OPLEVELSER I MIN BARNDOM



Udklip 2Klik HER el. på billedet herunder for at høre min mundtlige beretning om barndommen. 

Min barnepige, Ester:
Udklip edJeg har ladet mig fortælle af min mor, at Ester passede mig som nyfødt. Ester har en søn der hedder Preben Basballe som har skrevet følgende til mig på min FB i 2016:
Min far Peder Danielsen var også i nogle år ansat som vejmand sammen med Ingvard, Ingeman og Sofus (tromlefører), hvor jeg husker de tog rundt i kommunen og satte sneskærme op om efteråret, og om foråret/sommeren lappede huller i asfalten rundt i kommunen.

Hej Knud. Det er rigtig, min mor passede dig, hun har nævnt det i forbindelse med at jeg nævnte denne tråd på fb. Hun lever endnu, fylder 88 midt i april, og bor i Ulstrup i en af de lejligheder der er blevet bygget hvor Ferm havde kantine. Det er min lillebror der bor på gården i dag på Aldrupvej.

Snehegn: Kommunen og private satte snehegn / skærme op ved vintertide, gerne i november. 14691001_10210896470873879_2493664585262319524_n-1Det var jo ikke så meget med sneplove dengang. Det arbejde med at rydde vejene for sne, skete manuelt, det var begrundelsen for, at der blev sat sneskærme op. Ca. 20-30 meter inde markerne, langs med vejene. Sneen samlede sig tæt skærmene i driver, så sneen ikke samlede sig på vejene.
Billedet herover er fra “Hvorslevgaards” indkørsel, i baggrundes ses Hvorslev by. Billedet er taget før sneen kom og der endnu græssende får på 
marken. Mit fødehjem lidt lå lidt længere, Danstrupvej 19.
I forbindelse med omtale om dette billede/sted, kan jeg ikke lade være at fortælle en sandfærdig beretning fra min tidligste barndom. Hans og jeg var nede ved Marie og Jørgen Møller. Karlen (Svend Nielsen) var ved at køre ajle ud på en mark ved gården. Jeg sad/stod foran ajletønden, forrest på den stive vogn.
IMG_4731Pludselig stoppede hestene op og jeg røg lukt ned over hamlen og stjærten. På mirakuløs vis, blev hestene ikke bange og jeg tog ikke nogen skade! Svend samlede mig op i vognen igen. Det gjorde så meget indtryk på mig, at jeg stadig husker det, selv om det er ret beskendent, hvad jeg husker fra mine første år. Det må ha’ været i 1946 om foråret og jeg var kun godt 4 år gammel.


Motorcykelulykke i Tind: 
(Juledagene 1948) Hans og jeg havde fået legetøjsbiler i julegave og de skulle naturligvis prøves af. Mor og far var gået på besøg omme hos naboens, (Thøgers) til formiddagskaffe. Hans, hans klassekammerat Preben Mågaard og jeg trak rundt med vore legetøjs biler af træ. Vi havde dristet os ned på landevejen og trak med bilerne i siden af vejen omme ved Peder Andersens gård. Der kom en motorcyklist, med en passager på bagsædet, fra Gullev-siden, med høj fat. Da han nåede svinget v. Borridsø vejen, fortsatte han ligeud og ramte en hvid vejsten i højre side af vejen. Ham der sad bagpå, fløj langt op i luften og landede længere fremme i bunden af grøften og lå bevidstløs. Føreren var tilsyneladende kommet mindre til skade. Han kravlede tværs over vejen, på alle fire, ned til Peder Andersens, hvorfra der blev ringet efter sygebil og politi. Vi blev naturligvis skrækslagne og skyndte os om til Thøgers, hvor mine forældre var på besøg og fortalte det. Ulykken rygtedes hurtigt i det lille landsbysamfund. Folk strømmede til stedet. Det blev udlagt af føreren af motorcyklen, at det var vi børns skyld. Det blev dog hurtigt dementeret, fordi vi gik helt inde i grøftekanten i modsatte vejside. Grunden var ganske enkelt, at de havde kørt med alt for høj fart. Så vidt jeg erindrer, døde bagsædepassagereren senere af sine kvæstelser — hvorimod føreren slap uden men. Nogle år senere blev et ungt menneske dræbt, også ved en motorcykelulykke ved Kraghedevejen. Der stod en flok unge mennesker og snakkede, da uheldet skete. Knud fortæller:Knud video 1

Brand i roekulen: Hans og jeg gik en aften i foråret 1951 og glædede os over det nyplantede læbælte, som far havde plantet omkring “trekanten”, vest for gården, umiddelbart efter, at vi var flyttet fra Danstrup til Tind. Hele trekanten var plantet til med frugttræer og buske med græsareal imellem, på ca. 4 meters bredde. Pludselig fik vi øje på, at der slog ild op på den anden side af gården. Først troede vi, at det var Thøgers ejendom der brændte, men ved nærmere eftersyn, viste det sig, at det var roekulen, der stod i lys lue. Vi løb ind og kaldte på mor (far var til sognerådsmøde den aften). Det eneste vi spekulerede på var, at ilden skulle slukkes. Vi løb med spande fyldte med vand, fra mælkerummet til roekulen, i pendulfart. Det var næsten en håbløs opgave, men omsider lykkedes det ved fælles hjælp. Vi “frygtede” fars reaktion, når han fik det at vide. Vi var næsten sikre på, at vi (Hans & jeg) ville få skylden. Næste morgen blev gåden dog løst. Vores søster, Kitte, indrømmede, at det var hende og Gert der var skyld i det. De havde sat ild til roekulen ved i forbindelse med leg. Kitte havde sagt til naboens, Gert, at hun ikke ville lege med ham mere, hvis han ikke ville sætte ild til roekulehalmen. Loyal, som han var, gjorde han det, nærmest fordi han frygtede at hun ville gøre alvor af “truslerne”. Reaktionen fra far udeblev, for når det var “søster”, der havde været med i det, betød det ikke så meget.

Søndagskole hos Murer Juel: Som børn gik vi i søndagskole, næsten hver søndag formiddag oppe hos Murermester Niels Juel Ditlefsen. Hvornår vi startede med det, var vel før vi begyndte i den rigtige skole. Murer Niels Juel var en eminent fortæller. Vi sad andægtigt og lyttede til hans fortællinger. Der blev læst bibelhistorie og andre fortællinger og sunget sange. Jeg tror så godt som alle børn i byen kom til disse hyggestunder. Hans egne drenge havde det lidt svært med at møde op til tiden. Husker, at de kom lidt pø om pø, mange gange med et rundstykke eller en bolle i hånden. De følte måske, at de skulle være “fast inventar” og af den grund havde mindre lyst til at møde op. Jeg husker, at et af højdepunkterne var, når vi var til juletræsfest i kælderen. Midt i det store kælderrum var der en søjle med et rundt bord omkring. Der blev delt kager og godterposer ud og vi legede, sang og dansede omkring træet.

søndagsskolelejr i  “Bakkehuset” ved Vranum, ved Hald Sø:

udklip-vHver sommer var der sommerlejr i 3 dage i Vranumlejren nær ved Hald sø ved Viborg.
Det glædede vi os til hvert år. Jeg husker et år murer Juel selv ville køre os derud, da punk-terede bilen nede ved Gullev digesten.
Vi fik skiftet hjul og turen fortsatte.
På lejren boede vi i træbarakker med 3-etages senge. Der var slåskamp om hvem der kunne komme til at ligge i øverste køje. Det var eftertragtet. Vi legede terrænløb, soppede i søen og lavede andre aktiviteter. Den aften vi blev hentet af vore forældre, var der lejrbål og underholdning.
dfgjgJeg husker også, at Søndagskolen arrangerede tur til KFUM-bygningen i Bjerringbro til noget der kaldtes “Alverdens drenges dag”. Hvad det egentlig stod for, husker jeg ikke.

Ulykke på cykel: (Omkring 1950) Eigil, søn af Mathilde & Henry Jensen (v. Hvorslev skel) – min bror Hans’s klassekammerat, havde været med os hjemme i Tind og lege. Efter endt leg, fulgte Hans og jeg ham på vej hjem. Jeg havde netop lige lært at køre på mors cykel.
På vejen hjemad, ned gennem Gerning by, opdagede jeg, at “Hanse” Juel (Johannes) gik nøgen i venstre side af vejen, ud for snedker Sohn’s værksted. Min nyfigenhed gjorde, at jeg ikke holdt øje med, hvad der holdt i siden af vejen længere nede i byen.
Pludselig lød der et brag. Jeg havde torpederet en holdende bil ud for Brugsen. Det var en handelsrejsende, der var inde hos uddeler Schmidt. Jeg blev naturligvis skrækslagen. Jeg fløj næsten op på toppen af bilen, der havde en skrånende bagende. Cyklen var ilde tilredt, forhjulet var ekset, men jeg var sluppet nådigt fra hændelsen. Naturligvis blev jeg meget forskrækket over det skete. Jeg lod cykel være cykel og fortsatte skrigende ned gennem byen. Hans måtte slæbe både sin egen og vor mor’s harvarerede cykel hjem.
Jeg husker tydeligt, at jeg frygtede fars reaktioner, når han fik det at vide. (Det gjorde vi nu altid — han var nærmest som en slags “bussemand” for os , når vi havde gjort noget vi ikke måtte). Repræsentanten kom over og ville snakke med far. Far var i marken og manden kørte ud til ham. Han påstod, at jeg havde smadret hans ene baglygte og kofangeren på bilen — men, det viste sig så senere, at den defekte baglygte var en gammel skade.
Senere har smed Mikkelsen, som boede lige overfor brugsen og som havde iagttaget uheldet, fortalt mig, at det så helt halsbrækkende ud, og at jeg gled lige så stille ned på vejen igen fra bilens tag. Heldigvis endte historien godt! Cyklen kunne repareres og min forskrækkelse fortog sig hurtigt, men en voldsom oplevelse for en 7-årig! 

