interesseret. (Læs mere om Juel og familien under afsnittet:   Vestergårdsvej 3. Han holdt i mine drengetid søndagskole hjemme i hans og Ingers dagligstue. Det samlede de fleste af byen’s børn søndag formiddag.
(Ja, gravstedets beskedne fysiske størrelse, står ikke mål med de livsgerninger de begge udøvede i lokalsamfundet og i bredere kredse. Åndeligt set var de stjerner på himlenbuen).

Renskrevet ud fra murermester Niels Juel Ditlefsens originale håndskrevne beretninger, i marts 2009 af Knud Kanne Jensen, Astrup. Jeg har velvilligt fået de originale notater tilsendt af murermester Niels Juels datter, Karen Margrethe (søster i daglig tale). Der mangler datoer og årstal for flere af de beskrevne personer – det er muligt, at de på et tidspunkt bliver fundet og ajourført.

Lidt ajourføring: Et barnebarn af  Inger og Niels Juel (Carstens’s Lotte) var i 2016 på besøg i det gamle hjem på Vestergaardsvej 3. her blev de præsenteret for en et gammelt gravminde, som der set et foto af herunder:14317567_10208301003256864_8473200906284254961_n (1)Lotte Juel Hinrichsen  skriver således: Har en lille bold at kaste…
Forleden var min søster og jeg i Gerning og vi stak vores næser i lidt af hvert. Blandt andet endte vi med at blive inviteret ind i Inger og Niels Juel’s tidligere hus. Gensyns- glæden var stor og vi var taknemmelig for gæstfriheden.
De havde blandt andet en gravsten stående som de havde fundet efter huskøbet og som de i mere eller ca. 20 år ikke har vidst, hvad de skulle gøre med eller give til.
Jeg ved ærligt talt ikke om vedkommende har relation til farmor eller farfar eller om personen eller stenen har en helt anden forklaring..
Måske, det er en sag for Knud… Knud Kanne 😉
Haster ikke… Der er jo allerede gået 20 år med ingenting… 😜
Håber du kan tyde stenen /skriften.

Kirsten Marie Andersen Svarede: Giv ikke en inkarneret slægtsforsker sådanne udfor-dringer, jeg kunne ikke lade være, et hurtigt opslag, og her har du hende. Caroline Jensen var døbt Susanne Caroline Marie Jensen, hun var enke efter gårdmand Jens Jensen af Truust, Tvilum sogn, der var deres sidste bopæl. Hun var datter af teglbrænder Jens Jensen og hustru Bodil Kathrine Marie Thykjær af Fjellerup sogn, hvor hun fødtes 30. april 1854. Der er jo Ib Thykjær i jeres familie, så der er uden tvivl en forbindelse, men jeg har ikke lige set videre på slægten – måske kan du selv regne den ud 🙂 

Jeg har aldrig fortrudt –  udtalte Søster Marie Larsen (tidl. hjemmesygeplejerske i den gamle Hvorslev-Gerning kommune) sig til IMT’s Anette Ingemansen, i anledning af Marie’s 104 års fødselsdag, som hun fejrede på Diakonissestiftelsen i København. Søster Marie var en meget god ven af hjemmet på Vestergårdsvej 3 (Inger & Niels Juel’s hjem) i Gerning. Inger og Søster Marie arbejdede sammen i den sidste tid af ansættelsen i kommunen.


Fra Facebook i marts 2017 taget i Hanse’s have med Møllebæk-broen i baggrunden.
17359108_10211042645914934_3089493222228230117_oFra venstre Hans Jørn (siddende), Paul, Johannes, Vagner (søsters mands), Carsten & Ib. (Lånt foto)

KKJ/2016 – indsat på hjemmesiden.    Senest opdateret: 16 – 09 – 2017   Gå til toppen

Om kanne4world

Jeg har nået en alder, hvor man har tid til at skue tilbage i tiden! Jeg vil på flere niveauer nedfælde mine erindringer, blandet med gamle fotos. Det er først og fremmest mine egne oplevelser, suppleret med og understøttet af div. kilder for at danne en bedre helhed. Jeg vil gerne dele med andre mennesker. Hvis nogen har supplerende oplysninger, eller rettelser modtages de gerne. Jeg prøver at overholde offentliggørelsesloven så godt som muligt. Tak at du kiggede med.
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Gerning sogn, Livet, STARTSIDE og tagget . Bogmærk permalinket.

9 svar til NIELS JUELS NOTATER

  1. Pingback: GERNING SOGN – UDKLIP | Kanne`s hjemmeside

  2. Pingback: DEN SIDSTE MØLLER I TIND | Kanne`s hjemmeside

  3. Pingback: OPLEVELSER I MIN BARNDOM | Kanne`s hjemmeside

  4. Pingback: BEBOERE I GERNING/TIND II | Kanne`s hjemmeside

  5. Pingback: GERNING SKOLE | Kanne`s hjemmeside

  6. Pingback: GERNING SKOLE | Knud Kanne`s hjemmeside

  7. Pingback: MIN HJEMMESIDE | Knud Kanne`s hjemmeside

  8. Pingback: MINE OPLEVELSER SOM BARN | Knud Kanne`s hjemmeside

  9. Pingback: DEN SIDSTE MØLLER I TIND | Knud Kanne`s hjemmeside

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.