Oplevelser sammen med Paul (Polle) Juel:
Jeg havde mange sjove og spændende oplevelser sammen med Polle. Selv om Polle var et år yngre end jeg, gik vi i klasse sammen hvert andet år i Gerning skole. Bl.a. var vi engang formastet os ind i Bette Thorvalds garage for at se hvad der gemte sig der. Thorvald havde mange spændende ting der. Engang blev vi overrasket af Thorvald. Gode råd var dyre! Vi sad musestille bagest i garagen og afventede hans exit! Da han forsvandt igen og lukkede porten, kravlede Polle og jeg ud gennem hønselemmen bagest i garagen, for at komme uset fra matrikelen.
Udklip P smeds  CollageEngang besøgte Polle og jeg ruinerne af den ejendom på “Trondam”, hvor Pe’ Smed havde boet. Hvor han havde levet et liv i nærkontakt med naturen! Læs om dette liv HER – berettet af Polles far, Niels Juel i hans beskrivelser! Jordtilliggendet havde Magnus i “Tind Østergaard” overtaget på et tidspunkt efter Pe’ Smeds død. Læs andet steds! 

I de delvis nedbrudte bygninger. (Stalden var der kun soklen tilbage af) Stuehuset delvis intakt. I dette fandt vi på en hylde, under bjælkerne et gammelt gebis – hvis det så end var? På den tid, var der ikke så mange fornøjelser for vi drenge på landet.

                         Nogle billeder af hvilke effekter der var brugt i 50’erne:
16113001_10210776697720869_2124653275719282016_o
Vi fik telefon (billedet) første gang i 1949 hjemme på “Toftegård” i Tind, i forbindelse med, at far kom i sognerådet og blev kasserer for kommunen. udklip-15Da havde han brug for kontakt udadtil. Jeg kan huske, at jeg var bange for at ta’ telefonen når den ringede, kaldte altid på mor eller far. Vi havde tlf. nr. 45 over den lokale central på Mågårdsvej  nr. 4, ved Tille og Søren Anker (vognmand). T.h. et billede af omstillingsbordet på centralen. Det var også dengang vi fyrede i komfur i køkkenet hjemme.27459505_2318345278391878_4091067490713350178_n


Der var løse jernringe, som kunne sættes i, eller tages af, alt efter grydens størrelse. Der var en “vandgryde” som vi kaldte den bagerst i pladen., til at varme vand til at vaske os i over køkkenvasken. I front af komfuret var der en låge til ovnen, når man bagte. Der var et messingrør omkring komfuret for ikke at brænde sig på den varme plade. Tilsætning i kaffe. Enten Danmarks eller Rich’s der drikkes.Desktop57

Endnu en “Knaldgod” oplevelse fra livet i Gerning,  i 50’erne, sammen med Polle:
Det var en helt tilfældig fredag aften i november måned. “Polle” Juel og jeg stod og snakkede, uden for Gerning Brugsforening og kiggede ind gennem butiksruden. Det var lige efter lukketid, som fredagen, var kl. 20 (ellers til daglig kl.17.30).
Brugsuddeler Schmidt havde fået private gæster på besøg. Der var nogle børn med, og dem ville han åbenbart demonstrere nogle “skrubtudser” (fyrværkeri) for. Han antændte en og smed den hen på gulvet ved butiksdøren. Den hoppede lystigt rundt og endte oppe på glasdisken, hvor den oprindelig kom fra. Her stod nemlig flere kasser med skyts, som skulle sælges frem mod nytår. Uheldigvis antændte den indholdet i disse kasser, og der udspandt sig et sandt inferno. Det hele stod i et, det bragede som et mindre jordskælv. Butikslokalet blev fyldt med røg, og vi var helt sikre på, at det hele ville gå op i flammer. Så galt endte det dog ikke. Uddeler Schmidt kom midt i det hele, styrtende ud af butiksdøren med et par malebøger i hænderne og råbte, HJÆLP – HJÆLP “BRAND — BRAND — BRAND”!!! Da røgen lagde sig lidt, 

1129_Brand_fyrvaerkeriopdagede vi, at det brændte i nogle tekstilvarer på en hylde, som dog hurtigt blev slukket. Til alt held, havde de endnu ikke fået raketterne ind i butikken, de lå stadig i baglokalet. Havde det været tilfældet, kunne det have udviklet sig katastrofalt. Rundt i hele butikken på gulvet, i hylderne og alle vegne, lå der alt muligt imellem hinanden — resterne af skytset, blandet med chokolade, lakridspiber og meget andet, så et kæmpe oprydningsarbejde kunne indledes. Gæsterne fik ikke megen hygge ud af den aften og tog ret hurtigt hjem, medens fam. Schmidt arbejdede det meste af natten med oprydning, så butikken var klar til at åbne morgenen efter. Jeg husker Svend murer og hans kone Grethe kom gående ned af gaden, lige efter det var sket og spurgte forundret til, hvad der var sket. De var på vej ned til Holger & Sigrid til kaffegilde.
Et lille kuriosum: Dagen efter kom Søren smed over i butikken. Med sit vanlige jyske lune, spurgte han så Schmidt: “A ku wol æ kjøv en kineser!” Den tror jeg ikke faldt i god jord hos brugsuddeleren, som måtte høre for det længe efter!

Udklip polle*NB – Polle: – Jeg var forresten med til Polles konfirmationsfest i hans hjem, som den eneste af hans kammerater – billede herover. Polle har fortalt mig fornylig, at det var naturligvis fordi jeg var hans bedste ven i drengeårene! Det er jeg faktisk. stadig beæret og stolt over !!!

Skoleudflugt Til København 1955:
Det var kotumen, at de ældste årgange i Gerning skole havde en tur til hovedstaden København over ca 3 dage. På trods af, at lærer Enevoldsenhavde truet os med, at vi ikke kom på den tur, fordi vi ikke opført os ordentlig i skolen.
gerning-skole-19551
Alligevel oprandt dagen i sommeren 1955. Vi var 3 årgange på turen. Min klasse som den ældste. Vi kom på toget på Ulstrup Station, som via Langå førte os til Århus. Her steg vi ombord på færgen Aarhus – Kolby Kaas – Kalundbodborg, med tog fra Kalundborg til København Hovedbanegård, med ankomst midt på eftermiddagen. Inden vi tog ud på Strandvejen (billedet herover) til et pensionat, hvor vi indlogere os og bo under opholdet, skulle vi en tur i Frederiksberg Svømmehal. En fatal oplevelse for mig…..45945176 (1)Da vi skulle ud fra omklædngsrummet, fik at vide af lærer Enevoldsen, at vi bare kunne hoppe i vandet i svømmehallen. At vandet ikke os over knæene. Det viste sig, at være en forklaring med modifikationer!!!
Som det er skitseret på billedet herover, løb jeg (som om IKKE kunne svømme) direkte ned og hoppede i baljen. Det viste sig hurtigt, at der var langt dybere end jeg/vi havde fået at vide!!! (vandet bedrager jo, når man ser ned på bunden – der er langt dybere end det ser ud til)!!!
Jeg gik straks til bunds på over 1½ meters dybde og gik i panik! Kom godt nok op til overfladen igen, inden jeg gik ned igen. (Jeg havde da allerede på dette tidspunkt slugt en masse vand). Anden gang jeg kom op til overfladen, havde jeg slugt endnu mere klorvand og var da helt i panik!!! Til alt held, fik jeg fat i kanten af basinet og fik mig selv halet op på kanten af basinet! Siden har jeg tænkt på, at det var helt uansvarligt, at ingen livredder greb ind – jeg så i hvet fald ingen! Det var så både første og sidste gang, jeg var i Københavnske Svømmehaller.
Efter den fatale tur i badet, kørte vi så ud til det pensionat på Strandvej, som vi skulle bo på for at klæde om og få noget at spise, inden vi skulle i Det Kongelige Theater om aftenen. Jeg havde det mildest talt elendigt og havde en dundrende hovedpine, efter den fatale oplevelse om eftermiddagen. Jeg husker slet ikke hvilket stykke vi så på teateret. jeg husker bare. at vi sad oppe i Galleriet under loftet og at der var megea varmt! Ergo, jeg fik slet ikke noget ud af denne forestilling og oplevelserne denne dag var ikke noget at skrive hjem om, ud over turen med tog og skib.
(A pro pos – at skrive hjem) Jeg havde lovet min mor, at jeg skulle sende et kort hjem og fortælle om vi var kommet godt til Staden. (Jeg har kortet liggende endnu) Jeg turde IKKE skrive noget om min Svømmehals-tur, så ville hun jo ha’ blevet helt forskrækket. Der gik lang tid, inden jeg fortalte hende om det, efterfølgende. (Det var nærmest for at beskytte hende ♥ Vi var naturligvis både en tur i Tivoli & i Zoologisk Have, Akvariet i Charlot-tenlund, m.fl. steder.
 

Ærø m. Silkeborg Avis, sammen med faster Anna, mor og Hans i 1954: UdklipÆrø 55


Vi glædede os til turen. Vi startede fra Bjerringbro station med toget en tidlig morgen. Turen gik ned gennem Østjylland, over Lillebæltsbroen til Odense og videre mod Svendborg. Jeg husker ikke hvor mange deltagere der var med. Fra Svendborg sejlede vi til Ærøskøbing. Så skete det ikke værre en bedre, at faster Anna blev dårlig (hjerteproblemer).

Hun måtte sidde på en bænk midt i Æreskøbing by, medens vi andre så på de forskellige sevær- digheder, så som “Flaske Peder’s Hus”, Kirken mm. På billedet t.h står min mor, Marie, på torvet i byen ved de to bypumper. På hjemturen husker jeg, at der var dansevogn koblet på udflugttoget. (en ny “tjeneste” som DSB indførte i 1952): LÆS

             Mit gamle fødehjem brændte i høsten 1954:

Udklip Højvang 1954 b
En aften efter høst i 1954 skulle vi over og besøge Marie & Jørgen Møller på “Hvorslev- gaard”. Far havde hyret uddeler Smith i Gerning til at køre os derned, fordi vi ikke selv havde bil hjemme. Da vi kom op ad Danstrupvej oven for kirken, kunne vi se at der var ild i noget, i retning af vores gamle ejendom.
IMG_4732Det viste sig at holde stik – der var brand i ejendom-men!!! Da vi nåede til “Brokhulsvejen” (foto), som fører ned i skoven på venstre hånd, stod Jens Laursen og standsede os. Han sage, at far og Smith skulle følge med ham ned i skoven for at få fat i Sine og Michaels søn Anker, som stod og råbte ved et træ nede i skoven. (Skæbnen ville, at det viste sig, at det var ham der sat ild i noget halm i hestestalden) Politiet kom og hentede ham og satte ham ind i deres bil. Det undrede os, i vores opskræmthed, at de lod ham sidde i bilen og se på at ejendommen brændte. Det har jeg/vi aldrig kunnet forstå, at han skulle sidde og se på sin ugerning)!!!
(Anker var psyc. syg og havde været det længe, men der blev ikke taget hånd om det) Jeg husker tydeligt at der var stor postyr på brandstedet. Mange var strømmet til og ville hjælpe med at indfange både kreaturer og svin. Hestene var desværre indbrændt. Jeg var 12 år på dette tidspunkt og det har brændt sig ind i sjælen for altid. Mor og vi børn blev kørt ned til Jørgen Møllers. Hed sad Sine og var ganske ulykkelig ovad der var hændt – det er meget forståeligt.

Fiskeri sammen med Verner ved Gudenåen og andre lokaliteter: En af de større oplevelser/interesser i min barndom, var nok fisketurene rundt i omegnen. Især havde Gudenåen stor tiltrækning. Det var på strækningen fra “Sneglehuset” i Stærkjær til “Slugten” neden for Danstrup, der trak. I Gudenåen var det ål, skaller, aborrer og en en enkelt laks, hvis man var heldig. Trods min mors store bekymring og advarsel om, at jeg/vi kunne falde i åen, var udtalt! Jeg lovede selvfølgelig at passe godt på.
Årsagen til min interesse for fiskeri opstod helt klart, pga Verner. (Holger Andersens søn i Tind – nabo), selv om han var nogle få år ældre end mig. En god læremester
og kammerat var han. Af den grund følte jeg mig jo tryg.
Jeg husker Verners store ekspertise udi fiskeri. Der målte jeg ham nok ikke længere end til sokkeholderne. Verner havde det ikke efter fremmede – hans far var også inkarneret fisker. (Læs andet sted om Holgers mange interesseområder). Som sidebemærkning, ejede Verners morfar, Niels Krarup Knudsen, “Stærkjær- gården” i min tidlige barndom. Den lå ikke langt fra åen og Slugten og havde jord der ned til. Afstanden til åen hjemmefra var vel 2-3 km. Skulle vi fiske ved “Slugten” kørte vi over Danstrup, drejede t.h. ved Laurits Overgaards ejendom og længere fremme t.v. ned af en markvej, som gik direkte ned til åen.

Min største oplevelse/forskrækkelse ved åen: Jeg husker ikke præcist, hvilket år det var, men husker, at det var imedens Verner gik på præliminær-kursus på Ulstrup Skole – vel nok omkring 1955, vil jeg tro.

Udklip slugten 1954 tekstVi var som så ofte før kørt til “Slugten” for at fiske. Jeg skulle forsøge mig udi at fiske med blink med mit nye “Camo” fiskehjul. Fiskehjulet blev lavet i Bjerringbro af Carl Andersen, på Engvejen. Mit hjul, var mage til det på billedet: camo-fiskehjul Jeg stod ude på sandrevlen i åen. Pludselig mærkede jeg en voldsom aktivitet i enden af snøren. Jeg råbte til Verner. Han så straks for sig, at det måtte være en ålekvap. Men, nej, det skulle vise sig at være et “uhyre” af en Havlampret (Niøje). havlampret-1-stadilfjord-ebsenDet fandt vi senere ud af. Trods navnet “niøje”, har den dog kun syv gællehuller på hver side af hovedet og en stor sugekop som mund, med et hav af skarpe tænder. Jeg var nærmest panisk over min fangst. Vi fik den “sparket” i land og fik den ombord i Snedkerens motorbåd, som lå ved bredden, (se kort over området på billedet herover) Båden var halvt fyldt med vand. Gode råd var dyre. Hvordan fik vi det uhyre fragtet til hjem til Tind? Måden vi fik fat på bæstet igen, var ved ved hjælp af Verners gummistøvle. Uhyret sugede sig ganske enkelt fast til støvlen. Vi fik den så geleidet ned i en tøjsæk. Begav os straks på cyklerne mod Tind, med sækken i bagagebæreren. Vi havde ikke forventet, at der var liv i krabaten efter cykelturen, men da den blev sluppet løs i en zinkbalje hjemme hos Verner, svømmede den bare frisk og frejdig rundt i baljen. Det må siges at være en oplevelse i sig selv.
Normalt går havlampretter kun op i åer for at gyde. Det må jo have været dens ærinde den skæbnesvangre dag. Efter gydningen går den til grunde.
Gode råd var dyre: Hvad skulle vi nu gøre ved uhyret? Verner kom med det forslag, at den skulle konserveres og opbevares på Ulstrup skole, hvor han gik! Det indvilgede jeg straks i, bare det ikke blev i mit navn. Jeg ville ikke være bekendt at ha fanget sådan en grimsling. Verner havde jo også lige så stor ære af, at den blev bragt i land, som jeg havde. Derfor var det helt naturligt, at den kom til at stå i hans navn. Den stod der i mange, mange år, men ved ikke om den er smidt ud nu. Er ikke klar over, hvor lang tid, den skulle kunne holde sig i sprit. Jeg formoder dog ikke, at den er på skolen længere!
udklip-camo

Ulovlig bådfart: Jeg tror Verner var god til at finde på “drengestreger”- (måske var det engang imellem lige på kanten af det vi kunne tillade os)!
Jeg husker en aften vi var kørt ned til “Slugten”. (Husker ikke om min bror Hans var med). I hvert fald gik vi ombord i en jolle der lå forankret ved bredden (Senere fandt vi ud af, at båden tilhørte Søren “tysker” fra Hvorslev). Vi stagede os over på modsatte bred, lidt længer nede af åen. Uheldigvis satte stagen sig fast i bunden af åen og knækkede derved. Vi drev med strømmen mod Ulstrup-siden! Gode råd var dyre. Hvordan kom vi over på den rigtige side igen med båden? Ved hjælp af den knækkede stag, fik Verner den manøvreret over på den rigtige side, men først længere nede af åløbet. Vi lod den ligge der. Gik ud fra, at det aldrig blev opdaget, at det var os der havde været på en lille “Å sigthseeing”.
Husker tydeligt næste gang jeg/vi besøgte min faster Anna i Hvorslev. Her fortalte hun om, at hun havde haft besøg af selv samme Søren tysker. Han var rasende over, at der var nogle der havde brugt hans båd nede ved åen.
Hun spurgte os: – “Det har I vel ikke været med til”?…. Af gode grunde undlod vi at svare, så havde vi i det mindste ikke løjet!
Vi lod naturligvis, som om vi intet kendte til den “affære”. Havde hun fået det at vide og fortalt far det, var der givetvis faldet brænde ned. Vi slap dog med forskrækkelsen – også denne gang!!! 

Jeg ser lige situationen for mig og tror, at det var netop denne båd vi sejlede i og stedet ser rigtig bekendt ud, fra dengang. Ved “sandskredet” el. “Slugten” som vi kaldte det.

Udklip Søren Tyske 1

Andre fiskepladser: Jeg har sammen med Verner fisket på mange andre lokaliteter: Bækken i Borridsø skov, Gullev bæk v/Månen, (her var det helt klart bækørreder det gjaldt). I Ormstrup sø & i Karmark Mølledam, var det mest skaller vi fiskede). I Karmark blev vi bortvist af mølleren selv, husker jeg tydeligt. Har siden snakket med den nuværende ejer, Thorup (søn af ham der jagede os bort) Han kunne sagtes forestille, at det kunne overgå hans far! Jeg har også været med Verner i Silkeborg for at fiske. Det var nedefor slusen. i kanalen ud mod Langsøen (her var det vist mest aborrer). Ved samme lejlighed, var jeg med Verner hjemme hos sin morfar, Niels Krarup Knudsen, der var flyttet til Sølystvej i Silkeborg, efter han solgte “Stærkjærgaarden”. Han boede sammen med Verners moster, Ester. Jo, minderne vælder frem, når jeg først kommer på sporet af “gamle dage”
Slutteligt –  i denne forbindelse, vil jeg bringe et billede, som jeg har “lånt” af min bror, Hans. Det er af en lidt nyere dato, formentlig fra midt i 60’erne. Her har Hans, Christian Thorsgaard med nede ved “Slugten” og fiske – stedet som jeg tidligere har omtalt som værende vor barndoms yndede fiskeplads.2015_07_03 (1)

##############################################################

Nytårsaftensløjer: En årligt tilbagevendende begivenhed i det lille landsbysamfund. Det inddrog på den tid, både mindre og større børn og unge mennesker på stedet. Der var et vist mønster for forløbet. Allerede om eftermiddagen, startede børnene med at fjerne diverse småting. Det være sig køkkengrej, malkestole, havelåger m.m. Først på aftenen blev skyderiet for alvor startet op. Det var ikke småskyts alt sammen. Der blev virkelig også fyret stort af i aftenens løb. Der blev  bl.a. brugt såkaldte “Sejlgarnsbomber”, noget særdeles kraftigt skyts og store raketter. Bl.a. husker jeg, at der engang blev skudt en ganske kraftig bombe af, på en af de murede piller ved murer Juel have-indgang. Sært nok, at der ikke kom flere til skade dengang. Der blev hverken brugt briller eller øreværn. Jeg husker, at de lidt ældre (karlene i byen) fyrede “skrubtudser” og andet skyts af imellem benene på vi børn og andre. Mærkeligt nok, at det ikke gik galt.
Der blev “flyttet” mange diverse landbrugsmaskiner i by og på land, i løbet af nytårsaften. Ikke til alles tilfredshed.
Det blev jo hurtigt kendt, hvor “drilleriet” havde størst effekt. Vi kendte nærmest pr. rutine, hvor det var sjovest at komme på “besøg”.

På en gård i den vestlige ende af byen: – Manden her, var det mest eftertragtede “offer” i byen. Jeg husker særlig en nytårsaften. Gårdlampepærerne blev i ubemærkethed skruet løse, af en af de mest “påhitsomme” personer fra byen, så det ikke kunne observeres, hvem der var med til løjerne, når ejeren, som forventelig, kom farende ud. Vi havde anbragt et kyllingebur fra haven, lodret foran bagdøren. Da manden kom løbende ud af døren, rendte han lige ind i trådnettet og blev rasende. Han lovede bål og brand og anmeldelse til politiet. Det blev som vanlig ved truslerne. Husker der gik et par dage, hvor Hans og jeg gik og frygtede for, at politiet skulle dukke op på vores hjemmeadresse. Det ville ikke være faldet i god jord hjemme hos far i hvert fald. Jeg husker, at vedkommende, mente, at hans maskiner (vogne) var låst, bare han havde stukket en granrafte gennem hjulegerne på de stive kassevogne, men, sådan opfattede vi det altså ikke!

Ved brugsen: – Et væld af maskiner, blev hvert år “bugseret” op til Brugsforeningen, hvor de blev brugt til at blokere begge indkørsler. Schmidt og familie var altid i byen nytårsaften og kom hjem ved midnatstid. Det samme “sceneri” gentog sig år efter år. Grethe begyndte med det gode. Hun tilbød slik, hvis vi ville flytte maskinerne, så de kunne komme ind med bilen. Da det ikke lykkes, blev hun rasende og skældte os hæder og ære fra og forlod scenen for at gå til hvile! Set med mine øjne i dag, har vi bestemt ikke været “søde” mod vore medborgere i byen!

Hos Henry: – Boede i gården overfor kirken, flokkedes vi også gerne. Seancen var her, at Henry, efter vi havde brændt noget skyts af i gården, kom ud af døren og  løb efter os, og råbte mange sære ting til os. Pludselig sagde han “Kom nu her hen til døren, så skal I få lidt godt til ganen”. Det var vi jo ikke sene til at efterkomme. Sådan en mand, kunne vi aldrig finde på at “tyrannisere” og drille yderligere. Hjemme hos mine forældre, blev der aldrig lavet den store ballade — det meste det blev drevet til var et år, Niels til Søren Nielsens, havde fjernet vores roetrillebør ud gennem roehusets lem. Verner rendte også med vores malkeskammel. (Han foregav, at han ville hjælpe Hans & mig, med at gemme malkestolen af vejen, inde under Hennings seng i karlekammeret, men løb så i stedet med den ).
I dag kan jeg godt se, at det var grove løjer der blev udøvet dengang, men der var jo stort set ikke meget andet at tage sig til en nytårsaften. Der var jo hverken TV eller andre ting til at opholde børn og unge mennesker. Godt nok var der nytårsbal for de unge mange steder i forsamlingshusene. Disse var arrangeret af Idræts- & Gymnastikforeningerne i omegnen. Der var mange mennesker på landet dengang. På gårdene, var der som regel en eller to karle og en pige. I “Maagaarden”, var der 3 karle og en fodermester + pige.

Beretninger fra bageriet i Gerning:
I 1950 skete der noget epokegørende i Gerning. Der skulle bygges bageri og beboelse på marken overfor forsamlingshuset. Jeg husker at vi børn fulgte det med stor interesse. Det var bagermester Henry Sørensen (søn af skomager, Anton Sørensen, Brovst – Henry gik til skole i Fjerritslev) og hans kone Erna, der ville bosætte sig i Gerning. De kom fra Ålborg, (hvor de efter giftemålet 18/5 – 1941 i Vindum kirke), havde lejet en bager-forretning. Grunden til, at de flyttede her til egnen, tror jeg var, at Erna’s familie boede i Fårup v. Rødkærsbro. (Hun var datter af Søren Overgaard, som stammer fra “Fårup Overgaard”). Erna havde bl.a. en bror, der havde en ejendom i Danstrup. Han hed Laurits Overgaard, (hans kone hed Anna, datteren Inga og sønnen Sven Erik.)

Erna (f.13/2 – 1919 – d. 28/5 – 1992) & Henry (11/7 – 1917 d. ? – 2004) havde 3 børn: Finn, (f. 1/12-1941 – d. 6/5-2004) — Pia (f. 02/12-1943 – d. 26/7-2015) og endelig Leif (f. ? – d.4/2-1993 – han var ganske lille, da familien flyttede i Gerning. Medens bygningen af bageri & beboelse stod på, boede de i Tora Iversens hus på Mågårdsvej. Murerfirmaet Jens Mogensen, der kom fra Fårup, lavede alt murerarbejdet – Det var Tind Tømrer-& snedkerforretning, som havde tømrerarbejdet. Det var et større byggeri i en landsby som Gerning. Ud mod gaden, blev butiks & beboelseshuset bygget med fuld kælder. Selve bageriet lå i en længe, der blev bygget vinkelret på, med store indbyggede ovne og garage. Det var spændende for os børn at følge hele processen i byggeriet. I et rimeligt tempo blev byggeriet gjort færdigt. Familien flyttede ind, og der kom gang i bageriet. Erna stod i bagerbutikken, medens Henry og en bagersvend arbejdede i bageriet.  Der var også en ung pige i huset, som hjalp til i butikken. Bl.a. tjente der en pige fra Sahl, der hed Lilly, hos dem og som en overgang var kærester med Erland til Ingemans. Hvem der ellers tjente der, husker jeg ikke. Henry havde store ambitioner. Han havde planer om selv at bage rugbrød, men det blev nu aldrig til noget. Der blev kørt landture flere dage om ugen, hvor Finn & jeg ofte var med, når skolen tillod det. (tænk på, vi gik kun i skole hver anden dag). Bl.a. husker jeg vi kom til Alfred Sørensen i Borridsø. Her husker jeg de 2 døtre – Ellen & Inger, sad bag køkkengardinerne og ”fittede fingre” af os, hvorpå Finn rakte tunge af dem, og de trak skyndsomt hovederne tilbage.

Finn var en meget “fremmelig” dreng og meget moden af sin alder:
Det skete ofte, at Finn overtog rattet i den gule Ford V8 varebil med lukket kasse og låger i siderne og bagpå. Henry var mange gange for træt til at holde sig vågen på landturene, fordi han startede tidligt om morgenen med at bage. Han sad så og sov i den anden side af bilen og jeg i midten. Finn måtte så selv ind til folk og sælge brød og kager. Hvorvidt der var nogle, der havde ondt af det, ved jeg ikke, men det var jo ude på landet.
Engang nede i Danstrup, skulle jeg prøve mig ud i kunsten at køre bilen. Det endte nu ikke så heldigt, jeg kom ned i en plovfure med det ene forhjul, da vi drejede ud fra Laurits Overgaards ejendom. Finn kom så hurtigt til rattet, og vi fik den på ret køl igen. Hurtigt fik Henry oprettet leverancer til brødudsalg både i Bjerringbro, på Sønderbro, i Sahl og i Ans. En overgang gik turen også til Ulstrup. Til disse udsalg, gik turen en gang om dagen. Om søndagen blev der bagt mange forskellige slags flødekager, foruden tørkager, wienerbrød og franskbrød. Rugbrødene fik han fra Randers Brødfabrik. Der blev næsten altid bagt alt for mange flødekager, så der var nok til vi børn at gå i krig med. Til at begynde med smagte de godt, men til sidst blev det sådan, at vi blev lede ved alt det søde stads.. Henry var gammel bokser fra Ålborg-tiden. Denne “disciplin” gjorde han til tider brug af i bageriet. Han og Finn tog engang imellem en lille duel. Til tider kunne det blive for groft. Engang skete det, at Finn ikke var i skole i flere dage. Det hed sig, at Finn var faldet ned ad kældertrappen og var blevet både gul og grøn over hele kroppen. Det viste sig, at det var en afklapsning fra Henry’s side. Da skolelærer Enevoldsen hørte herom, kørte han ned til Finns far og sagde, at hvis det gentog sig, skulle han nok sørge for, at det ikke blev ved det! Det gjorde Finn til en “hærdet” og sej gut, med al den tæv både i tide og utide. Reaktionerne udeblev da heller ikke (mere herom senere). En episode i bageriet som jeg overværede. Henry havde flere gange sagt til Finn, at der skulle skæres tvebakker (det foregik ved, at bollerne i hel tilstand blev lagt i et simpelt apparat, hvor vi med et håndtag skubbede bollerne gennem en kniv, der så delte dem i to, hvorefter de blev lagt på plader og sat i ovnen til bagning). Finn havde ikke gjort tegn til, at der skulle ske noget. Pludselig kom hans far forbi ham, og han fik en gevaldig øretæve, hvorefter han startede med at skære de tvebakker, han var blevet bedt om.  Jeg tænkte, bare det ikke bliver min tur. Der kunne fortælles flere episoder, men det skal jeg undlade her. 

          Med 60-års interval – ses det ses tydeligt hvor hovedledningen er nedgravet.
Collager23 (1)Kloarkering i Gerning/Tind: Inden bageriet blev forbundet med kloaksystemet i byen, blev kloakvandet dagligt pumpet op af en brønd i skellet mod syd og ud på marken nedenfor. Jeg husker, at vi drenge fik jobbet, og som belønning fik vi hver en flødebolle for hver 100 slag med pumpen. Det var et ret eftertragtet job der var rift om! Først i 50’erne blev der så kloakeret i hele Gerning og Tind. Alle rør blev gravet ned ved håndkraft. Selv den store ledning der gik ud til renseanlægget, som lå mellem Åge Markers og Henrik Carlsens ejendomme på Refsholmvej, blev gravet ned med håndkraft og ved hjælp af talje, bukke og spande, også de store slambeholdere til rensningen af spildevandet, blev gravet ned med håndkraft.

For at spare penge, ville bageren selv grave ledningen ind til bageriet. Det havde nær gået helt galt. Han blev nærmest ”levende begravet,” da leret skred sammen om ham. Grøfterne var over 2 meter dybe, uden afstivning. Falck-Zonen fra Bjerringbro blev tilkaldt og fik ham gravet fri. Han havde kun hovedet ovenfor. Havde han stået og bukket sig over rørene, var han ikke kommet fra det, med livet i behold.

I det hele taget var det helt andre målestokke der blev anvendt dengang. Om aftenen samledes der rigtig mange unge foran bagerbutikken. Priserne på is var overkommelige. Jeg husker, at en rund vanilje el. hindbær is kostede 15 øre , der blev kald en ”lærlingepind” af Jørn til Svends, som var i lære på det tidspunkt. En isbåd kostede 35 øre. En stang wienerbrød 90 øre, det samme som et franskbrød gjorde. En tørkage kostede 15-20 øre og en flødeskumskage 25-30 øre pr stk.

Brødudsalgene: Som sagt, havde bageriet brødudsalg flere steder på egnen. Det var et i Bjerringbro på Søndergade hos Andreas Christensen. Et i Sahl hos Marie & Marius Meldgaard. Det lå lidt tilbagetrukket, syd for brugsen. Huset bændte i 1968 og blev fjernet – brugsen købte grunden til P-plads. Længst væk var Brødudsalget på Søndre Langgade i Ans, hos Karna og Kristian (Petit). På billedet herunder, sidder de begge foran huset. De havde indrettet “Aakanden” (Store Sal) t.v. og bagud fra forhuset.
1929882_10208094687556365_5419499647289231465_n12909609_10206342295093341_7091139505800643195_oPå hverdage var det mest Henry eller Erna, der kørte rundt til udsalgene med brød. Om søndagen var det ofte en anden der var chauffør. Her en lille sekvens fra en tur. Det var Leif til Laurits vognmands, som kørte turen. Finn og jeg var med. Da vi var i Sahl ved udsalget der, (det lå bag ved den daværende brugsforretning) fik vi besked på, at franskbrødet var for tørt, (måske var det fra dagen før eller bagt tidligt på natten). Det ville Marie Meldgaard (boede senere i det lille hus ved bækken i Vidstrup) ikke finde sig i og krævede, at vi leverede hende noget frisk brød. Finn var som altid klar med en ”løsning! Han beordrede Leif og mig, at køre til Gerning for at give brødet en lille opkvikker, ”damp og en let opvarmning” i ovnen. Derpå leverede vi Marie ”frisk brød” og hun var tilpas med at få ”nyt brød” – det kunne man da forstå hvad var, sagde hun!

Om søndagen blev der også delt rundstykker ud i omegnen. Min bror Hans havde jobbet i nogle år, for at supplere sin indkomst, medens han gik på præliminærkursus i Ulstrup. Det var både til Hesselbjerg, Stærkær, Danstrup og Kraghede.

Gerning Bageri kørte gæster til konfirmation på “Sindinggaard” ved Herning:
En sandfærdig beretning, om en lidt speciel “Taxa-kørsel”. Sidst på vinteren 1951, var jeg og min familie inviteret til konfirmation, hos min farbror Ejners i Sinding v. Herning. Det var tante Mie’s tvillinger, Lis og Per, der skulle konfirmeres. Sindinggaard 1954Det skulle foregå  på “Sindinggaard”, hvor både Mie & farbror Ejner arbejdede og boede en overgang, inden de selv fik bygget hus inde i Sinding by. De havde fået lov at låne ”Riddersalen” i anledning af festen. (Jeg husker tydeligt, at vi børn legegede i den store have, med tilhørende sø.
Vi børn havde længe i forvejen, glædet os til turen. Aftenen før  den store dag, ringede lillebilvognmand, Ole Jensen, Bjerringbro, at han desværre ikke kunne køre turen, på grund af en knækket foraksel på hans bil. ØV, det var vi naturligvis ikke glade for at høre. Far havde jo ikke selv bil. Han mente så, at vi hellere måtte aflyse turen, men mor og vi børn insisterede på, at der måtte kunne findes en anden løsning. Vi havde jo længe gået og glædet os til turen.

Det var naturligvis svært, i konfirmationstiden, at finde en anden til at køre turen, med så kort varsel. Vi fik så den geniale ide, at han kunne spørge bageren (Henry), om han ikke kunne køre os derud. (Til daglig kom jeg meget i bageriet og gik i klasse med Finn). Først syntes far, at det var en utænkelig tanke, men til sidst gav far sig. Henry indvilgede i ”arrangementet” på den betingelse, at han fik lov at sove hele dagen derude, medens vi festede til konfirmationen, grundet det, at han havde bagt det meste af lørdag nat, som en bager nu engang gør!)
Med i bilen skulle vi også have faster Anna & Jens Peter fra Hvorslev + Ragny og farbror Jens fra Aldrup og Oline og farbror Henry fra Haurum. Der blev virkelig læs på den Gule Ford V8’er bagerbil. Min bror, Hans og jeg sad, hver især, bag sidelemmene på en ølkasse. De øvrige sad også på kasser på langs i brødrummet i bilen.  Det var sidst i marts måned, der lå stadig lidt is og sne på vejen enkelte steder. Bageren havde bedt os om, at vi skulle være absolut stille, når vi, på et tidspunkt, skulle ha’ tanket benzin på (Tror det var i Bording). Jeg husker, at nogle af os ikke kunne holde masken under tankningen. Tankpasseren lurede nok len kende, når ”brødet” i bilen begyndte at give lyd fra sig. Det var dengang, hvor der altid blev tanket på af en tankmand!
Jeg husker vi snakkede om, at når vi kom i nærheden af Herning, kunne erstatte G’et med et H, så der kom til at stå Herning Bageri på bilen, i stedet for Gerning. Det blev naturligvis kun ved snakken.
Et andet problem på turen var, at både faster Anna & farbror Henry, havde for vane, at blive køresyge. Det resulterede i, at de måtte skiftes til at sidde i førekabinen, ved siden af bageren, så de kunne se vejbanen. Selve dagen på ”Sinding-gaard”, erindrer jeg ikke så meget fra, ud over at vi legede ude i haven ved voldgraven, sammen med vore fætre og kusiner. Bageren fik, som lovet og tiltrængt, sin bebudede søvn i dagens løb. Hjem kom vi om aftenen i god behold, efter en lang, sej og oplevelsesrig dag.

Vild køretur i den gule Ford: Finns vovemod kendte næsten ingen grænser. Jeg vil gætte på det var 2. juledag 1954 el. 55. Mor & far og Kitte var taget med rutebilen til Nørreskov bakke for at besøge moster & Åge om formiddagen. Hans og jeg havde lovet at fodre til aften, inden de skulle komme hjem ved 18.30 tiden. Pludselig dukkede Finn op på gårdspladsen i den gule Ford, medens vi var i gang med at fodre. (Finns forældre var for en gangs skyld taget på familiebesøg et eller andet sted.) Han spurgte, om vi ville med ud og køre en lille tur. Vi var betænkelige, men indvilgede i det til sidst, hvis han ville love, at det ikke ville vare for længe. Jeg husker der var sne på vejen og temmelig diset. Turen gik over stok og sten mod Hvorslev. Da vi nåede Aldrupvejen, ville han vende. Ford’en begyndte at gå underligt, tog udsættere. Vi var straks nervøse for, at den ikke kunne humpe hjem igen. Finn lettede hjælmen og gav den nogle dask på tændrørsledningerne, og det bevirkede åbenbart, at vi nåede velbeholden hjem til Tind i tide, lige tids nok til at være der, da mor og far kom hjem med rutebilen. De undrede sig over, at vi ikke var færdige med at fodre. Vi har sikkert forsøgt at give en ”gyldig” grund.

Lejede knallert som 13-14-årig: Finn brugte en overgang at leje en ”Quickly” knallert, ”uden fører” i Bjerringbro i weekenderne. Han bildte udlejeren ind, at han var 16 år, hvad jo ikke stemte overens med virkeligheden. Godt nok så han voksen ud efter hans alder! Det var igen hans ”voksne fremtoning” som ”hjalp” ham. Hans forældre havde jo så travlt med deres bageri, så de ikke kunne holde styr på ham og hans ”skøre ideer”. Helt ærligt, vi andre drenge beundrede hans vovemod!

Episode mellem Degnen og Finn: I skolen kom det også til mange episoder. Bl.a. var der engang i et middagsfrikvarter, hvor Finn kylede al fodtøjet i den lille gang ind i hovedet på den lille klasse, som lærerinden (Fru Knudsen) lige havde startet time i. Hun gik selvfølgelig ned til Enevoldsen og ”sladrede” om hans lille eskapade. Vi skulle ha’ gymnastik over middag nede i forsamlingshuset. Da Enevoldsen kom og beordrede os at stille an på to rækker, kunne vi godt mærke, at der var lagt ”brænde i ovnen”. Da vi var kommet ind i forsamlingshuset, trådte Enevoldsen hen til Finn og sagde, at han godt vidste at han var ”synderen”. Hvorefter Finn stillede sig i bokseposition og sagde: ”Kom bare an!” Enevoldsen var virkelig bange for ham og gjorde ikke mere ud af det. Igen viser det, hvilken ”magt” den knægt havde over hans omgivelser.

Vanvittig motorcykeltur med Finn: Endnu en lille gyser med Finn som aktør. Det har nok været sommeren 1956. En søndag eftermiddag samledes vi nogle stykker omme bag Søren Vestergårds staklade. Finn kørte lidt rundt på en af karlenes motorcykel, op og ned af vejen bag laden.130108-bsa-m-21 Pludselig sagde Finn til mig, at jeg også hellere måtte prøve en tur på BSA’en 500 m” . Trods det vi kun var 15 år gamle, men, naiv som jeg måtte have været, satte jeg mig på motorcyklen, med ordre på at jeg bare skulle lægge mc’en lidt ned, når jeg drejede og så give den gas, så gik det hele af sig selv! Uøvet, som jeg var, startede jeg ”dyret”, kørte op på asfalten, drejede ned ad asfaltvejen og ved den nederste indkørsel, ville jeg så dreje ind til gården igen. Det var et skarp sving (under vinkel – vel 45 *) – jeg gav den gas og ”vups”, den røg lugt ind i den store hæk ind mod køkkenhaven og borede sig langt ind i grenene. Der sad jeg så på bagsædet i stedet for på forsædet, skubbet bagud på cyklen! Styret var filtret godt ind i hækken. Mine hænder blødte, og Finn kom farende og skældte mig hæder og ære fra. Den skulle helst derfra, hurtigst muligt, inden der var nogen, der så det. Efterfølgende sagde Finn: ”Sæt dig bagpå, så skal jeg vise dig hvordan man kører motorcykel.” Af hvilken drift jeg satte mig op, ved jeg ikke, men nærmest for ikke at tabe ansigt. Han satte kursen mod Gullev, hamrede den op på 120 km/h. Fuldkommen vanvittigt. Vi overhalede en DSB rutebil oppe ved Stampes gård, vildt hasarderet. Jeg råbte til ham fra bagsædet, at han skulle køre noget langsommere. Han råbte bare tilbage” Så kan du s’gu hoppe af, hvis du ikke gider”. Vi nåede Gullev med livet i behold, trods alt. Her sagde jeg til ham, at jeg ikke ville med tilbage, hvis han fortsat kørte så tosset. Tilbage kom vi, vist også med lidt mindre tempo. Bagefter har jeg ofte tænkt på, hvor uforsvarligt det i grunden var, alt det vi der lavede. Det kunne lige så let have blevet vores sidste tur. Mine hænder blødte fortsat, da vi nåede tilbage, forårsaget af mødet med hækken. Det var ikke sjovt at skulle hjem og ha’ kaffe den eftermiddag. Da ved jeg, at jeg stak min mor en lille sort løgn. Fortalte hende, at jeg havde været ved at kravle i et træ og havde revet mig. Havde hun vidst, hvilken fare vi havde været i, ville hun være blevet meget ulykkelig.  For øvrigt fortalte jeg hende aldrig sandheden om episoden!

Lidt om Finn’s families skæbne i det fremmede:
Bagerfamilien emigrerede til Canada i 1957. Bageriet blev solgt til anden side. I mere end 50 år, har vi ikke hørt noget til familien.
Den 26. juli 2015, fik jeg vished for, at Finn ikke lever længere og at han døde allerede i 2004, knap 63 år gammel. “Æret være Finn’s minde”. Han overlevedes af hans mor, Erna. Udklip b3Her et billede af Pia, Leif og Finn fra 1992, kort før både deres mor Erna’s og Leif’s død. Jeg har modtaget billeder af hele familien fra Pia’s søn, Georg. Ham har jeg fået kontakt til via Facebook! Endvidere efterlevedes han af sin søster, Henny Pia og lillebroderen Leif, samt sine egne 5 børn: Barbara, Rick, Darlene, Mike og Corey og børnebørnene.  Læs artiklen her, som jeg har fået fra Kirsten M. Andersen:11760259_10207448872606077_5569734777349158532_n

Desktop6111760092_10207455570853529_7269033629492985730_nHerover en nekrolog, som jeg fandt ved søgning på nettet, over Finns mor, Erna. Hun døde som 73-årig, den 28. maj 1992. Hendes urne er nedsat på Brandstrup kirkegård – “æret være Ernas  minde.
< Til venstre en nekrolog over yngste søn, Leif. Det var godt Erna ikke skulle ha’ den oplevelse, at miste Leif, sin yngste søn, før hun selv døde. Efter underskriften at dømme, døde Leif fra 2 døtre og hans hustru. “Æret være Leif’s minde”. Artiklen har jeg lånt af Kirsten Marie Andersen, Hornbæk.

Hvilket liv og skæbne deres mand/far, Henry har haft, ved jeg endnu ikke, måske vi får det afdækket på et tidspunkt. Så vidt jeg er orienteret tidligere, blev Erna & Henry skilt, ikke så længe efter de ankom til Canada. (Denne viden er fra Sofie i Tind, der vedblev at ha’ korrespondance med Erna i mange år). Der gik 30 fra skilsmissen. før familien var samlet alle sammen.
Finn’s søster, Pia er iflg.
oplysninger på en af sønnernes facebook-side, nylig afgået ved døden d. 28. maj 2015. Pia var gift og har to sønner: Georg & George. “Æret være Pia’s minde”.

Væltetur på knallert:
Det har nok været omkring sommeren 1960. En søndag eftermiddag, (for resten en dag, der var sommerfest i Bjerringbro). Vi var nogle unge mennesker der gik og spillede fodbold oppe ved ”Mesters” hus, ved “Rosenlund”. Egon til Mesters, blev ved et uheld ramt af bolden på næsen, der bevirkede, at han brækkede næsebenet. Vi var nødt til at køre til læge i Bjerringbro. Jeg lovede at følge med Egon derned. Vi kørte hver især, på vor egne knallerter. Egon’s knallert kunne ikke løbe så stærkt som min Zundapp. (den kunne køre 60 km/h) Derfor var han ”på slæb”. Han holdt i min højre skulder. Da vi nåede Gullev, ville jeg dreje ind bag hans knallert, hvorved mit forhjul ramte hans bagskærm med det resultat, at jeg røg på hovedet over styret på min knallert. Heldigvis kurede jeg hen gennem grøften ved branddammen. Den var fyldt med brændenælder som afbødede faldet. Havde jeg kuret hen af asfalten, var jeg nok ikke sluppet så ”billig” fra det.
Straks kom der en mand farende ud fra huset overfor. Han havde observeret styrtet og spurgte, om jeg havde taget skade. Det ville jeg selvfølgelig ikke erkende i første omgang. Skyndsomt forlod vi stedet. Jeg havde dog, viste det sig efterfølgende, fået nogle gevaldige hudafskrabninger på skulder, hofte og det ene knæ, og det var gået alvorligt ud over min nye Tweed jakke. Endvidere havde knallerten lidt nogen overlast.

Opdateret for nylig122 Bl.a. blev der en bule i benzintanken – (se på billedet her – masser af år senere. Det var Mogens der skilte knallerten ad, og sleb den ren, men længere kom restau-reringsprocessen ikke. Alt er siden gået i skrotbunken!) – og den ene pedalarm var bøjet ind over motoren, men knallerten kunne let løbes i gang. Vi nåede da lægehuset og Egon blev efterset og behandlet for sin brækkede næse. Egentlig var det mig, der trængte mest til at blive behandlet, men jeg bed det i mig, og vi nåede Gerning igen og måtte brødebetynget forelægge min mor, hvad der var hændt mig. Det blev hverken til Sommerfest i Bjerringbro eller mere fodbold i Gerning den dag.

Skovture med skolen: Hvert år arrangerede skolen en tur til Borridsø skov. Det strakte sig over 2 dage, idet vi jo kun gik i skole hver 2. dag. Vi cyklede derud. Normalt parkerede vi ved det vi kaldte Cementbroen. Den ligger i den sydligste udkant af skoven, lige før den løb ud i engen ved Vesterbro. Bækkens navn er Aldrup bæk og starter helt i Aldrup og Thostrup og løber gennem Aldrup enge, videre gennem skoven og gennem engene ved ”Borridsølund”, videre til Boskov, hvor den forenes med bækken fra Thorsø og Astrup, som jo forenes ved Katvad mølle. Det samlede løb fra Boskov, kaldes Borre å, med udløb i Gudenåen ved Kongensbro, sydvest for Borre by. Skole-skovturen så vi hvert år frem til med forventning. Det var jo noget helt andet, end at sidde på skolebænken. Vi havde madpakken med og som på billedet herover vadede vi en tur langt ud i Aldrup enge. Der foruden legede vi ”Røver og Soldater” og andre lege i skoven. Der var lagt poster ud, som vi skulle finde, o.s.v. Når vi nåede længst væk i skoven, kunne vi se Borridsø skole lige uden for det sydøstligste hjørne af skoven. Der var en anden bro i skoven vi kaldte Træbroen, hvor bækken løb ind i skoven ved Trondam. Når vi er ved navnet Trondam, vil jeg lige nævne i den forbindelse, at der fandtes en gammel faldefærdig ejendom, ikke langt fra bækløbet. Ejendommen var opkøbt af Magnus Christensen i Tind Østergaard, da indehaveren Pe’ Smed døde. Jorden blev lagt til gården i Tind og bygningerne forfaldt. Pe’ Smed var efter sigende et naturtalent/menneske, jæger og biavler og hans helt store interesse var at samle på udstoppede dyr og fugle. Samlingen bestod af to store glasskabe, som blev skænket til Gerning skole, hvor de stod i det store klasseværelse op mod nordgavlen. (hvad samlingen er blevet af efter Gerning skoles lukning, ved jeg faktisk ikke, men, mon ikke det meste er havnet på Ulstrup skole.) Jeg mener Pe’ Smed havde en husholderske ved navn Hanne. Som børn besøgte vi den forfaldne ejendom (ruiner). Jeg husker at vi fandt et forloren gebis på en hylde under loftet. Om det var Pe’ Smeds eller Hannes, ved jeg ikke. På et tidspunkt, blev bygningerne helt fjernet og nærmest brugt som vejfyld på vejen fra Tind og derud.

Udklip sneKælketure i Hesselbjerg & Stærkær. Hvert år, når sneen var faldet, skulle vi børn gerne en tur til kælkebakkerne i Hesselbjerg eller Stærkær. I Hesselbjerg boede Frede Knudsen, (klassekammerat til min bror Hans) han var søn af Karen & Jens Knudsen.  Jeg husker det var et lille fattigt hjem, hvor der var vokset en børneflok op. Forresten tjente en af sønnerne, Gunner, i Tind, på ”Toftegaard”, da mine forældre overtog gården 1. oktober 1946. Han blev der til 1/11 1947. – (se kopi af udbetaling af løn andet sted). Bag Jens Knudsens ejendom, var der en meget stejl sti, som var rigtig god til kælkning, men til gengæld temmelig farlig, fordi der var træer ned langs stien. En anden god ”kælkerute” gik fra det, vi kaldte ”Kommunehuset” ( – her boede på det tidspunkt Karl Karlsen, som senere flyttede til en lille ejendom over for ”Solvang” i Gerning), ned gennem plantagen til Hesselbjerg Teglværk, som på dette tidspunkt var i fuld drift.

Lidt om Teglværket og fossiler: A pro pos  lergraven ved Hesselbjerg Teglværk – Her fandtes flintesten. Vi fandt ud af, at der inden i stenene fandtes fossiler af små fisk eller krebsdyr. Vi slog stenene mod hinanden, og de  delte sig i to dele og frem kom tydelige aftryk af dyrene. (Lergraven ses forrest på fotoet af teglværket). På dette link kan du læse mere om  fossiler/forsteninger

 http://ingemann.schnetler.dk/hvad_er_fossiler.htm 

Landevejsriddere boede på ovnen:
Søren Nielsen fra Ger-ning, har været tegl-brænder og arbejdet på teglværket i 50’erne. Læs om den tid på hans yngste datter, Kirstens Hjemmeside. En meget interessant side, som er værd at læse!

Læs: Kirstens Hjemmeside sidst i afsnittet. Jeg har selv besøgt Søren på ovnen, da jeg var dreng. Til højre et billede af en af de eksistenser der lejlig-hedsvis logerede oven på den lune Teglværksovn. Dette billede er dog ikke fra Hesselbjerg teglværk, men illustrerer på glimrende vis, situationen!

Herunder luftfoto af teglværket fra 1954. Nederste billede viser hele området Hesselbjerg med skoven, hvor vi kælkede ad stien, ned mod teglværket. Lergraven lå SØ for bygningerne:

Udklip H TGLV glUdklip Hele Hesbj gl


Cyklede om til moster på Nørreskov Bakke 54:

Læs med her ovenfor historien om første gang vi så Fjernsynet i sin spæde “barndom”, det var godt nok ikke meget kvalitet over skærmen.
15493444_1794628194133379_999300681209436481_o
Julehandel i Randers i vores barndom:
Det var en årlig tilbagevendende begivenhed. Hele familien (alle 5) tog med den røde DSB-rutebil på juleindkøb, engang i december måned. Vi gik bare ned til landevejen og rakte hånden ud, når rutebilen nærmede sig. Ruten gik over Hvorslev – Ulstrup – Sdr. Vinge – Terp 
– Vester og Øster Velling – Helstrup – Fladbro – Hornbæk og ind til Rutebilstation, der lå nordligere i byen, end den gør nu. Til at begynde med (sidst i fyrrene), var bilerne udstyret med gasgenerator bag på bilen. (et 

IMG_4432.JPGefterkrigstidsfænomen). Bøgebrændet lå i sække på taget, sammen med andet gods, så som cykler og andet gods der skulle fragtes med. Der skulle engang imellem fyldes bøgeklodser på gasgeneratoren, så entrede chaufføren bare op af stigen bagpå bilen.
Først gik vi rundt og handlede gaver og så på de juleudsmykkede butiksvinder. Det var stort for os børn fra landet, at komme til staden. Til aften gik 
vi som regel i biografen. Enten i Rådhus Teateret v. Niels Ebbesens statue. eller i Kino i Middelgade. Det så som regel “Nødebo Præstegård” eller “Jul i Købmandsgården” vi så. Det var ikke altid far havde tid til at komme med på juleindkøb. Når forestillingen var færdig, kørte vi hjem med rutebilen. Vi forlagte bare at stå af ved 28 km stenen lige neden for vores indkørsel i Tind. Den står der stadig en augustdag i 2017.

Biografture til Bjerringbro & Ulstrup: Hvornår Hans og jeg begyndte at ta’ i Kino i Bjerringbro og Bio i Ulstrup, husker jeg ikke præcist. Men det var vel omkring 10-12 års alderen. Pengene var små og fra fars hånd vankede der ikke håndører til den slags. Det var nylig da vi begyndte at gå med ugeblade, at budgettet rakte til det. Det gamle Kino i Bjerringbro lå i en bagbygning til Storegade i nærheden af Signe Sørensens Bog-handel. I 1957 indviede Glenny Andersen den nye Kino på Brogade (SE billeder og beskrivelse her)Udklip kino (1)Indgangen var en lang smal gang hen til “billetmutter”. Husker hende som en stor dame, der nok skulle sætte tingene på plads, hvis der var trængsel eller uro og det var det ofte, når der kom en ny film på programmet. Husker ikke hvad div. film hed. Husker en der hed “Slå først, Frede”. Husker vi ofte måtte nøjes med en af de forreste træstole, lige under lærredet. Pris 0.50 – 1.00 kr pr. stk. Husker at mor ikke var stolt over at vi gik i Kino så ofte. Far turde vi da let ikke lufte tanken over for, så var det blevet et blankt nej! Når vi følte der var problemer med at få lov, fandt vi en løsning. Vi sagde vi skulle til håndbold på banen ovre på Arthurs mark ved Juels lagerplads. Den løsning viste sig også at være problematisk. Mor holdt nemlig øje fra køkkenvinduet, om vi nu også drejede ned på boldbanen. Gjorde vi ikke det, måtte vi stå til “regnskab”når vi arriverede. Vi havde jo fået den fikse ide, at vi kunne smutte op ad Skrædderbakken og den vej over Stærkær til Bjerringbro. Vi cyklede også engang imellem til Biografen i Ulstrup. Der var lidt længere (7 km) og så var der oven i købet lutter træstolerader, som var trælse at sidde på og så knirkede de. Bio lå bag hotellet. Jeg mener det var Horsbøll der ejede biografen. Han havde papirhandel ud mod Hovedgaden ved siden af Hotellet.

Skøjteløb på mergelgraven i Tind.
Læs her om Snehegn langs vejene som eksisterede i min barndom.

Hans, Knud og Steen på Jens Christensens mergelgrav.

Det eneste sted, der faktisk var at løbe på skøjter, var på det vi kaldte ”Den store mergelgrav” på Jens’s jord i Kæret. Jeg husker at Hans og jeg på et tidspunkt fik et par skøjter (jeg mener vi havde dem i fællesskab)

På isen i Tind 2
På billedet herover ses en flok drenge på skøjter på mergelgraven – Gerning by ses i baggrunden (møllen på Ove Kirkegaards lade, skimtes mellem 2. og 3. dreng fra venstre.
Følgende står f.v. – (Drejs) alias Andreas Hørup, Kristian Pedersen, Volshøj, Steen Christensen, Paul (Polle) Juel, Erling Jensen, Trondam, Ole German (Steens bror) Leo til Ingemans og Per Andersen, Danstrup. De fleste i gummistøvler m. skøjterne spædt på.
Vi havde ingen rigtige støvler at skrue dem på. Derfor fandt vi et par gamle skistøvler af bedstefars. De var naturligvis alt for store, men det kompenserede vi ved at tage nogle flere lag sokker på. Ideelt var det ikke. Det resulterede da også i, at jeg på et tidspunkt faldt bagover med et brag og slog baghovedet i isen med det resultat, at det i kort tid sortnede for mine øjne. Jeg blev meget bange, men jeg kom da på benene igen. Symptomatisk turde jeg ikke fortælle det hjemme, for så havde det bare endt med, at vi fik forbud mod skøjteløb. Det resulterede faktisk i, at jeg i flere år efter døjede meget med hovedpine. Jeg havde nærmest fået en kraftig hjernerystelse. Jeg husker, at jeg gik og tumlede med tankerne om, hvad det evt. kunne føre til. Der var nemlig en bagersvend i byen, som døde af en svulst på hjernen. Så kunne man jo let få en ide om, at det kunne udløse noget lignende hos en selv. Heldigvis skete der ikke noget i den retning, og jeg har som det fremgår levet lykkeligt rigtig mange år siden.

Ræveungerne: Tidligt forår 1961, havde vi fundet 2 ræveunger ude i Jens Christensens mose. Vi tog dem med hjem. Jeg husker vi flaskede dem op, den første tid med sutteflaske. Senere kunne de drikke af et fad. Jeg blev indkaldt til militæret den 2. maj det år. De var efterhånden blevet tamme og holdt sig i nærheden af os. Men, pludselig en morgen, var de pist borte. Vi så ikke mere til dem. Forhåbentlig integrerede de sig i naturen igen. Billedet her viser, at de hyggede sig rigtig med en af vore katte. Jeg husker, at Jørn & Bent, 4 år på billedet t.v.  (Anna & Laurits vognmands tvillinger – blev 60 år i marts 2017) gik en del oppe på gården og hjalp mig det forår. De havde også meget sjov ud af rævungerne. Herunder ungerne sammen med vores kat.
Ræveungerne &amp; mis

Efterskrift: Dette var så nogle om de oplevelser jeg personligt har at bidrage med fra min barne/ungdomtid i Tind/Gerning området og som har bundfældet sig i min bevidsthed! De oplevelser er jeg villig til at dele med andre, for på den måde at prøve på at videre-bringe små glimt fra dagligdagen i drengeårene. Små sentenser der måske er værd at nærlæse for mine efterkommere! Det er mine barndomsoplevelser – andre har helt sikker deres helt egne! Det er oplevelser i min ”øjenhøjde” og set med mine ”briller”, derfor er de ikke direkte sammenlignelige med andres personlige oplevelser! Jeg har sat mig for, at gøre dette arbejde så levende og beskrivende som muligt! Selvfølgelig har jeg mange flere oplevelser i ”baglommen” – men det var så dem, der lå øverst i hukommelsesskuffen fra den tid – en tid, der aldrig kommer igen, og som mange af mine efterkommere sikkert vil ryste på hovedet af! I dagens Danmark er det jo helt andre ting/interesser, der optager børn og unge mennesker – men, husk på, dengang var der jo ikke så mange udfordringer og oplevelser at krydre dagene med! Vi skulle underholde os selv en stor del af tiden. Vi gik kun i skole hver anden dag. Det var i en tid, hvor eneste nyhedsformidling var gennem Danmarks Radio /Kalundborg kortbølgesender! Jeg plejer at sige, at jeg fra barnsben, rundet af krigstiden og mørklægnings årene, og frem til i dag, har gennemgået en teknologisk udvikling, der siger spar to til alt! Hvem havde troet det muligt, at der i dag kan kommunikeres via cyberspace kloden rundt på splitsekunder? Hvem troede dengang på, at mennesker kunne lande på månen? Ja, jeg kunne blive ved, men kun konstatere, at tiden ikke står stille og den teknologiske udvikling stadig vil pågå! Det er mit håb, at jeg med dette kan fortælle mine børn og børnebørn om en svunden og uigenkaldelig tid. En tid, hvor tiden ikke stod stille, men bevægede sig med et langt lavere tempo! Disse erindringer må ikke kopieres, udgives eller mangfoldiggøres uden indehaverens tilladelse, som kan indhentes på denne mail adr: – kanne_4@msn.com Signeret: KKJ     

Senest opdateret: 07 – 02 – 2018                                                                          Gå til toppen

Om kanne4world

Jeg har nået en alder, hvor man har tid til at skue tilbage i tiden! Jeg vil på flere niveauer nedfælde mine erindringer, blandet med gamle fotos. Det er først og fremmest mine egne oplevelser, suppleret med og understøttet af div. kilder for at danne en bedre helhed. Jeg vil gerne dele med andre mennesker. Hvis nogen har supplerende oplysninger, eller rettelser modtages de gerne. Jeg prøver at overholde offentliggørelsesloven så godt som muligt. Tak at du kiggede med.
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Gerning sogn, Livet, STARTSIDE og tagget . Bogmærk permalinket.